Selvom der blot er observeret 470 fuglearter i Danmark, har Rolf Christensen sat et livsmål om at spotte mindst 500 fuglearter i Danmark. Og han ofrer gerne alt for at nå sit mål.
Farvel familie, farvel kærlighed, farvel børn. Rolf Christensen har ofret alt. For fugle. »Men jeg er nok også Danmarks bedste,« siger den 45-årige ’birder’, der vil leve i yderste klitrække, til han dør. For han har et livsmål.
Opret abonnement på BT PLUS og læs hele historien om den 45-årige Rolf Christensen og hans noget specielle mål i livet - nemlig at være den første, der ser 500 forskellige fuglearter i Danmar.
Det er gråt. Diset. Solen kæmper en ulige kamp her. Om sommeren myldrer det med glade mennesker, men denne februarmorgen er der øde. »Hold øje med klitterne på din venstre side,« lyder kommandoen, inden telefonens net dør.
Havet leverer grundtonen, akkompagneret af en frisk vind, der næsten altid forlanger plads i lydbilledet her. Og så er han der pludselig. Først når hovedet frem fra klitten, så langsomt den fulde skikkelse. Han stikker en hånd i vejret og vinker ‘denne vej’.
Sin egen vej, sin egen skæbne har han kendt i 25 år. Det var dengang, han sagde endegyldigt farvel til et mere almindeligt liv, hvad det kan byde på af familie, kærlighed og børn. For han var og er en mand med et mål, hvor den absolutte dedikation er bydende nødvendig, ellers når han det ikke, inden han dør.
Frimærker. Modeltog. Fly, der letter og lander. Voksne mænd med besynderlige lidenskaber, som vel mest mødes med skuldertræk og overbærende smil, men det trodser de, simpelthen fordi de ikke kan lade være.
Jeg er taget til Skagen for at møde en ganske særlig en af slagsen. Siden 1991 har Rolf Christensen levet mellem marehalm, moser og klitter på Grenen for at være tættest på det, som betyder alt i hans liv. Han spejder efter fugle og noterer i sin notesbog: Tid, sted og art. Dag ud, dag ind og helst så sjældne som muligt. Selv kalder super-ornitologen sig ‘nok også Danmarks bedste’, og han ‘hader, når andre ‘birdere’ er på plads i klitterne, når han selv er væk’. Tænk at bruge sit liv i sandet på Grenen. Tænk at ville fugle mere end familie, som må ‘komme til ham, hvis de vil ham noget’ . Tænk at bruge 3.500 kroner på en taxa og blot konstatere, at fuglen er fløjet.
Vi stopper på toppen af en klit. Foran os møder Skagerraks og Kattegats bølger hinanden. Hans gule og blå termodragt er let bleget af de mange timer i solen. Gummistøvlerne er lange, og hætten er trukket godt op om ørerne. Udkigsposten er udstyret med et par hjemmelavede bænke af gamle brædder og et par grønne plastik-mælkekasser, der i sin tid er skyllet op på stranden.
På bænken har han linet en madkasse og en termokande med varm kaffe op. Han køber kun ’nedstemplet mad’ – altså mad, der er billigt, fordi det er tæt på sidste salgsdato – fortæller han. Så hellere investere i en kikkert og et teleskop af mærket Swarovski. 18.000 kroner per del måtte han af med.
Den robuste mand taler uanfægtet, mens venstre øje er klinet til teleskopet. Han noterer ivrigt i sin lille notesbog, der er godt patineret af de mange timer udendørs.
Paradoksalt nok gjorde Rolf Christensen ikke sit største fund her, hvor han bruger næsten al sin tid. Han var ude at søge arbejde i Skagen, og så var den der pludselig inde midt i byen: Bjergpiberen.
Det var i 1995, men han glemmer det aldrig: Synet af den yderst sjældne gæst, der siden 1972 kun var set syv gange i Danmark. Rolf Christensen får efterfølgende dokumenteret, at den 21-30 gram lille piber efterhånden bliver mere og mere almindelig på disse breddegrader. Normalt lever den i Syd- og Centraleuropas bjerge og visse steder i Asien.
»Det er stadig min største succes,« siger han.
Ærgrelser har han også haft. En rødhalset ryle var for år tilbage blevet set i Ribe 366 kilometer fra hans hjem i Skagen. Han kastede sig ind i en taxa og fik chaufføren til at køre ham til den sydvestjyske købstad. Men missionen mislykkedes, og han kørte hjem, 3.500 kroner fattigere.
»Jeg fik den anden gang, da den viste sig heroppe i Skagen. Jeg tænker ikke over pengene. Jeg har kørt efter fugle i taxa mange gange. Jeg ejer ikke en bil, så jeg har 40.000 kroner at køre i taxa for hvert år.«
Hundrede gange mere værd
Der er 16.000 medlemmer i Dansk Ornitologisk Forening, og en stor del af dem bruger timer i krat, sand og ved søer som aktive fuglekiggere. De indsamler de data, foreningen benytter. Og det er vigtig viden. Ikke bare om fugle, for fugle-observationer over tid siger også meget om klimaet og de forandringer, det gennemgår som følge global opvarmning. Det fortæller Knud Flensted, der er biolog hos Dansk Ornitologisk Forening.
»Den aktive indsats med fugletællinger, der bliver gjort af frivillige fuglekiggere, er mange hundrede gange større end den forskning, der bliver betalt for af det offentlige på landets universiteter. På den måde er de et vigtigt bidrag til vores viden om naturen,« siger Knud Flensted.Mange fugle har ændret trækmønster i takt med klimaforandringerne de seneste 20-30 år. Danmark er blevet et reelt alternativ til de milde vintre i det sydlige Europa for fuglene.
For 100 år siden skulle man helt ned i Mellemeuropa for at se en sydlig nattergal, stylteløberen eller sølvhejren, der gennem årene er fløjet længere og længere mod nord. Snart er den langbenede sølvhejre, der kan nå et vingefang på 1,70 meter, ynglefugl langs kysterne i Danmark.
Rolf Christensen ved, at solen stod op klokken 7.56 i dag. Det er vigtigt at være på plads, når nat bliver til dag, og de sultne fugle vågner. Er det en god træk-dag med megen aktivitet? Det kan for eksempel vinden afgøre. Om sommeren betyder det, at han skal være på plads i klitterne klokken 02.30.
Han har aldrig overvejet at holde op .
»Jeg er fuglenarkoman,« siger han prompte.
I hans optik sætter Skagen alle andre steder i Danmark til vægs, hvad fugle angår. Der bliver set omkring 250 arter i området hvert år, der fungerer som en form for tragt for et væld af fugle. Eksempelvis kan man i forårsmånederne i Skagen – hvis man er heldig – se op til 20 forskellige rovfugle på en enkelt dag.
Der er årstider, hvor der ikke er så mange fugle. Hvis vinteren har et hårdt tag om Danmark i januar, eller hvis der er hedebølge om sommeren.
Rolf Christensen er ligeglad. Han er ude hver dag hele året, og om vinteren er han ofte det eneste menneske i klitterne. Der kan være dage, hvor han ikke taler med andre.
»Jeg vil ikke misse noget herude. Det værste er, når jeg ikke er ude, og jeg ved, der sidder ’birdere’ ved Grenen. Det kan jeg ikke holde ud.«
Yndlingsfuglen er gulspurven. Et almindeligt syn på danske breddegrader, men den medbringer indimellem sjældne venner.
»Skulle der komme en sjælden dværgværling om vinteren, vil den gerne være i nærheden af Gulspurven, fordi de spiser det samme,« siger Rolf Christensen.
Det handler ikke om flotte farver eller imponerende vingefang. For Rolf Christensen tæller det nærmest ned. Fugle skal hellere være besværlige at genkende eller holde til ude på havet, så de er vanskelige at komme tæt på. Det giver en ’mytisk tiltrækningskraft’.
»Det er kvinder, der synes, at flotte fugle er søde og sjove,« siger han.
Fugle over familie
Rolf Christensens søster fik et barn i august, men han har ikke set babyen endnu. Faktisk er det to år siden, han senest rejste til Sjælland for at besøge sin familie. Juleaften har han også siddet alene. ’En del af dedikationen’, konstaterer han. Han skal ud på Grenen hver morgen.
»Lige den morgen kan blive den fantastiske morgen, hvor jeg ser en sjælden fugl.«
Rolf Christensen er vokset op i en akademikerfamilie. Faderen lever ikke mere, men var professor. Moderen farmaceut. Rolf Christensen er ældst ud af fire søskende og ’klarede sig godt’ på Lille Værløse Skole.
Det var moderen, som vækkede interessen i sin tid. Hun hev en i begyndelsen modvillig dreng ud i naturen for at kigge på fugle. I begyndelsen var han ’bare med’, men da en skolekammerat havde samme interesse, gik det pludselig stærkt. Rolf Christensen og vennen tog ned til den lokale Søndersø, hvor en flok arbejdsløse mænd fik dagen til at gå med at se på fugle.
»De var i bund og grund ikke særlig venlige,« husker han. Det var deres territorium.
Alligevel blev han draget.
»De fik mig gjort afhængig.«
I gymnasiet måtte lærerne til sidst give op. Rolf Christensens øjne var rettet mod fuglene, og han droppede ud i 1987. Året efter så han en brun tornskade som den første i Danmark. Den første store milepæl.
Da han fyldte 18 år, stod forældrene klar med et krav om, at han skulle betale 2.000 kroner om måneden, hvis han fortsat ville bo hos dem. ’Gider jeg det’?, spurgte han sig selv, og det blev indledningen til fire års nomadetilværelse i jagten på de bedste fuglesteder. Hanstholm, Christiansø, Blåvand, Gedser, Thisted og Stigsnæs ved Skælskør. Husly sørgede en spirende vennekreds fra ornitolog-miljøet for.
I 1991 kom der et tilbud om at låne en vens lejlighed for 1.000 kroner om måneden. Han tog toget til Frederikshavn og en taxa det sidste stykke nordpå til Skagen. Familien tænkte ellers, at han snart kom tilbage, men de skulle blive klogere.
Han forlader aldrig Skagen igen. I dag er det hans mor og søskende, der skal besøge ham, hvis de vil se ham. Han sætter stort set ikke sine ben på Sjælland.
»Min familie er ikke sådan nogle, der sætter sig og tuder over det. De er ikke kede af det. De har sgu vænnet sig til det.«
Man skal fandme passe på
Det er langt overvejende mænd, der kigger på fugle i Danmark, og det er en hård verden, ’hvor der bliver konkurreret’. Når en sjælden fugl bliver spottet, registrerer de den online i ornitolog-foreningens database.
»Men vi kender også hinanden. Vi er vel en slags venner. Hvis jeg kunne se en fugl, en af de andre ikke har set, så er det fantastisk. Men det ville det også være for dem. Vi ville drille hinanden.«
Han fortæller, at ‘en af de værste konkurrenter’ har købt et sommerhus i Skagen for at indtage Rolf Christensens territorium.
»Jeg føler lidt, at Skagen er mit. Jeg ejer verdens ende. Men der er flere, der kigger heroppe. Der kommer sommetider nogle, der er meget dygtige, og så skal man fandme passe på, for de kan nuppe en sjælden fugl.«
For opskriften på at blive respekteret i miljøet er lige så svær, som den er enkel. Find sjældne fugle regelmæssigt, og du er inde.
Rolf Christensen har brugt et helt liv på at komme ind. Er det i virkeligheden anerkendelsen, der driver dig?
»Jeg synes, det er fedt, når folk fra miljøet mener, at jeg er dygtig. Anerkendelsen betyder meget.«
Det værste for ham er fuglekiggere, ‘der lader som om’. Dem, der tropper op med dyrt udstyr og i virkeligheden ikke duer til noget.
»Du kan kende dem. De kommer i det rigtige Fjällräven-tøj. Så ved jeg, at det allerede er håbløst. Det er de samme, der lægger sig til at sove, når de kigger på fugle. Det nytter heller ikke noget at komme klokken ti om morgenen, når vi begynder kvart over fire,« siger Rolf Christensen.
Walkie-talkie med på arbejde
Vi er gået ud til spidsen af Grenen for at se på måger. Det har været en ’dårlig fangst’ indtil videre. Rolf Christensen er ikke tilfreds, men diset gråvejr er ikke optimalt vejr, hvad angår fuglekigning.
Indtil videre er det blevet til en atlantisk tejst, årets første vibe på Grenen, årets første strandskade, to krikænder og den sjældne gråmåge. Når den endelig dukker op, er det for det meste i nordjyske fiskerihavne, hvor den altædende fugl stiller sulten med fiskeaffald.
Normalt tager Rolf Christensen gerne en lur på 20 minutter i det fri, inden han cykler hjem for at gå i bad og skifte tøj, så han kan komme på arbejde. Ved middagstid går vi tilbage mod parkeringspladsen, denne gang ad Norstrandsvej, for han tager aldrig samme vej ud og hjem, når han er ude. Det øger muligheden for en sjælden fugl.
Han bruger tre timer midt på dagen på en lokal lilleskole. Her er han pædagog for børn i alderen seks til ni år. »Det er min anden hobby,« siger han. Når der er rigtig mange fugle på Grenen i maj – den bedste måned på året – har han en walkie-talkie med på arbejde med forbindelse til de fuglekiggere, der står ude ved spidsen.
’Arbejdet er fleksibelt’, fortæller han:
»Hvis det kom i vejen for, at jeg kunne flyve til Bornholm og se en sjælden fugl, ville jeg ikke kunne fungere der. Eller hvis jeg ikke kunne få mit fix herude hver morgen. Jeg ville slet ikke kunne overskue, hvis jeg fik en ugentlig dag, hvor jeg skulle arbejde om morgenen.«Sand er igen blevet til asfalt, og vi når frem til Rolf Christensens hjem i et villakvarter tæt på vandet. Huset er ejet af hans mor, og Rolf Christensen bor til leje i tre af værelserne. Hun har købt det for at holde lidt kontakt med sin søn.Han er single, men ’der har da været flere kærester’ gennem årene.
»De har brokket sig, nogle af dem, og tænkt, at jeg var lidt skør. Det kan godt være, at det er det, der har dræbt det.«
Børn har han ’aldrig haft lyst til at få’:
»Hvis jeg havde haft en pige i lang tid, og hun havde lyst, kunne det da godt være,« siger Rolf Christensen og tilføjer:
»Det er dejligt med smukke kvinder, men de er ikke gode ’birdere’. De kan ikke noget fuglemæssigt.«
Dør måske ved målstregen
Kort før klokken 16 henter jeg Rolf Christensen på arbejdet. Sidste etape af fuglejagten foregår som mange andre dage ved Skagen Havn. Her har han 5.500 meter kaj og 3700 meter mole og stenkastning at boltre sig på.
Gråmågen fra i morges er hovedmålet, og den ender da også igen i notesbogen. Sammen med en stenvender.
Mens vi ser ud over den begyndende skumring over Kattegat, formulerer han sit livsmål. Et mål, der for altid vil binde ham til ‘verdens ende’.
Rolf Christensen vil være den første ornitolog, der ser 500 fuglearter i Danmark. Ambitiøst, i betragtning af at der indtil i dag blot er spottet 470.
Rolf Christensen har nået 431. I gennemsnit bliver der opdaget to nye arter hvert år.
»Det er lige på kanten, om jeg kan nå det, inden jeg dør, det ved jeg. Men det skal lykkes,« siger han. Uden at fjerne øjet fra teleskopet.
SOLSORTENS LAND
I Danmark er der registreret 470 forskellige fuglearter. Solsorten er den mest udbredte
Sidste år viste en opgørelse, at 1,7 million solsortepar ynglede herhjemme. Dermed placerer den sig sikkert på førstepladsen over de mest udbredte ynglefugle, Den 80-110 gram tunge spurvefugl er et særdeles almindeligt syn i danske villahaver med frugttræer og buske, da den blandt andet lever af nedfalden frugt. Cirka en femtedel af landets solsorte ynder at trække mod de lunere dele af Vesteuropa om vinteren. Det er hovedsageligt hunnerne og ungfuglene, der søger sydpå, mens hannerne bliver ’hjemme’ og passer på deres territorier. Hannerne er lette at skille fra hunnerne, da de er helt sorte med gult næb. Hunnen er mørkebrun med samme farve næb.På andenpladsen kommer bogfinken med 1.3 millioner ynglepar. Den cirka 16 centimeter store spurvefugls kontaktkald består af et karakteristisk fink!, der er årsagen til navngivningen af finkefamilien. Hannerne er rødbrune med blågråt hoved og hvide vingebånd, mens hunnerne er olivengrå i farverne. Dens sang er yderst karakteristisk. Den kan skrives som ’det, det, det, ka’ jeg si’ li’ så tit det ska’ vær’. Bogfinken yngler alle steder, hvor der er træer, og lever af insekter om sommeren og frø om vinteren.
Sanglærken er en meget velkendt fugl på vores breddegrader på grund af sin genkendelige sang, der kan høres fra store højder fra januar til august. Sanglærkens udseende er dog knap så karakterfuldt som sangen. Arten har en spættet, brun fjerdragt med hvidlig underside og stribet bryst. Dens trækmønster er i høj grad bestemt at vejret. Er vinteren ikke mild herhjemme, flyver den ned og overvintrer sydvest for Danmark. Den lever af insekter, grønne plantedele og frø.
Musvitten kan man kende på det sorte hoved, hvide kunder og gule bryst med sort længdestribe. Den er den største i mejsefamilien, og der var omkring 700.000 ynglepar i Danmark sidste år. Den er ydermere kendt for sin karakteristiske vokal, der minder om den lyden af en sav, der files på. Musvittens navn er i øvrigt et forsøg på at gengive måden, den synger på. Den er udbredt i parcelhushaver, hvor redekasser gerne lokker den til. Her spiser den talg eller madrester på foderbrættet. De fleste musvitter bliver i Danmark hele året. Hierarkiet trives blandt musvitterne, hvor hannerne bestemmer over hunnerne, og de voksne bestemmer over ’ungerne’.
Grønirisken tilhører finkefamilien og har et kraftigt næb og en kort hale. Hunnen er mere nedtonet i farverne end hannen. Grønirisken kan kendes på de karakteristiske gule felter på vingerne og halen. Når hannen skal gøre kur til hunnen, springer den i øjnene, da den flyver omkring i cirkler med vingeslag, der kan minde om en sommerfugls. Den spiser frø, knopper og bær, ligesom den holder af danske foderbrætter. Den foretrækker at opholde sig i parcelhushaver og på kirkegårde, og er en byfugl, idet den højeste tæthed findes i Storkøbenhavn.
Kilder: Dansk Ornitologisk Forening/ dofbasen.dk
