Allan Olsenglemmer aldrig dagene i kolonihaven med Laila. Han blev opdaget i en ungdomsklub af instruktøren Morten Arnfred, og sådan kom han med i klassikeren 'Mig og Charly'.

Allan Frank Olsen (født 23. marts 1960) er en dansk filmskuespiller. Han debuterede i 1978 i 'Mig og Charly' af Morten Arnfred og spillede også med i efterfølgeren 'Charly & Steffen'. Desuden kendt fra filmatiseringen af Klaus Rifbjergs roman 'Den kroniske uskyld' fra 1958. Han fik Bodilprisen for bedste mandlige hovedrolle i 1980 for hovedrollen som Johnny Larsen i filmen af samme navn. Han har været med i mindst 31 film, heri blandt 'Olsen Bandens sidste stik' og 'Sprængfarlig bombe'. Han arbejder i dag som foredragsholder og i Vestre fængsel for krisecenter Kongens Ø for stofmisbrugere.

Log ind på BT PLUS og se billederne fra Allan Olsens liv. Han fortæller om sin opvækst og de tidspunkter og episoder, som står klarest i hans erindringer.

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.


Allan Olsenglemmer aldrig dagene i kolonihaven med Laila. Han blev opdaget i en ungdomsklub af instruktøren Morten Arnfred, og sådan kom han med i klassikeren 'Mig og Charly'.

Allan Frank Olsen (født 23. marts 1960) er en dansk filmskuespiller. Han debuterede i 1978 i 'Mig og Charly' af Morten Arnfred og spillede også med i efterfølgeren 'Charly & Steffen'. Desuden kendt fra filmatiseringen af Klaus Rifbjergs roman 'Den kroniske uskyld' fra 1958. Han fik Bodilprisen for bedste mandlige hovedrolle i 1980 for hovedrollen som Johnny Larsen i filmen af samme navn. Han har været med i mindst 31 film, heri blandt 'Olsen Bandens sidste stik' og 'Sprængfarlig bombe'. Han arbejder i dag som foredragsholder og i Vestre fængsel for krisecenter Kongens Ø for stofmisbrugere.

Kendte hinanden som 14-årige

1959: Mine forældre er i den grad levende i dag. Min far er snart 80 og stadig bomstærk. De var arbejdsfolk, på min dåbsattest står, at jeg er født af syerske Birte Olsen og hattemager Flemming Olsen. De lærte hinanden at kende som 14-årige, og de arbejdede som ganske unge på Skovshoved Hattefabrik. Senere blev min far flyttemand og murerarbejdsmand og sluttede af med 15 år på Novo som truckfører og lagermand.

Fars fandenivoldskhed

Noget, der står stærkt i min barndom, var min fars fandenivoldskhed og viljestyrke. Når han satte sig noget for, kunne intet stoppe ham. Engang var vi inviteret til 2. juledag hos farmor og farfar på den anden side af Sorø for at møde hele familien. Men der var snestorm, og man måtte ikke køre ud. Min far gik som en løve i et bur i vores lille 44 kvm lejlighed i Vangede, og pludselig kiggede han på min mor Birte og sagde: Vi gør det. Vi kører nu. Vi pakkede vores iskolde folkevognsboble med dårlige dæk og kørte af sted i snestormen, det var før der var motorveje, og da vi nåede frem mange timer senere, var der ild i brændeovnen, og der lugtede af julemad, og alle fætre og kusiner var der.

Det her er et sjovt billede af fire generationer. Jeg står selv til venstre, siden min far, farfar og oldefar.

Første skolebillede

Mit første skolebillede. Jeg var pænt klippet af min mor, men jeg syntes ikke, det var godt nok, så jeg tog lige saksen og rettede pandehåret lidt, så der kom et stort hak, som faktisk blev kendetegnende for hele min skoletid. Jeg var ikke god i skolen, jeg havde lidt for meget fart på. De første syv år boede vi i Vangede på Kildebakkegårdsalle i en lille møglejlighed på 44 kvm med tre ydervægge. Der var tyndt enkeltlagsglas, og kittet var væk, så der fes kold luft ind, og der kom is på vinduerne indvendigt på grund af dampen fra vores petroleumsovn. Hvert tiende minut kørte toget larmende forbi. Men vi var senere så heldige at få en lejlighed i det nybyggede Værebroparken i Bagsværd. Det var fuldstændig vanvittigt for os at komme til sådan en lejlighed på 116 kvm, med parketgulve, termoruder, altan, liggebadekar og et værelse til alle, også min lillesøster Gitte, der blev født i 1967.

Min hjemmebyggede cykelhopper

Jeg blev så glad den dag, min far gav mig en choppercykel, han selv havde bygget til mig. Jeg kan tydeligt huske, at den twinsadel var hård som bare fanden, og man røg meget nemt på baghjulet. Jeg fik den første knallert - en rød Puch - til min 15 års fødselsdag, efter at have kørt en del på min fars Velo Solex. Min nye knallert fik et lavere styr og knopdæk, plomben blev pillet ud, den blev gearet og kunne køre 70. Vi fræsede op og ned ad bakkerne i Hareskoven.

Og så fik vi en legeplads

1967: I Vangede var der ikke nogen legepladser for børn. Der kunne man kun klatre i træer eller lægge ting på togskinnerne. Da vi kom til Værebro, var det hele anlagt med kælkebakker og legepladser. Men vi børn ville være seje, og derfor fik vi fat i nogle bambusstænger, som vi brugte som stangspringere, og om vinteren kørte vi ned ad kælkebakken på skøjter. Så kom der smæk på. En dag slæbte vi et traktordæk op på toppen, og en af mine venner tog den ned ad bakken, mens han var inde i hjulet. Han blev ekstremt rundtosset. Det gentog vi ikke.

Græd ved havelågen



1970: Jeg glemmer aldrig Laila fra kolonihaven, hun var vidunderlig og god til at kysse. Hun står til højre for min far, der jo har bar mave. Hvert år i marts flyttede vi i kolonihaven, og så var vi børn samlet. Laila var en slags drengepige, man kunne lege med, men hun havde også fornuften og sagde: Vi kan ikke spise de her bær, så falder vi døde om, piger er jo bedre til at trække grænser. Jeg kyssede med Laila fra Ryesgade, og vi skrev kærestebreve til hinanden.

Når sæsonen var slut, pakkede man sine ting sammen og lukkede af for vinterhalvåret. De dage, hvor Laila skulle hjem, stod jeg oppe ved havelågen og græd.

En glad dreng med humor

1999: Vi adopterede Jacob, fordi vi godt kunne tænke os et barn, men min kone havde svært ved at blive gravid. Vi valgte adoption, og det var en lang og besværlig proces, men til sidst lykkedes det. Jacob var fem måneder, da vi fik ham. Han er en glad dreng med en god portion humor, som har det skidegodt. Charlotte og jeg har kendt hinanden fra Café Sommersko og Dan Turèll siden 1976.

Søde rødder

1976: Mine kammerater og jeg var nogle rødder, arbejderbørn med fuldt knald på. Vi var dem, der så op til rockerne. Men jeg var samtidig en sød, blød rod, der ikke stjal eller begik indbrud. Jeg fik ikke lagt nogen af pigerne i klassen ned, men jeg fik da kysset med næsten dem alle. Jeg gad ikke at gå i skole, jeg ville hellere ud at arbejde som brolægger. Jeg drømte om at kunne sidde med bar overkrop, solbrændt og muskuløs som min far og lægge brosten. Men jeg havde ikke stærk nok ryg til at blive brolægger, i stedet blev jeg glarmester, da jeg gik ud af skolen. Jeg fik en læreplads hos Neuchs Hansen fra 1976 til 1980.

Mens jeg var i lære, var jeg med i min første film, 'Mig og Charly'. Jeg blev fundet i en ungdomsklub af instruktøren Morten Arnfred, der var nabo til ungdomsskolelederen. Han var på udkig efter nogle sjove rødder, og efter en prøvefilmning fik jeg rollen. Senere var jeg også med i 'Lille Virgil', 'Orla Frøsnappe'r og 'Johnny Hansen'. Først i 1983 stoppede jeg som glarmester, fordi jeg skulle være med i 'Forræderne' sammen med Sanne Salomonsen og filme i tre måneder.