Venstre-manden Søren Gade er tilbage i dansk politik. Men det er ikke den samme Søren Gade som ham, der i februar 2010 trak sig som forsvarsminister.

En af Danmarks populæreste politikere er blevet mindre rund og mere skarp. Opret abonnement på BT PLUS og læs hele historien om Søren Gades forvandling. Du får samtidig adgang til tusindevis af dybdeborende artikler, fængslende longreads og guider til dig liv.


Han sidder på sit nye kontor. Fra vinduet er der udsigt over Christiansborgs Ridebane. Søren Gade, Venstres nye gruppeformand, er klædt i habitbukser og skjorte. Nogle gange sidder han stille på sin stol, mens han svarer roligt. Andre gange svarer han med en soldats røst. Nogle gange holder han øjenkontakten. Andre gange kigger han til højre, over mod vinduet, mens han taler. Nogle gange griber han ud efter stakken af visitkort, der ligger på det mørke mødebord. Andre gange folder han hænderne. Nogle gange griner han. Andre gange har han blanke øjne.

Den 52-årige Søren Gade blev for 11 år siden kendt som forsvarsministeren, der havde let til tårer, og som på sin joviale, bamsefar-agtige facon blev et hit blandt vælgerne i en tid, hvor Danmark var i væbnet konflikt og soldater kom hjem i kister.

Nu, fem år efter han sagde farvel, er der mere hardhitter over Venstre-politikeren, der sidste år indgik i magtspillet om formand Lars Løkke Rasmussen. Siden folketingsvalget 18. juni har han markeret sig med stærke udtalelser. Og det er ikke helt tilfældigt, for Søren Gade er i dag ikke kun en ‘bamse’ – i løbet af de fem år, der er gået, har Søren Gade også fundet sin indre ‘bisse’.

»Det er rigtigt, at jeg ikke er den samme som dengang,« siger Søren Gade til BT.

En afklaret mand

Let til tårer har han stadig, men Søren Gade version 2.0 har siden sin politiske exit i 2010 rundet det halve århundrede og er i dag en ‘afklaret’ mand, der har lært at leve med sin kones død, og som i dag kan skelne mellem det ‘væsentlige og det uvæsentlige’. I dag ved han, hvem der er hans ‘venner’, og hvem der blot er ‘bekendtskaber’. Han siger, at han har været været igennem en ‘proces’.

»Da jeg var minister, tog jeg mig selv i at være til stede fysisk, men ikke mentalt. Hvis du altid er på vej, så bliver dit mål til sidst blot at opfylde kalenderen. Om du så er til stede, hvor du er, det er du mindre optaget af. Men hvis man for mange gange ikke er til stede, så bliver man ligegyldig. Jeg har også været sådan. I dag har jeg det sådan, at i morgen er der en dag mindre tilbage. Derfor er jeg i dag meget mere bevidst om, hvad jeg gør og hvorfor,« siger Søren Gade.

At han har forandret sig, er andre enige i. Og selv om han fik 28.916 personlige stemmer ved folketingsvalget 18. juni, er det ikke alle i Venstre, der klapper i hænderne over hans tilbagekomst.

2004: Forsvarsminister Søren Gade og fru Helle ankommer til gallamiddag på Christiansborg. Søren Gade mistede sin hustru gennem 18 år, da hun i 2008 døde af kræft.
2004: Forsvarsminister Søren Gade og fru Helle ankommer til gallamiddag på Christiansborg. Søren Gade mistede sin hustru gennem 18 år, da hun i 2008 døde af kræft. Foto: Jørgen Jessen
Vis mere

Storhedsvanvid

Allerede under valgkampen begyndte snakken i krogene om, hvad det var for en Søren Gade, der var på vej tilbage. I Weekendavisen blev han af anonyme Venstre-folk beskrevet som en ‘egoman’, som én der lider af en ‘smule storhedsvanvid’, som én der ikke kan holde på en ‘hemmelighed’, og som en mand der ‘bærer nag’.

Ikke just beskrivelser som en politiker ønsker have siddende på sig og ej heller et drømmescenarie for Søren Gade, der efter moden overvejelse og flere opfordringer fra centrale Venstre-folk som f. eks. statsminister Lars Løkke Rasmussen havde besluttet sig for at vende tilbage til den politiske manege efter fem års fravær.

Men skal man tro Søren Gade selv, så er det ‘lige meget’, at nogle partifæller i Weekendavisen tegner et billede af ham som en, der ‘er ekstremt optaget af sig selv og sin egen situation’.

»Det ville gå mig voldsomt på, hvis jeg var nyvalgt for første gang. Men det er lige meget. For det første så er der ikke så mange, der læser det. For det andet så ved de, der kender mig, at det ikke passer,« siger Søren Gade.

Ordene flyder kontant og usentimentalt ud af hans mund. Han kalder det en del af ‘et politisk spil’.

»De, som ikke kan lide mig, må stå ved, at de ikke kan lide mig. Men de er ikke voksne nok til at sige det højt. Hvis ikke du kan sige den slags direkte til folk, så kan du da i det mindste tie stille. Jeg kan godt have en formodning om, hvem de anonyme kilder er - men det er ligegyldigt. Du skal kunne tage ydmygelsen i politik. For den bliver du ramt af. Det har jeg lært,« siger Søren Gade.

2006: Forsvarsministeren er til begravelse af en konstabel, som blev dræbt af en vejsidebombe i Irak. 
2006: Forsvarsministeren er til begravelse af en konstabel, som blev dræbt af en vejsidebombe i Irak.  Foto: Ernst van Norde
Vis mere

En del af et spil

Hvorfor siger de anonyme kilder sådan om dig?

»De mennesker var en del af et spil. Politikere er magtmennesker, og vi har nogle fælles genfejl, fordi vi inderst inde vil være kaptajn på broen. Så kommer der sådan noget. Men det er det, der er både charmerende og irriterende ved politik. De fleste mennesker synes ikke, at jeg er et dumt svin. Jeg er like-able, jeg har ikke svært ved at kommunikere eller begå mig blandt nye,« siger Søren Gade.

Den 52-årige mand er ikke nogen hvem som helst i Venstre. Blandt partifællerne fik kun statsminister Lars Løkke Rasmussen flere personlige stemmer end ham ved valget. Og sidste år spillede han ‘selvfølgelig en rolle’, da han under det højdramatiske 3. juni-møde blev spillet ind som en joker og mulig formandskandidat, hvis Lars Løkke Rasmussen trak sig fra posten. Analysen var, at det skulle få næstformand Kristian Jensen til at stikke sværdet i skeden igen. Løkke blev på posten – og Gade blev i kulissen. Men også da hans politiske comeback blev kendt 1. maj i år, begyndte nye spekulationer at cirkulere. Ville han gå efter formandsposten, hvis Løkke ikke blev statsminister? Ville han da udfordre Kristian Jensen? Selv siger han i dag, at ‘Lars er nummer 1, og Kristian er nummer 2’.

2009: Søren Gade i sit hjem i Holstebro.
2009: Søren Gade i sit hjem i Holstebro. Foto: Henning Bagger
Vis mere

2009: Søren Gade til Bruce Springsteen-koncert med ’tøserne’ – døtrene Mette og Ida.
2009: Søren Gade til Bruce Springsteen-koncert med ’tøserne’ – døtrene Mette og Ida. Foto: Claus Fisker
Vis mere

Kronisk dårlig samvittighed

Det er to år siden, han blev 50 år. For mange en milepæl, hvor man stopper op, tænker tilbage på sit liv, sine bedrifter, sine tæv. Senere ser man frem. Ind i den sidste halvdel af livet. Et gammelt Venstre-slogan hedder ’Tid til forandring’. Det var det også for Søren Gade, der smed 20-25 kilo, da han forlod Forsvarsministeriet.

Hvordan har du forandret dig?

»Når du er ung, vil du hellere gøre ting, som du dybest set ikke gider, fordi du ikke vil konfrontere dine omgivelser med, at du ikke gider. Når du bliver ældre, bliver du bedre til at sige fra. Jeg er blevet mere afklaret, har erkendt, at jeg skal koncentrere mig om det væsentlige.«

Hvad mener du?

»Jeg er et produkt af det, jeg har været igennem. Da jeg var minister, var mit liv meget delt, og jeg var ikke god nok til at sige fra. Jeg havde mit hus, min kone og mine børn i Holstebro, og jeg vænnede mig til at have kronisk dårlig samvittighed. Jeg var ikke god nok til at sige fra. Når jeg var i København, følte jeg, at jeg skulle være hjemme ved ungerne. Da min kone lå på hospitalet, og jeg var hos hende, følte jeg, at jeg svigtede på arbejdet. Det var en ond cirkel.«

Han fortsætter:

»Vi ved alle, at vi skal dø, men på et tidspunkt erkender du, at du kun har et begrænset antal år at leve i. Du kan tro på, at du har flere liv, og at det næste bliver bedre. Men du kan også få det bedste ud af det her liv og så tage det næste som en bonus. Som jeg siger til mine piger: ‘Red jer selv.’ Hvis der er noget, du er utilfreds med, så lav det om.«

2009: Forsvarsministeren i samtale med danske soldater i Afghanistan.
2009: Forsvarsministeren i samtale med danske soldater i Afghanistan. Foto: Jacob Winther
Vis mere

2010: Kongejagt i Klosterheden. Prins Joachim er vært for første gang. Søren Gade deltager.
2010: Kongejagt i Klosterheden. Prins Joachim er vært for første gang. Søren Gade deltager. Foto: Johan Gadegaard
Vis mere

Tiden er vigtig

Man kommer til den erkendelse, når man har fået nogle slag?

»Det tror jeg. Og du bliver mere insisterende på, at du skal være i førersædet, hvor du kan. Det kan helt banalt være at lave noget, man godt kan lide, være noget for dem, der betyder noget. Det har også været en rejse for mig. Jeg har ikke været nok nærværende. Og i dag opfatter jeg helt sikkert min tid som vigtigere end din. Ikke fordi jeg er vigtigere end dig, men fordi jeg er ældre end dig,« siger Søren Gade.

Søren Gade blev født 27. januar 1963 og er vokset op i Holstebro, hvor han stadig har adresse i det hjem, som også har været hans barndomshjem, og hvorfra hans biologiske far forlod ham og resten af familien, da han var omkring ti år. Det var ‘specielt’ at være skilsmissebarn i Holstebro dengang, og hans mor, der var sygeplejerske, syntes desuden, at der blev set skævt til hende i kirken, hvor de plejede at komme. Hun meldte familien ind i Holstebro Valgmenighed, en grundtvigiansk frikirke, som Søren Gade stadig er medlem af.

I dag kalder han sin mor for en ‘Florence Nightingale’-type, der, selv om pengene var små, alligevel lavede mad til psykisk syge, som hun var på hjemmebesøg hos. Barndommens oplevelser sidder i ham i dag:

At være far

»Du kan ikke redde hele verden, men du kan redde nogle. Det har jeg taget med mig. Noget andet, jeg har taget med, er, at det nemmeste i livet er at blive far, mens det sværeste i livet er at være far. Min biologiske far fortjente ikke titlen, og min papfar var ikke min far, men han fortjente titlen,« siger Søren Gade.

Som 16-årig meldte han sig i 1979 ind i Venstres Ungdom, men selv om Søren Gade havde en generel interesse for samfundsforhold, så var indmeldelsen mest et modtræk til de socialistiske strømninger, som op gennem 60erne og 70erne havde sat dagsordenen i Danmark – også på hans gymnasium. Og det er heller ikke fordi, han drømte om at blive politiker på det tidspunkt. Det var forsvaret, der trak i unge Søren Gade, der kom på sergentskolen i Sønderborg og senere på løjtnantskolen i Oksbøl. Det blev til tre år i forsvaret, inden han skiftede spor og uddannede sig til økonom på Aarhus Universitet. Inden han i 2001 gjorde sin første entré på Christiansborg som folkevalgt, havde han ansættelser i det private erhvervsliv.

Forsvarsminister

I 2004, da han blev udnævnt til forsvarsminister af daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), lærte den brede offentlighed for alvor Søren Gade at kende. I seks år sad han på minister-posten, men i februar 2010 var det slut. Han trak sig efter ‘jægerbogssagen’ og ‘lækagesagen’, men selv siger han, at årsagen til hans politiske exit var, at hans to døtre i december 2009 havde sagt stop. De ville have deres far ud af politik.

‘Jægerbogssagen’ handlede om den tidligere jægersoldat Thomas Rathsacks bog, hvor det viste sig, at forsvaret selv havde lavet en arabisk oversættelse. ‘Lækagesagen’ handlede om, hvem der lækkede de fortrolige oplysninger om, at danske jægersoldater skulle til Irak, til pressen. Begge sager medførte, at andre end Søren Gade endte med at miste deres job. Han havde ellers over for DR-profilen Clement Kjersgaard i et talkshow peget på sig selv og sagt ‘far her’ på spørgsmålet om, hvem der havde ansvaret, hvis det viste sig, at det var forsvaret selv, der havde lavet den arabiske oversættelse af jægerbogen. Det var det så, viste det sig kort efter. Men han mener ikke, at der ligger noget gemt et sted, der kan ramme ham i dag.

Søren Gade i sit nye kontor på Christiansborg.Foto: Thomas Lekfeldt
Søren Gade i sit nye kontor på Christiansborg.Foto: Thomas Lekfeldt Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

Man skal tåle ydmygelsen

Han hæver stemmen:

»Hvis jeg vidste, at der lå en bombe og ventede på mig, hvad er så sandsynligheden for, at jeg ville vende tilbage? Men der er nogle ting, som forfølger mig. Jeg må åbenbart fylde meget hos nogle.«

Forfølger dig ligefrem?

»De, der ikke kan lide mig, vil stadig sige, at det var Søren Gade, der oversatte den bog, eller at det var Søren Gade, der gav ordren til, at den skulle oversættes.

Til at begynde med gik det mig voldsomt på, men hvis det gik mig på i dag, så ville jeg ikke sidde her. Ligegyldigt hvilken journalist der kommer herind, så enten begynder eller slutter vi dér. Det er bare sådan, det er, og det er en del af spillet. På et tidspunkt fader det ud. Men hvis du ikke kan tåle ydmygelsen, så hold dig væk fra politik,« siger Søren Gade.

Ydmygelsen skal man ikke tage ind, forklarer han. Man skal holde den i strakt arm. Hvis man kan se sig selv i øjnene, så kan politiske modstandere råbe alt det, de vil, mener han. Det handler om at have de rette prioriteter. Være kynisk med sine tilvalg og fravalg.

Det ved han, efter at tragedien ramte i 2008, mens han var forsvarsminister. Hans kone gennem 18 år, Helle, døde efter flere års kamp mod kræften. Da hun sov ind i hjemmet i Holstebro, døde også en del af ham.

Han nikker. Der er stadig et ‘hul’ efter Helle. Det heler aldrig. Og det ved han godt. Engang troede han, at han kunne fylde hullet efter hende, men det kan han ikke. Til gengæld har han lært at se ned i tomheden, i tabet. Nu er hans øjne blanke. Han kigger over mod vinduerne, tænker tilbage på de år, hvor han var forsvarsminister og blev ramt af sorg og blev alenefar. Når han endelig var hjemme i stuen i Holstebro, kunne han sidde alene og kigge mod døren. Det var som om, han ventede på, at Helle kom ind til ham.

»Hvis ikke jeg havde haft mine børn, hvad havde jeg så haft at leve for? At jeg skulle være der for ungerne, var det, der holdt mig i live. Det var først, da jeg accepterede, at hullet efter Helle altid vil være der, at det blev nemmere, og tingene faldt lidt på plads. Det tog lang tid,« siger han.

De to tøser

Døtrene Ida og Mette bor i dag i København. Han overnatter ofte hos dem – og har gjort det de senere år. Søren Gade smiler, når han taler om dem. Han kalder dem sine ‘tøser’ og ‘piger’, selv om de er blevet 23 og 25 år. Han har ingen kæreste.

Hvordan har Helles død været med til at forandre dig?

»Problemer skal sættes i det rette perspektiv. Jeg insisterer på, at hvis ikke der er døde, syge eller sårede, så er der ikke et rigtigt problem. Så er det ikke noget, vi ikke kan løse. Og hvis der er døde, syge eller sårede, så har vi også en løsning på det. Det skal vi kunne,« siger Søren Gade.

Han tænker sig om, leder efter den rette formulering.

»Når du bliver ramt af sygdom på den måde, så begynder du også at kigge på, om de mennesker, du holder af, gør noget for dig.«

Hvad mener du?

»Det er en reflektion over livet. Det handler om, at det ikke er forkert, at det, du giver, det er også det, du får. Jeg har langt færre tætte relationer, end jeg havde for ti år siden. Som minister har man mange relationer, som er professionelle. Nogle af dem kan du godt tro, er noget mere. Når du så ikke er minister længere, er lakmusprøven, om de relationer stadig er der. Men hvis du for mange gange oplever, at det er de ikke, så...«

Han nikker. Og kigger væk.

Hvor meget tænker du på døden?

»Jeg har ikke dødsangst, men det fylder noget i mig, at siden Helle døde, så har mine piger ikke så mange tilbage. Og de insisterer på, at jeg går til undersøgelser regelmæssigt.«

I 2012 – to år efter sin politiske exit – blev han administrerende direktør for Landbrug & Fødevarer, men i september 2014 var det også slut. Han ønskede ikke at ‘fortsætte i en ny ledelsesstruktur’. Derfor fratrådte han ‘efter gensidig aftale’, som det hed i pressemeddelelsen.

Skilsmissen skete få måneder efter Venstre-mødet i juni, hvor Gade blev bragt i spil som mulig V-formand. Måske harmonerede en direktør-post ikke med et muligt politisk comeback. Måske var han ikke nok til stede i Landbrug & Fødevarer. På rygtebørsen lugtede det også lidt af rod i økonomien i landbrugs-organisationen. Det siges, at Søren Gade blev vred over den nye ledelsesstruktur. Han kender alle historierne. Selv holder han sig til den officielle forklaring og siger:

»Jeg kørte 60.000 km om året for at besøge alle mulige. Jeg var glad for mit job, men det skulle ikke være mere. Bestyrelsen ville noget andet. Fair nok,« siger han.

Hvorfor ville du gerne tilbage i politik?

»Jeg kan ikke give dig et svar, som er endegyldigt, for udover at det handler om, at jeg gerne vil gøre en forskel, så er det også en rejse. Det er en kombination af flere ting. Kan jeg komme med på holdet, kan jeg flytte noget, gøre en forskel, var jeg klar?«

Så det var ikke af nød?

»Tro det eller lad være: Jeg kunne være blevet ude i den virkelige verden, have tjent flere penge og arbejdet mindre. Jeg er blevet spurgt, om jeg ville tilbage, flere gange, men har sagt nej, fordi jeg på de tidspunkter ikke ville.«

Men du er ikke blevet minister, som mange ellers havde regnet med?

»Jeg har aldrig talt ministerposter med Lars (Lars Løkke – formand for Venstre, red.). Hvis jeg havde, skulle jeg sidde her og være megasur og skuffet og hælde gylle ud. Det gør jeg ikke, for han har ikke lovet mig noget.«

Ringet op af Lars

Har du sagt nej til en ministerpost?

»Jeg blev ringet op, og vi havde en lang og interessant samtale. Og det endte med, at Lars sagde, at han gerne ville have, at jeg kandiderede til posten som gruppeformand. Det var måske ikke lige dét, jeg selv havde tænkt på. Eller havde forestillet mig. Løkke kunne ikke love mig posten, for det er folketingsgruppen, der vælger gruppeformanden. Så da samtalen var færdig, var det lidt underligt. Jeg skulle ikke være minister. Jeg skulle være gruppeformand – måske,« siger Søren Gade, der endte med at få posten.

Et ordentligt menneske

Nu skal han lede og fordele arbejdet i Venstres folketingsgruppe og holde regeringen på ’sporet’, som han siger.

Han søger øjenkontakten. Under interviewet har han talt med klar røst. Andre gange har han været mere afdæmpet.

Hvordan vil du gerne opfattes?

»Som en god far og mine venners ven. Så vil jeg også sige, at du kan godt være et ordentligt menneske, men i politik må du gøre op med dig selv, at du ikke kan være venner med alle,« siger Søren Gade.