Pinligt og tåkrummende. Sådan beskriver Anders W. Berthelsen en episode, han oplevede på Jazzhouse i København, da han var i midten af 20erne. En flok 40-årige mænd gik rundt og hilste på de yngre gæster med et ‘hva’ så’, selvom det på ingen måde virkede naturligt for dem.
Opret abonnement på PLUS og mød den 45-årige skuespiller skuespiller Anders W. Berthelsen, der er biografaktuel i filmen ‘Comeback’.
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
Pinligt og tåkrummende. Sådan beskriver Anders W. Berthelsen en episode, han oplevede på Jazzhouse i København, da han var i midten af 20erne.
En flok 40-årige mænd gik rundt og hilste på de yngre gæster med et ‘hva’ så’, selvom det på ingen måde virkede naturligt for dem.
»Jeg kan huske, at jeg tænkte, ‘hold op, hvor er de gamle. Hvad laver de her’,« siger Anders W. Berthelsen i dag om episoden. Efterfølgende lovede han sig selv, at han aldrig ville blive sådan.
Han kom til at tænke på mændene, da han begyndte optagelserne til den biografaktuelle film ‘Comeback’.
I filmen, som havde premiere i torsdags, spiller han hovedrollen som en afdanket stand-up komiker i 40erne, der prøver at være lige så sjov – og ung, som han var for 20 år siden.
Du kender garanteret typen. Voksne, som har svært ved at give slip på tanken om ’engang’. Som ihærdigt ignorerer deres alder og opfører sig som de unges bedste ven. Den type har et navn – Peter Pan-komplekset.
Ligesom tegneseriefiguren bliver friheden hos den slags voksne prioriteret over alt andet – f.eks. familie og flexlån.
Strikhuen og hængerøven er fortsat en del af hverdagen, selvom alderen tilsiger, at personen hellere burde bekymre sig om selvangivelse og at håndhæve børnenes sengetider.
Det er den slags mand, Anders W. Berthelsen spiller i ’Comeback’. En type, der nærmest ikke kunne være længere fra hans virkelige jeg.
»Jeg kan enormt godt lide at blive ældre. Det er skønt at være blevet en masse erfaringer rigere. For mig betyder det også, at jeg tager et større ansvar for tingene. Det kan godt være, at jeg på et tidspunkt siger ‘nu er det nok. Nu gider jeg ikke blive ældre’. Men sådan har jeg det ikke endnu,« siger han.
Slut med Sunny Beach
Da BT møder den 45-årige skuespiller ved Nordisk Film, hvor han promoverer sin nye film, er det heller ikke Peter Pan-syndrom, han udstråler.
Her er ingen hængerøv. Han er iført voksne, grå garbadine bukser og der er ingen strikhue til at skjule det karakteristiske tilbagetrukne hår, som de fleste danskere kender fra tv-serien ’Krøniken’ og fra hans mange danske filmroller i f.eks. ‘Mifunes sidste sang’, ‘Kongekabale’ og ‘Klassefesten’.
De sølvgrå, reflekterende solbriller bliver sat fast i den mørkeblå t-shirt. Han sætter sig og strækker benene, så man kan se de moderigtige, mørke støvler.
Som han sidder overfor, synes Anders W. Berthelsen meget langt fra rollen som den unge René i den populære tv-serie ’Taxa’, hvor han i 1997 fik sit store gennembrud.
Han er blevet en voksen herre siden da og gider ikke længere drikke æblesnaps i et brændeskur eller tage på diskoteker, hvor det er umuligt at snakke sammen uden at råbe.
Han synes, det er kedeligt at snakke med jævnaldrende, som stadig kun interesserer sig for fest og byture. I dag nyder han at blive hængende på en god restaurant for at snakke – eller at blive hjemme lørdag aften. Noget som ikke var acceptabelt for den unge Anders W.
»Det var sjovt at tage på diskotek og feste. Men på et tidspunkt gider man ikke hele tiden ligge med tømmermænd. Så drømmer man ikke længere om at tage til Sunny Beach og drikke shots. Gudskelov. Men sætter i stedet mere pris på arbejdet, familien og de dybe samtaler.«
For gammel til ung
Mens det ifølge Anders W. Berthelsen ofte er de midaldrende mænd, der søger fest og farver, jagter nogle midaldrende kvinder i stedet drømmen om et bestemt skønhedsideal.
Det irriterer ham, når han ser ældre amerikanske skuespillerinder, der tidligere har lignet en million, men som nu mest ligner en plastikdukke.
»Jeg synes, det er fantastisk, når folk opfører sig og ligner deres alder. Når der ikke er noget på dem, som er blevet ’strammet op’. Jeg beundrer især kvinder i fyrrerne, for de fyrer den af, har det sjovt og er skønnere end nogensinde. De gør det, de har lyst til – det er charmerende.«
Et liv uden ansvar og med byture hver weekend, er ikke nødvendigvis et kedeligt liv for den 45-årige skuespiller. Han mener, han har det ligeså sjovt, som da han var yngre.
»Jeg synes stadig, jeg har den frihed, jeg har lyst til. Har jeg lyst til noget, gør jeg det. Det er mere et spørgsmål om, hvad jeg gider. Gider jeg tage til Sunny Beach? Nej, det gider jeg ikke, for det liv interesserer mig ikke.«
Måske er det også for sent for Anders W. Berthelsen – det der med at lege ung igen. Det mærkede han, da han en dag efter optagelserne til ‘Comeback’ skulle hente sin datter i fritidsklubben. Stadig iført den strikhue, som hans karakter har på i filmen.
»Jeg ville beholde huen på, til jeg kom hjem. For håret sidder virkelig dårligt, når man har haft hue på hele dagen. Men jeg fik så mange kommentarer fra de andre forældre. Jeg blev kaldt ’Lilleper’, og de råbte ’Det er blevet sommer – nu kan du godt tage den af’,« griner han.
Udover episoden i fritidsklubben kan man ikke huske, at han har prøvet at klæde sig eller opføre sig yngre, end han er. Hans fokus er ganske enkelt skiftet ‘lidt efter lidt’.
Selv betragter han overgangen som glidende og naturlig. Ligesom da han som ung knægt i Kolding skiftede håndbolden ud, fordi han synes, fodbold var blevet sjovere. Han har derfor svært ved at forstå dem, hvis interesser ikke videreudvikler sig.
»Det er ærgerligt, for man går i stå, hvis man bliver ved med at jagte det, der var engang. Så ser man ikke alle de andre fantastiske ting i livet, der er lige ved siden af én – eksempelvis familien.«
Ikke noget navlepilleri
Han kommer i tanke om Albert eWindings sang ’Min klub først’. Sangen handler om en voksen, der tager i byen hver weekend, indtil hendes barn pludselig begynder at gå i byen det samme sted.
»Den er et godt eksempel på, at man hele tiden skal følge med sin tid. Det nytter ikke noget at hænge fast i fortiden. Det bliver ynkeligt. Mange vil gerne være unge og fri, men jeg tror aldrig, man bliver det. Nogle tænker ’årh, det var bedre tidligere, for der havde jeg ikke alle de bekymringer’. Men så havde man alle mulige andre bekymringer. Tag nu i stedet ansvar. Der er ikke noget galt med at være sin alder.«
For Anders W. Berthelsen fulgte ansvarsfølelsen helt naturligt med, da han i 2008 blev far til datteren Vigga.
Som yngre var det skuespillet, der var hans et og alt. Men efter han fik barn med sin kone Christina Pind Rasmussen, har familien overtrumfet alt – ikke mindst datteren får større fokus end arbejdet.
»Jeg gider ikke bruge tid på at sidde derhjemme og pille mig selv i navlen og tænke ’hold kæft, hvor er jeg sej’. Mit fokus er på hende, og at hun skal have det godt. Det er skønt,« siger han og lyser op i et smil.
Med datteren fik han sin anden ungdom, da han igen blev begejstret for fyrværkeri, nisser og julemænd.
»Det er skønt at opleve det hele en gang til. Men jeg gør det kun, fordi jeg selv synes, det er sjovt. Jeg prøver ikke at spille en rolle over for hende, ligesom bedsteforældre nogle gange prøver at lege sig selv yngre. Det bliver tit så påtaget,« siger han.
Påtaget er det ikke, når han uden tøven fortæller, at han ville droppe sin karriere som skuespiller, hvis han ikke kunne have familien tæt på sig.
Det var f.eks. derfor, han takkede nej til hovedrollen i en spansk film for syv år siden. Optagelserne skulle begynde to dage efter datterens fødsel, men på det tidspunkt hverken ville eller kunne han under nogen omstændigheder tage til Spanien og filme i flere måneder.
Tilstede nu
»Jeg er afhængig af den tryghed omkring mig, som min familie giver. Desuden er det enormt vigtigt at have mig selv med hele tiden. Ellers står jeg og vakler et sted, hvor jeg ikke føler mig tilpas. Først når mit fundament er roligt, kan jeg være allermest til stede og klar til nye udfordringer.«
For Anders W. Berthelsen handler det meget om at være i nuet. Både i livet generelt – men også på hverdagsbasis.
Den erfaring drog han to år efter han var blevet færdiguddannet på Statens Teaterskole i 1994.
Efter at have været til adskillige auditions hvor han hver gang kæmpede mod sin nervøsitet. Så nervøs var han, at han ofte var helt forkrampet, når han trådte ind på scenen.
Derfor tog han en beslutning om, at forsøge at have det sjovt og være til stede i øjeblikket i stedet for at være hæmmet af sin nervøsitet og tanker omkring, hvad der kunne gå galt.
»Det lyder nemmere, end det er. Men jeg følte mig pludselig meget mere fri, og mine bevægelser var mere flydende. Mit mål var blot at gøre mit bedste, og hvis det ikke var godt nok, så havde jeg i det mindste noget erfaring til næste gang.«
Piskede rundt
I dag lever han stadig efter sætningen om at være til stede – nu og her. Både når han arbejder, er sammen med familien og bliver interviewet af journalister. Han gider ikke leve i fortiden.
Ligesom han heller ikke gider at blive stresset af dagligdagsting som at handle ind, lave mad, hente barn eller gå på arbejde. Han tager én ting ad gangen. På den måde kan han prioritere, hvad der er vigtigt lige nu, og hvad der kan vente til senere.
»Før kunne jeg tit føle, at jeg piskede rundt mellem forskellige ting uden at stoppe op og sætte pris det, jeg lavede – lige nu. Derfor kunne jeg mærke en rar følelse i kroppen, da jeg begyndte at tænke på den anden måde. Det var ligesom dengang, man i skolen endelig tog sig sammen til at få lavet sin stil. Bagefter slapper man meget bedre af.«
En af den voksenting, som tilfredsstiller ham i dag, er hans ambassadørrolle for UNICEF. Han fik jobbet, fordi han var et kendt ansigt, og føler sig privilegeret over, at have fået en unik mulighed for at se en helt anden side af verdenen.
»Som ambassadør kommer jeg ud og fortæller om noget, der ikke har med skuespil at gøre. Det handler kun om rent menneskelige ting, og det nyder jeg virkelig meget.«
Med det øgede fokus på nødhjælp, en familie der er prioriteret langt over skuespillet og en begejstring for at ældes med ynde, er det tydeligt, at Anders W. Berthelsen næppe er en mand, der er i fare for at blive ’en af de gammle’ på Jazzhouse.
