Ekstra Bladets tidligere chefredaktør har her undtagelsesvis fundet vej til BT, og han fortæller her om sit liv som redaktør med trusler om tæsk, men også om, hvordan hans hjem på Frederiksberg ofte havde besøg af en sulten Rasmus Seebach.
I MIT FOTOALBUM fortæller Bent Falbert også om hvordan han fik Peter Brixtofte ind i politik, de mange retssager der blev kørt mod Ekstra Bladet, om hans familie og hans kærlighed til hunde.
LOG IND PÅ BT PLUS og læs meget mere om Bent Falbert, suppleret med masser af billeder fra det private fotoalbum.
Ekstra Bladets tidligere chefredaktør har her undtagelsesvis fundet vej til BT, og han fortæller her om sit liv som redaktør med trusler om tæsk, men også om, hvordan hans hjem på Frederiksberg ofte havde besøg af en sulten Rasmus Seebach.
I MIT FOTOALBUM fortæller Bent Falbert også om hvordan han fik Peter Brixtofte ind i politik, de mange retssager der blev kørt mod Ekstra Bladet, om hans familie og hans kærlighed til hunde.
1. Fik Peter Brixtofte ind i politik
Jeg voksede op i Husum nær København, i et hjem, hvor min far var værkfører for forskellige tekstilfabrikker og min mor hjemmegående. Jeg var enebarn og fik kærlighed i tykke stråler. Der var altid fuld opbakning hjemmefra, og det gav mig rygstød resten af livet. Jeg er altid gået til vanskelige opgaver med den indstilling, at det skal nok gå. Jeg gik på Falkonergården Gymnasium, som var det røde gymnasium, og jeg var selv glødende liberal, hvilket var meget umoderne dengang. Jeg havde derfor virkelig en ’hard time’ og lærte at argumentere for min sag. Jeg blev landssekretær for Liberale Gymnasiaster og rejste rundt og holdt hvervemøder og oprettede lokalforeninger. På Bagsværd Gymnasium fik jeg hvervet Peter Brixtofte, og han har siden sagt: »Det er din skyld, jeg kom ind i politik«. Vi unge ville gerne vippe de gamle, der styrede det hele, af pinden, Spørgsmålet var, om det var de røde, der skulle vinde, eller de blå. Det kom til at være de røde, der vandt med ungdomsoprøret i 1968. På billedet var jeg ved badebassinet på ferie et sted i Italien.
2. En morakker på ekstra bladet
I de unge år læste jeg jura i halvandet år, men blev i stedet journalist for dagbladet Ringsted. Da jeg søgte job på Ekstra Bladet, havde jeg lagt fem scrapbøger ved min ansøgning for at vise, hvor flittig jeg havde været. Det var en sjov tid på Ekstra Bladet. Også i begyndelsen var jeg var en morakker, der havde flere artikler i avisen hver dag. Dengang mødte vi på arbejde ved middagstid og gik hjem kl. 00 eller 01. En af de store bedrifter var dengang, at jeg fik et stort interview med Anker Jørgensen, selvom han og en stribe andre i den såkaldte litterære junta havde boykottet avisen. Den fik jeg ophævet med et interview i 1974. Dengang, var jeg i tyverne, havde dette hår, og blev sammenlignet med Jim Morrison.
3. Måtte stikke af
I årtier havde jeg en kraftig skovsnegls-moustache, og på bladet mente de andre, jeg lignede oberst Gaddafi - dog kun af udseende. I løbet af mine 40 år på Ekstra Bladet er jeg blevet stævnet 400 gange, men jeg siger altid til folk, at man ikke kan forhindre folk i at stævne en, det afgørende er, om de vinder. Ud af de 400 sager vil jeg tro, vi vandt de 350, og der er også en håndfuld, der er blevet forligt undervejs.
En af de større sager var, da vi skrev om ’Dødens Engel på Plejebo’ assistenten Dorte Gramkow, som var anklaget for 21 drab af politiet, efter de havde efterforsket sagen i et halvt år. Vi troede så meget på politiets anklage, at vi kaldte hende ’seriemorder’ og skrev blandt andet: »Hun dræbte 12«. Men efter nogle år frafaldt politiet alle anklager mod hende, og hun fik en erstatning fra Justitsministeriet på 700.000 kr. og desuden 100.000 kr. af Ekstra Bladet. Det var en af de større sager, som vi tabte.
En sag, vi vandt, var mod Jehovas Vidner, som jeg havde et godt øje til. En forfærdelig sekt, som nedbryder mennesker og som har et meget løsagtigt forhold til incest. Vi blev slæbt i retten af dem, og den sag vandt vi rent. Ligesom da Hells Angels lagde sag an. Det var lykkedes at finde to medlemmer fra klubben, som ikke var straffet, men de havde ikke held med deres forehavende.
Jeg har også et par gange været nervøs for at færdes på gaden. Det skete, at Ekstra Bladet var efter pyramidespillene. Da jeg en sen aften skulle hjem fra arbejde, stod nogle pyramidefolk nede på vejen, og jeg måtte stikke af for ikke at få bank. Et par dage senere havde min bil fået nogle ordentlige skrammer. En anden gang - i forbindelse HA-sagen - holdt seks motorcykler udenfor huset på Frederiksberg og gassede godt op - der valgte jeg ikke at gå ud for at høre, hvad de bildte sig ind.
4. Politikens ’bedre-fornemmelser’
Jeg lærte Jette at kende hos en fælles veninde i Taastrup, der holdt en fest i 1974. Hun så godt ud, både udenpå og indeni. Og året efter købte vi hus på Frederiksberg for 700.000 kr., og der bor vi endnu. Her var vi på vej til Politikens 100 års jubilæumsfest i 1984. Selvom Politiken og Ekstra Bladet tilhører samme koncern, har der altid været lidt nid og nag imellem os. Politikens redaktion led helt uberettiget af ’bedre-fornemmelser’, mens Ekstra Bladets folk var fortørnede over at skulle aflevere hundreder af millioner kroner til det forslugne moderorgans opretholdelse. Siden har det ændret sig, så Politiken også giver overskud.
I baggrunden vores sønner Adam og Johannes, der er ved at dele slik efter den millimeterretfærdige metode: Den ene deler, den anden vælger. Johannes er i dag cand. merc. og har et lederjob i ISS, og Adam er jo i dag ham, der kaldes Barkongen. Han er direktør og medejer af 42 barer rundt om i landet med sit firma Restaurationskompagniet. Så de har begge gang i sagerne.
5. Forslugne Rasmus Seebach
Familien Seebach var i mange år vores genboer på Fuglebakken på Frederiksberg, indtil Tommy Seebach blev skilt, og Karen flyttede. Børnene legede sammen i haverne og er stadig nære venner. Midt i 80’erne stod jeg for at aflevere Rasmus (til højre) og vores egen Johannes til dagplejemoderen - det var nu som regel hende, der kom og hentede børnene ved 9-tiden, for jeg var et udpræget B-menneske. Nu er jeg både A- og B-menneske, det er noget, der er kommet med alderen.
Det er meget karakteristisk, at Rasmus har mad i munden på billedet, for han spiste ustandseligt. Ofte kom han over til os direkte fra Seebach-familiens middagsbord og sagde ja tak til at spise en gang mere. Heldigvis voksede han kun i højden. Jeg møder ham stadig her i kvarteret på Frederiksberg, når han er ude at jogge, og jeg får en stor krammer hver gang. Han er en sød dreng.
6. Bent og Sofus
Det gode ved at have hund er, at den altid kommer én glad i møde, når man kommer hjem, og de betyder også, at man ikke behøver, at tænke så meget på overvågning eller tyverisikring. Vi havde i mange år hunden Olga, der var en american Staffordshire terrier. Den hunderace blev senere kaldt en dræberhund eller muskelhund. Hverken Olga eller jeg vidste, at hun var farlig. Da jeg en dag luftede hende, kørte en mand op på siden af os i sin bil, rullede vinduet ned og råbte: »I klæ’r sgu hinanden, Falbert.« Det tager jeg som en kompliment. På billedet sov jeg dog med dalmatineren Sofus.
7. En fælde på Arto
Fra årene på Ekstra Bladet husker jeg især, da vi lavede en serie artikler, efter vi havde udgivet os for at være en pige på Arto.dk. I chatten skrev vi noget i retning af: »Jeg hedder Lolita og er 12 år, er der en gammel ulækker mand, der vil chatte med mig?«. Vi afslørede nogle forfærdelige folk, blandt andre edb-chefen hos Københavns Politi, som åbenbart var ude efter små piger - det samme var en officer i søværnet. Billedet er fra en helt anden begivenhed – nemlig da jeg trådte tilbage som redaktør for Ekstra Bladet i 2010 og hilste på De Konservatives Brian Mikkelsen.
