Journalist Simon Riedel stiller hver uge kendte danskere spørgsmål, der går helt tæt på og får dem til at overveje sig selv og deres liv. Vi kalder det 'ERKENDELSE - helt ind til tanker og følelser'.

I denne uge har Simon Riedel talt med erhvervskvinden Anna Thygesen om at glemme BH'EN, gå i byen uden makeup, kvinde-kontrol og hendes store problem med adfærdsregulering.

Log ind på BT PLUS og læs denne uges ERKENDELSE med Anna Thygesen og de tidligere ugers interessante indblik i kendte danskeres tanker om sig selv.


Journalist Simon Riedel stiller hver uge kendte danskere spørgsmål, der går helt tæt på og får dem til at overveje sig selv og deres liv. Vi kalder det 'ERKENDELSE - helt ind til tanker og følelser'.

Det gør mig en anelse trist, når ... folk ikke er tilstrækkeligt skarpe på at ændre det i deres liv, som de faktisk kan ændre på. Gør dog noget ved det i stedet for at brokke dig, er min holdning. Hvis din chef altid er sur på dig, så gå ind og spørg ham hvorfor. Eller sig op og få dig et andet arbejde. Der er også kvinder, der siger, at de bliver tykke bare af at gå forbi en bagerforretning. »Sorry, du tager på, fordi du går derind!«. Det andet er at lyve overfor sig selv. Jeg er typen, der ikke har hang til offermentalitet. Jeg har en forbandet forpligtelse til at få det bedste ud af dette her liv, og det synes jeg, alle burde have. Ikke fordi jeg altid er lalleglad, alle kan selvfølgelig have en dårlig dag - en gang imellem!

Der sendes mange sms’er til radioprogrammet ’Det vi taler om’, fordi ... det er kontroversielt, og vi går lige på og hårdt, når vi taler om sladder, kongehus og politik på Radio24syv. Og der er nogle, der ikke kan snuppe mig. Sådan er det her i verden, når nogle kan li’ dig, er der også nogle der hader dig. En lytter mente, jeg skulle have en sok i halsen, og jeg hører ikke engang de groveste beskeder.

Kvindesagsforkæmpere har det med ... ikke nødvendigvis at ville kæmpe for alle sager. Jeg står gerne ved, at jeg mener, at muslimske piger og kvinder ikke skal underlægge sig nogle kulturelle og religiøse regler med tørklædet, fordi nogle patriarkalske normer dikterer det. Jamen, det er frivilligt, siger fortalerne. Det kan være, det håber jeg, men jeg ved til gengæld også, at de piger og kvinder, der ikke vil, bliver underlagt kraftig social kontrol, og så er det, i min optik, så som så med friheden. Jeg mener, at alle piger og kvinder skal have lov til at løbe nøgne og fulde ned ad Strøget, hvis det er det, de har lyst til, og der skal ikke ses skævt til dem af den grund.

Mange griner, når ... min telefon ringer, fordi jeg har en sjov - synes jeg selv - ringetone. Den begynder som en ringetone og går over i en eller anden popmelodi og på fuld tryk. De griner ad mig, fordi jeg er 51 og stadig render rundt og synes, det er sjovt med nye ringetoner.

Jeg følte mig omtrent nøgen, da ... det gik op for mig, at jeg var kommet ud ad døren uden en bh på. Jeg skulle holde et foredrag og kunne ikke nå at vende om og klæde om. Da jeg nåede frem og stod foran publikum, måtte jeg gå til bekendelse og sige det, for jeg stod nærmest og dækkede med armene foran min trøje. Nu er det ikke fordi, jeg er tynget af kæmpebryster, men jeg har vel haft bh på, siden jeg var 15-16 år og er utilpas ved ikke at have det. Og så fik jeg sagt det, selvom en del af publikum måske gerne ville have været foruden den oplysning.

Andre kvinder roser mig ... når jeg f.eks. er ude at handle, og de siger: »Hvor er det flot, at du tør gå ud i byen uden makeup«. Ha, ha - jeg tror nu snarere, de mener: »Hvor er det flot, at du tør gå rundt offentligt og se så grim ud«.

Jeg bliver hidsig ... over alt med skat, moms og regnskab. Jeg er ikke autoritetstro, derfor kan jeg ikke ha’ det, når andre skal bestemme. Jeg vil helst heller ikke køre med sikkerhedssele, det er mig imod. Det var først, da jeg fik barn, at jeg tvang mig selv til det. Når jeg kører alene i bil, overvejer jeg altid, om jeg ikke skal lade være. Jeg har det svært med såkaldt adfærdsregulering. På alle planer. Min revisor skal have alle mine bilag, og jeg udsætter det altid til sidste dag, så jeg ender med at sidde og bikse med det om natten og få det bragt ud med bud, selvom jeg har haft to måneder til det.

Jeg vil aldrig nogensinde gentage... foredrag i shoppingcentre. Jeg var hyret til fem foredrag, hvor jeg stod på en scene i bl.a. i et center i Glostrup. Det var det mest ubehagelige, jeg nogensinde har prøvet. Der kom vel nogle og kiggede på, men der var også mange, der gik forbi med deres indkøbsvogne med kamsteg, vaskepulver og åben mund. Det var så grænseoverskridende at stå og tale om ’Farvel til flinkeskolen’. Samtidig med at jeg stod og sagde noget, som skulle være spændende og inspirerende, kørte en anden del af min hjerne, der sagde: »Det er sgu da megapinligt at stå her« - jeg blev så stresset og følte mig i den grad udstillet.

Danmark år 2026: Jeg frygter ... ikke så forfærdelig meget. Det er da lidt noget rod lige nu, men jeg bilder mig ind, at det nok skal gå. Jeg har aldrig været så bekymret for Danmark og Europa, men det er da rigtigt, at f.eks. flygtninge og migrantkrisen betyder, at det hele kommer tættere på. Og terror i København, det er ikke ligefrem opløftende. Men jeg synes da helt klart, at vi skal hjælpe flygtninge og give dem, det, vi kan, for vi er stadig et rigt land. Men på længere sigt kan jeg da godt blive bekymret for, om vi overhovedet kan skrabe penge nok sammen til, at vi stadig kan kalde Danmark et velfærdssamfund, og om vi kan integrere alle de nytilkomne med succes, så vi alle kan holde ud at være her.

Kvinder må stramme op ... hvis de enten har mistanke om, at deres mand er utro, eller at de selv går og håber på at få den mand, som egentlig er i et andet forhold. Jeg har haft et utroskabsforhold til en mand, som altså var i et andet forhold. Når det går over lang tid, skader det ens selvværd. Man må gøre op med sig selv, om man vil det ene eller det andet. Jeg følte mig i hvert fald enormt meget fanget i det. Når kvinder siger til mig: ’Jeg tror, han har en anden’, siger jeg: ’Jamen så find dog ud af det. Ring til den, du har mistanke om. Og sig undskyld, hvis du tog fejl’. Det er skidt for ens selvværd at være kæreste med en, der er gift og gå og vente på, at han ringer. Eller det er skidt at være gift med en, man tror har noget kørende ved siden af. Og hvis du virkelig ikke vil af med ham, men vil kæmpe videre, så må du bare affinde dig med det.

Jeg er superglad, fordi ... jeg er ved at starte mit eget kommunikationsbureau oprette. Efter seks år som ansat i nogle af Danmarks største bureauer syntes jeg, at det var på tide at skabe mit eget. Så nu har jeg kastet mig ud i det, og til august slår jeg dørene op til kommunikationsbureauet WeDoCommunication. Vi kalder en spade for en spade, hjælper virksomheder og organisationer, der gerne vil brande sig og kommunikere mere effektivt og målrettet. Det bliver sjovt.