Da Allan Mortensen blev ramt af ’weltschmerz’ og tinnitus trak han sig tilbage efter 50 år i rampelyset. Men krøltoppen, der netop er fyldt 70 år, har stadig mindst én plade i ærmet.

En morgen for ti år siden vågnede Allan Mortensen brat ved lyden i sit indre øre. Først blev han bange, men han forventede, at den rædsomme støj ville forsvinde igen. Det gjorde den ikke, og lyden er der endnu. Hvad end han foretager sig, sker det til støjen af noget, der minder om en radio udenfor frekvens.

Lægerne på Bispebjerg Hospital rådede ham til at forsøge at flytte fokus. For der er ingen behandling for den kroniske lidelse.

LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele interviewet med sanger og skuespiller Allan Mortensen. Her fortæller han blandt andet om sin familie, sine op- og nedture i livet, og om sin kroniske lidelse, som nu har fulgt ham konstant i over ti år ...

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.


Da Allan Mortensen blev ramt af ’weltschmerz’ og tinnitus trak han sig tilbage efter 50 år i rampelyset. Men krøltoppen, der netop er fyldt 70 år, har stadig mindst én plade i ærmet.

Allan Mortensen gør præcis, hvad han vil.

Han får permanentet håret hver anden måned, selvom den krøllede frisure gik af mode engang i 80erne. Men han kan ikke kende sig selv uden krøller. Han går kun i sorte Dr. Martens støvler – også når det er sommer, og solen bager. Der er græske statuer, zebraskind på gulvet og forgyldte løvefødder på de antikke stole i hans hjem, fordi dansk design og minimalisme minder ham om barndommens offentlige kontorer og venteværelser.

»Jeg har ingen smag. Det, der siger mig noget, synes jeg er fedt. Så kan det være lige meget med genren.«

Han siger det lidt for sjov.

Allan Mortensens største hit var dansktopsangen ’Musikalske venner’ fra 1973. Men hans karriere strækker sig over 50 år, og det mest kendetegnende ved ham er, at han ikke er nem at sætte i bås. Rock, funk, soul, jazz, klassisk, musical og dansktop er alt sammen på Mortensens repertoire. Men han er tro mod sin egen stil – og den er humoristisk og krøllet.

Allan Mortensen
Allan Mortensen
Vis mere

Tungsindet kommer – og går – som det altid har gjort. Han har et åbent og modtageligt sind, så sammen med alt det dejlige og gode slipper skidtet også ind.

Han kalder det for weltschmerz – smerte over verden. I perioder må han lukke af for den. Så undgår han at se nyheder og læse aviser. Nyheder om flygtninge, naturkatastrofer, ulykker, vold og uretfærdigheder gør ham ked af det. Han har svært ved at komme ud af tristheden.

»Jeg kan godt hive mig op til en aften, men når jeg kommer hjem, er den nedtrykte følelse den samme.«

Med årene har han lært, at dagene bliver lyse igen, og de mørke huller, han falder ned i, er ikke nær så dybe, som de var engang.

Perioderne kommer to-tre gange om året og varer cirka en måned ad gangen. Sådan har det været, siden han var 18 år. Men han har lært at leve med det.

»Jeg ved, at det ikke er en depression. Tak for det!«

En privat sang

Som musiker har Allan Mortensen levet et meget socialt liv. Især når han spillede med i en musical, følte han en tæt relation til de andre. Men han kunne ikke give slip på sammenholdet. Af alle de venskaber, som fletter sig ind og ud af livet, er det overvældende for ham at opleve, hver gang nogen forsvinder.

I en periode, var krøllerne ikke helt så runde, som vi er vant til at se dem. Her en 34-årig Allan mortensen i maj 1980. ?Foto: Scanpix
I en periode, var krøllerne ikke helt så runde, som vi er vant til at se dem. Her en 34-årig Allan mortensen i maj 1980. ?Foto: Scanpix
Vis mere

Da hans pladeselskab præsenterede sangen ’Musikalske venner’ for ham, først i 1970’erne, mærkede han straks, at den rørte noget i ham.

»Det er lidt en privat sang. I en musical arbejder man i to-tre måneder tæt sammen i et hold. Man bor på hoteller sammen og spiser morgenmad sammen. Og så lige pludselig, når forestillingen er slut, spredes man for alle vinde, og folk skal videre til andre engagementer. Så står man der. Hvor er mine musikalske venner,« spørger han og kigger sig omkring.

»Vi siger alle sammen, når vi skilles, at vi må ses. Men det gør man ikke. Det var svært for mig at vænne mig til.«

I dag har han en god håndfuld tætte venner. Han tager på årlige storbyferier med nogle og går på restaurant med andre. Men han holder sjældent selskaber eller middage derhjemme. For han bryder sig ikke om at være centrum for opmærksomhed.

På døren fra køkkentrappen hænger der et lille navneskilt. ’Morfar’ står der brændt ind i et stykke træ omkranset af to hjerter. Det har hans barnebarn Sofia lavet, da hun var 6 år. Børnebørnene bor i opgangen ved siden af sammen med deres far og mor og er altid »kommet rendende«. Det synes han er skønt. Moderen er Allan Mortensens datter, sangerinden Veronica Mortensen.

Venner med tinnitus

Udover lejligheden i København ejer han en halvdel af et stort hus i Sverige. Det er en gammel stationsbygning i en lille by med 300 indbyggere. Det er et godt sted at skrive sange, og han har bygget et lydstudie, så han tager ofte derop. Især efter han for ti år siden fik tinnitus, har han haft brug for stilheden i Sverige.

Skuespiller og sanger Allan Mortensen i 1992 med de karakteriske krøller og det store smil. Foto: Scanpix
Skuespiller og sanger Allan Mortensen i 1992 med de karakteriske krøller og det store smil. Foto: Scanpix
Vis mere

En morgen for ti år siden vågnede Allan Mortensen brat ved lyden i sit indre øre. Først blev han bange, men han forventede, at den rædsomme støj ville forsvinde igen. Det gjorde den ikke, og lyden er der endnu. Hvad end han foretager sig, sker det til støjen af noget, der minder om en radio udenfor frekvens.

Lægerne på Bispebjerg Hospital rådede ham til at forsøge at flytte fokus. For der er ingen behandling for den kroniske lidelse.

»Det bedste, man kan gøre, er at blive ven med sin tinnitus. Om morgenen siger jeg ’hej hej, godmorgen tinnitus’, for man kan jo ikke gå rundt og være sur fra morgen til aften. Der er folk, der er hoppet ud fra broer, fordi de ikke kunne holde det ud mere. Man bliver nødt til at acceptere det.«

Når der er flere mennesker samlet, kan han næsten ikke høre, hvad sidemanden siger. Han kan ikke adskille lydene fra hinanden. Det bliver »én rumsteren« i hovedet.

Artiklen fortsætter under billedet

I 1999 var Allan Mortensen en del af holdet bag ’Don Quixote’. Her med Lise-Lotte Norup. Foto: Scanpix
I 1999 var Allan Mortensen en del af holdet bag ’Don Quixote’. Her med Lise-Lotte Norup. Foto: Scanpix
Vis mere

Det kan hjælpe at fordybe sig i en samtale, en god film i fjernsynet eller i musikken. At være 100 pct. til stede i nuet hjælper ham til at glemme støjen. Han er hverken blevet deprimeret eller stresset over sygdommen, og han kan også sagtens optræde, selvom han har tinnitus. Den intense indlevelse, han oplever, når han spiller koncert, virker nogle gange mirakuløs.

»Sjovt nok, især når jeg synger og holder koncert, kan det ske, at tinnitussen er fuldstændig væk, når jeg er færdig. Så får jeg en fantastisk ’friaften’. Det er helt vidunderligt.«

Det skal se fint ud

Som barn boede Allan Mortensen fattigt. Hans far var havnearbejder, og familiens lille toværelses lejlighed i Aarhus var ikke prangende. Men der var en enkelt genstand i barndomshjemmet, som Allan Mortensen var glad for. En meterhøj græsk statue af ´Venus der sætter hår’. Allan Mortensen udpeger den i den midterste af de tre stuer en suite i hans lejlighed. Den er hans kæreste eje.

»Jeg har kendt den statue, siden jeg blev født. Min mor døde, da jeg var 19 år, og min far spurgte, om jeg ville have den. Han var kommet til at smadre den i fem stykker. Jeg har samlet den med kosteskafter, stoppet den ud indvendig, limet den sammen, kittet og slebet den. Man kan ikke se, at den har været i stykker,« siger han.

Møblerne er ikke dyre, men det betyder ikke noget. Han kan godt lide, at det ligner noget, som er fint. Derfor er dørkarmene malet, så de ligner marmor. Derfor krøllerne. Uden permanenten er håret helt fladt, tyndt og fint. Derfor blev han lykkelig, da Jimi Hendrix dukkede op. Dér var en frisure, han ville have.

Allan Mortensen hittede i 1986 med ’Voldsom Volvo’ fra DRs ’Sonny Soufflé Chok Show’. Her holdet 25 år efter. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Allan Mortensen hittede i 1986 med ’Voldsom Volvo’ fra DRs ’Sonny Soufflé Chok Show’. Her holdet 25 år efter. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Han har altid været forfængelig og har brug for at gøre noget ekstra ud af sig selv for at optræde.

»Når der sidder et par tusinde mennesker i salen, og man kommer ind på scenen og siger: ’Hey, her kommer jeg, se lige på mig’. Så er det vigtigt, at man har tillid til sig selv. Så tager man en jakke på i stærke farver, der larmer lidt.«

Han slår armene ud og blænder op for sit bredeste entertainer-smil.

Det er vigtigt for ham at leve sundt. Han spiser vegetarisk og går lange ture for at holde sig i form. Han kunne ikke drømme om at sætte sine fødder i et fitnesscenter, men voksede op som klassens tykke dreng og holder derfor nidkært øje med sin vægt.

Følelsen af ydmygelse, når han igen blev valgt til sidst til fodbold, ligger ikke langt væk i hukommelsen. Men fordi han var sin egen, var han alligevel populær i klassen og gik fri for mobning.

Artiklen fortsætter under billedet

Sanger og skuespiller Allan Mortensen
Sanger og skuespiller Allan Mortensen
Vis mere

Da han var 16 år, besluttede han sig for at smide kiloene. En hel sommer levede han udelukkende af kogt hvidkål med peber. Sprang morgenmaden over og spiste hvidkål. Teknikken virkede, og han tabte sig meget.

Han spiser stadig sin hvidkåls-salat.

Nye generationer skal overtage

At være fyldt 70 år giver ikke Allan Mortensen lyst til at gøre status over sit liv.

»Jeg er ikke nostalgisk. Jeg er god til at være til stede i nuet. Jeg har altid haft det fint med den alder, jeg har haft. Det er da bedre at blive 70, end ikke at blive det. Så jeg er ikke én, der tænker, at alt var bedre i gamle dage.«

Konkurrencen blandt musikere i Danmark er blevet skrappere, og han er godt tilfreds med ikke at skulle begynde forfra i dag. Der er blevet lidt mindre arbejde, men det er helt naturligt, forklarer han.

»Der kommer en masse unge til hele tiden. Og der er rigtig mange gode. F.eks. har jeg sympati for Mads Langer. Det er sgu i orden, dét han laver. Jeg var jo selv ude for det samme. Der var fandeme mange ældre sangere og skuespillere, som så skævt til mig, da jeg brød igennem. Jeg var den nye, unge generation, som var med til at skabe en ny bølge. Sådan skal det være.«

Artiklen fortsætter under billedet

I dag synger han i en jazztrio, som tager på små ture i foråret og efteråret. Det er efterhånden blevet tradition, at han også årligt spiller en række intime julekoncerter sammen med Lene og Stephen Nørrelykke. Og så er der ’det løse’.

»Alt det, jeg har lavet, har jeg ikke løftet en finger for. Det er jo fantas-tisk at have været så privilegeret, at folk har tilbudt mig alle mulige spændende jobs. Jeg har aldrig sunget og optrådt for at blive kendt. Jeg har gjort det, fordi jeg godt kunne lide musikken. Jeg har heller aldrig lært noder. Men jeg har skrevet massevis af sange, og jeg har fundet mine egne veje. Uden sammenligning overhovedet – så har Paul McCartney heller aldrig lært noder, men han har skrevet nogle gode sange alligevel.«

Men nu er der alligevel gået for lang tid, siden Allan Mortensen sidst indspillede en plade. Mange af de numre, som han spiller til koncerter, findes ikke i en indspilning.

»Jeg har så mange ting, jeg godt kunne tænke mig at få indspillet. Hvorfor ikke gå i gang? Der er gået 16 år siden seneste plade, jeg er ved at være klar igen og har faktisk et par cd-projekter i tankerne.«

Og hvad kommer pladerne til at lyde af?

En hel masse blandet – en ægte Allan Mortensen.