For otte år siden så Anja Lovén et tv-program, der skulle ændre hendes liv. For hvordan kunne hun blive ved med at leve det ubekymrede liv i Aarhus, når der er børn, der bliver tortureret og dræbt i Afrika.

Anja zapper et par gange rundt, inden hendes opmærksomhed lander på DR. Hovedkanalen viser denne hverdagsaften i 2008 en dokumentar om Afrikas heksebørn. Børn som af den ene eller den anden grund bliver udråbt til at være hekse, tortureret, myrdet, skamferet eller begravet levende. Hvis de da ikke er så heldige at nå at stikke af til en verden af fattigdom og usikkerhed.

Anja ringer straks til sin tvillingesøster og spørger, om hun har set det. Nej, den slags kan søsteren ikke tåle. Men Anja kan ikke lægge de små skæbner fra sig.

»I mit barndomshjem sagde mor altid, at vi skulle tænke på børnene i Afrika, når vi ikke kunne spise op. Hele min barndom har jeg tænkt på børnene i Afrika. Nogle gange spekulerede jeg over, om jeg kunne putte noget af min mad i kuverter og sende til dem. Men det der havde mor aldrig sagt noget om,« husker Anja med en hovedrysten.

OPRET ABONNEMENT PÅ BT PLUS og læs meget mere om Anja Lovén, som for otte år siden besluttede sig for, at hjælpe afrikanske børn, som bliver totureret eller slået ihjel for at være hekse.


Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.


For otte år siden så Anja Lovén et tv-program, der skulle ændre hendes liv. For hvordan kunne hun blive ved med at leve det ubekymrede liv i Aarhus, når der er børn, der bliver tortureret og dræbt i Afrika.

Anja zapper et par gange rundt, inden hendes opmærksomhed lander på DR. Hovedkanalen viser denne hverdagsaften i 2008 en dokumentar om Afrikas heksebørn. Børn som af den ene eller den anden grund bliver udråbt til at være hekse, tortureret, myrdet, skamferet eller begravet levende. Hvis de da ikke er så heldige at nå at stikke af til en verden af fattigdom og usikkerhed.

Anja ringer straks til sin tvillingesøster og spørger, om hun har set det. Nej, den slags kan søsteren ikke tåle. Men Anja kan ikke lægge de små skæbner fra sig.

»I mit barndomshjem sagde mor altid, at vi skulle tænke på børnene i Afrika, når vi ikke kunne spise op. Hele min barndom har jeg tænkt på børnene i Afrika. Nogle gange spekulerede jeg over, om jeg kunne putte noget af min mad i kuverter og sende til dem. Men det der havde mor aldrig sagt noget om,« husker Anja med en hovedrysten.

»Jeg vidste med det samme, at jeg skulle til Nigeria og udleve drømmen om mit eget nødhjælpsprogram,« siger Anja Loven.

Afmaterialiseringen

Hun tager imod i et lille bofællesskab nogle kilometer uden for Aarhus, hvor der lugter lidt af ko, himlen er blå, og kvadratmeterne er billige.

»Vil du se vores værelse,« spørger Anja og viser ovenpå, hvor hendes og sønnen David Jr’s værelse ligger hen i en blanding af moderlig orden, rejserod og flyttekaos. Sådan er det at bo hos venner, når man deler sin tid ligeligt mellem Nigeria og Danmark, og det gør Anja i dag. Men for få år siden solgte hun modetøj i Aarhus midtby.

»Jeg var blandt andet ekspedient i G-Star. Det handlede meget om at have den fede lejlighed, modetøj og gå i byen. Men jeg følte aldrig, jeg udrettede noget. Jeg var 30 år, ugift og havde ingen børn. Hvad var det, jeg skulle i livet? Jeg besluttede mig for bare at kaste mig ud i det, og så måtte familien gribe mig, hvis jeg faldt,« siger Anja, som udover sin tvillingesøster og en storesøster har en svoger og masser af gode venner.

Med sine egne ord har Anja altid været eventyrlysten, og hun havde allerede som ung set store dele af verden som stewardesse og i kibbutz, men en længere uddannelse lod hun tvillingesøsteren om at tage.

»Jeg havde det jo godt på arbejdet. Der manglede bare alligevel et eller andet,« husker Anja, som i dag ikke kan sætte ord på, hvad længslen var.

Derfor siger Anja op i tøjbutikken. Nu vil hun finde ud af, hvad det var, hendes mor havde talt om.

»Jeg tog til Malawi med Folkekirkens Nødhjælp, hvor jeg i tre måneder boede sammen med en fattig familie. Jeg levede sammen med dem i fattigdom, og jeg oplevede, hvad sult egentlig er.«

Efter et par måneder i Malawi, hvor Anja finder ud af, at Afrika og hun går godt i spand, går næste rejse til Tanzania, hvor hun hjælper med at bygge skoler.

»Da jeg kom hjem, etablerede jeg DINNødhjælp. Nu ville jeg lægge al min energi og mit ansvar i Afrika. Jeg vidste med det samme, at det skulle være et projekt i Nigeria for heksebørn.«

»Malawi og Tanzania var mine første møder med Afrika. Men det var også her, jeg fandt ud af, at det var for evigt. Jeg havde fundet mit kald, og jeg vidste, at jeg skulle tilbage.«

I januar 2013 sætter Anja for første gang sine ben på nigeriansk jord. Her tager hun ud på et eksisterende børnehjem for heksebørn, og det er også her – 700 kilometer fra Nigerias hovedstad – hun møder David, som senere skal blive far til hendes søn af samme navn.

»David sad i bestyrelsen for børnehjemmet, og han havde været med til at oprette det. Jeg faldt for hans engagement, og da jeg tog hjem til Danmark efter tre måneder, var jeg forelsket.«

Bygger børnehjem

Kort tid efter vender Anja tilbage til Nigeria. Ikke blot for at få skovlen under sin flamme, men også fordi hun vil indfri løftet til sig selv om at bygge sit eget børnehjem til heksebørnene.

»David og jeg gik i gang med alt papirarbejdet, ansøgningerne, fundraising. Vi var ude at kigge på fem-seks steder, hvor børnehjemmet kunne ligge, og så fandt vi det sted, hvor vi i dag har børnehjem. Vi har været der i halvandet år, og der bor 34 børn i dag,« fortæller hun stolt.

Fundraisingen er primært sket via Facebook, hvor Anja effektivt har gjort opmærksom på sin sag og samlet en mindre formue ind til heksebørnene. Derudover har hun været med i nogle tv-programmer, og slutteligt holder hun alle de foredrag, hun overhovedet kan komme i nærheden af, for at gøre opmærksom på det store problem og samle penge ind til sagen.

»Det er gået ret stærkt. Jeg har mit eget børnehjem, vi har 1.500 medlemmer, og jeg er i gang med at lave min tredje dokumentarfilm. Jeg svarer selv alle mail – også de dage, hvor der er 100 mail på en dag. Jeg føler, jeg skal være inde over det hele, og jeg tager gerne nætterne i brug for at få det til at ske. Jeg er også ret træt, men jeg er jo også blevet mor i mellemtiden,« siger hun og skeler til David Jr’s legetøj på gulvet.

Sådan er det, når man skal fjernstyre et børnehjem fra Danmark, hvor ressourcerne er, men halvdelen af året tilbringer Anja i Afrika, hvor hun er med i felten for at redde børnene, og det er her, hendes hjerte banker.

»Det er jungle law i Nigeria. Regeringen har ingen indflydelse på, hvad der foregår i de små landsbyer, men børn bliver tortureret på den mest barbariske vis, hvis de mistænkes for at være hekse. Overalt hvor du kommer, kan du se store skilte om, at man skal komme i kirke og være med til at jage heksene. Hver gang du åbner avisen i Nigeria, tænker du ’Fuck, det her sker bare ikke’. Folk bliver slået ihjel konstant, og vi aner intet om det.«

Men Anja har etableret et netværk af informanter, som fortæller hende, hvis de hører om børn, der er på flugt fra en heksejagt eller er i fare for at blive dræbt.

»Opringningerne kommer hver dag. De kan for eksempel ringe om et barn, som er stukket af, fordi hans bror lige er blevet begravet levende. Så skal vi i gang med research, for det ligger måske fem timers kørsel væk på veje, som kan være smadrede eller oversvømmede. Der er ingen skilte i bushen, og der er ingen, der vil ses sammen med os, for så er man i pagt med djævlen. Selv politiet tror på hekse, så de hjælper os heller ikke altid.«

Nogle gange lykkes det dog Anja at hjælpe et barn væk fra en rædselsfuld skæbne i landsbyen, og det er det, hun lever for.

»Jeg har lært at fokusere på alle dem, jeg redder. Jeg kan ikke tænke på dem, jeg må sige nej til på grund af manglende ressourcer, men ni ud af ti kan jeg ikke redde. Nogle gange bruger jeg hele dage på at sidde og tale med politiet. Jeg fortæller dem om børn, der bliver smidt i floder, begravet levende eller halshugget. Når vi lægger alle de historier, vi hører, sammen, tror jeg, vi kommer op på et tal mellem 15 og 20.000 børn, der hvert år slås ihjel for at være hekse. Men der findes ingen officiel statistik over det, og myndighederne lægger låg på,« forklarer Anja.

I Nigeria mødte Anja ikke kun sit kald. Hun mødte også David, som hun har fået sønnen David Jr. med. Hun tog til Afrika efter hun så et dokumentarprogram om Afrikas heksebørn. Selv om Anja kun kan redde et lille procentdel af alle de heksebørn, der er i fare i Afrika, finder hun trøst i dem, hun redder. Foto: Privat og Bo Amstrup
I Nigeria mødte Anja ikke kun sit kald. Hun mødte også David, som hun har fået sønnen David Jr. med. Hun tog til Afrika efter hun så et dokumentarprogram om Afrikas heksebørn. Selv om Anja kun kan redde et lille procentdel af alle de heksebørn, der er i fare i Afrika, finder hun trøst i dem, hun redder. Foto: Privat og Bo Amstrup
Vis mere

Afrikas lektie

Hvordan har Afrika så ændret en kvinde, der har hørt om landet, siden hun overhovedet kunne høre?

»Jeg er stadig en kvinde, der elsker neglelak og at gå til frisøren. Jeg er ikke blevet en bushwoman. Men jeg kunne aldrig finde på at købe dyrt tøj mere. Jeg forstår simpelthen ikke den materielle tankegang længere. At folk investerer i Kubus-stager og sådan en af de der aber, der hænger ned fra en hylde i stuen. Jeg dømmer ikke folk, der bor flot og går i modetøj. De er ikke dårlige mennesker. Vi er jo bare vokset op i det miljø. Og når jeg er i Danmark, kan jeg ikke gå og være sur over, at folk kører i dyre biler. Jeg kan da også godt drømme om et par fede støvler til 3.000 kroner, men forskellen på dengang og i dag er, at jeg ikke køber dem.«

Af samme grund har Anja heller ikke et hjem, men blot værelset på et landbrug uden for Aarhus, hvor hun og David Jr. bor i de perioder, de er i Danmark for at holde foredrag og fundraise.

»Jeg tror også, jeg er blevet mere afslappet i forhold til mange ting. Det kan godt være, der er kø på motorvejen, men i det mindste har jeg det godt, og jeg har en bil. Det kan godt være, der er 100 i kø foran mig på apoteket, men i det mindste er der medicin. Jeg har simpelthen fået Afrika-mentalitet, og jeg har fået sat tingene i perspektiv. Mit liv er faktisk blevet nemmere.«