Begrebet ‘The reckless twin’ spiller en central rolle i skabelsen af Mads Langers nye album. Hans skødesløse tvilling er styret af drifter, intuition og reflekser. Tre elementer, der har fået mere plads, i den 32-årige pop-snedkers arbejde og liv.

Pæn, korrekt, betænksom er ord, der umiddelbart falder èn ind, når man tænker på Mads Langer. Den 32-årige sanger og sangskriver har netop udsendt sit seneste album. ’Reckless twin’ er titlen. De 11 sange er et forsøg på at give pop-stjernen flere lag. At forklare, at Mads Langer fra Skive – ham med det glatbarberede, drengede ansigt, der kan Kierkegaard-citater og synge popsange om kærlighed, så især kvindehjerter smelter – er mere end det.

At han – som de fleste mennesker – også har en skyggeside, en mørk tvilling...

LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele interviewet med den albumaktuelle musiker Mads Langer. Her fortæller han om hvor stærkt det hele går nu, hvordan han har udviklet sig i livet og musikken i takt med alderen, og hvordan popstjernen fra Skive er endt til bal hos Dronningen. Derudover løfter han sløret for drømmen om Amerika...

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.


Begrebet ‘The reckless twin’ spiller en central rolle i skabelsen af Mads Langers nye album. Hans skødesløse tvilling er styret af drifter, intuition og reflekser. Tre elementer, der har fået mere plads, i den 32-årige pop-snedkers arbejde og liv.

Han krænger den sorte læderjakke af og smider den hen over bordet. Han er næsten en halv time forsinket. Da solbrillerne ryger af, dukker forklaringen op. Han har været i byen til klokken fire om morgen – på en tirsdag. Og formiddagssol kan være hårdt for øjne, der har set bunden af for mange gin og tonic-glas.

»Det hele går lidt stærkt for tiden,« siger han og smiler.

Pæn, korrekt, betænksom er ord, der umiddelbart falder èn ind, når man tænker på Mads Langer. Den 32-årige sanger og sangskriver har netop udsendt sit seneste album. ’Reckless twin’ er titlen. De 11 sange er et forsøg på at give pop-stjernen flere lag. At forklare, at Mads Langer fra Skive – ham med det glatbarberede, drengede ansigt, der kan Kierkegaard-citater og synge popsange om kærlighed, så især kvindehjerter smelter – er mere end det.

At han – som de fleste mennesker – også har en skyggeside, en mørk tvilling.

Måske er det den, ‘den skødesløse tvilling’, der i øvelokalet på Gammel Køge Landevej i Valby sætter sig tungt i kontorstolen.

Musiker og sanger Mads Langer
Musiker og sanger Mads Langer
Vis mere

Interviewet kan begynde.

»For mig betyder ’reckless twin’, at der findes en del af dig selv, du ikke kan styre med din fornuft. Det er drifter, kærlighed, reflekser, intuition og så videre. I de aspekter af livet er det din ’reckless twin’, der har styringen,« siger Mads Langer.

Bowlerhat og skjorte

Personligt har jeg kun set Mads Langer optræde én enkelt gang. Det var tilbage i 2009, hvor han spillede på SPOT-festivalen i Aarhus. Sort bowlerhat, hvide oprullede skjorteærmer og stramme bukser.

Helt alene ved flyglet på den store scene i Århus Musikteater sang han om drømmepigen, der var ’fiction’, og hans drømme, der var ’fact’.

Dengang var der ikke meget ’skødesløshed’ over ham, syntes min sidemand i hvert fald. Han ønskede sig tilbage til det telt, jeg netop havde hevet ham ud af, hvor rapperen Jooks kastede med håndtegn og sang om ludere, mens publikum trampede rundt i mudder og væltede ølkrus.

Mads Langer i øvelokalet, hvor han og bandet er ved at gøre klar til forårets turné.
Mads Langer i øvelokalet, hvor han og bandet er ved at gøre klar til forårets turné.
Vis mere

Men jeg var det rigtige sted. Jeg havde investeret SU-kroner i Mads Langers nyeste selvbetitlede album i Stereo Studio – og nu skulle vi svaje med, få gåsehud under falset-fraserne og drømme med på omkvædet: ’I dream of dreaming dreams of her’.

Nu er 2009 jo ikke 2016, og når man er i tyverne og i færd med at etablere sig som popstjerne, er man også på en menneskelig rejse, hvor tempoet med garanti indimellem kan være højt. Men hvorfor er det ord som kompromisløshed, skyggeside og skarpe kanter der er centrale i den fortælling, som Mads Langer her syv år senere gerne vil ud med. Hvorfor Reckless?

»Lige fra den første sang jeg skrev til pladen, har ’reckless twin’ floreret i mit hoved. Tidligere er jeg forfaldet til perfektionisme, men jeg har fået øjnene op for, at en dyr mikrofon og 40 optagelser af samme stykke vokal ikke nødvendigvis er den rigtige måde at gøre det på. Det må gerne være lidt mere flosset i kanten, støje lidt mere,« siger Mads Langer.

Klar til turné

Øvelokalet, hvor han forbereder sig på live-koncerter med sit band, ligger i en baggård i gamle, forladte værkstedsbygninger i Valby. Der gror mos på asfalten, kalkmalingen skaller, og der er hverken skilte eller dørklokker på de tunge ståldøre.

Mads Langer spiller på bøgescenen torsdag på Skanderborg festival 2013
Mads Langer spiller på bøgescenen torsdag på Skanderborg festival 2013
Vis mere

Indenfor er der ingen tomme ølflasker på bordene. Istedet deler bandmedlemmerne frøsnappere med birkes og taler om årsopgørelser og forårsvejr. Ikke engang kaffen er grumset – men lavet på espressokapsler og mælken er økologisk.

Som efterhånden veletableret popstjerne er Mads Langer vant til at blive set, hørt og bedømt. Han er vant til, at journalister indtager hans øvelokale, bedømmer hans kunnen, skriver om hans tøj – og ja hans kaffevaner. Han kalder det ‘en arbejdsskade’ hele tiden at notere sig andres mening. Men selvom han er ‘spændt på’ hvilke anmeldelser og reaktioner albummet får, fylder det ikke så meget som tidligere.

»Jeg er blevet bedre til at acceptere mig selv nu, end jeg var tidligere. Jeg har været lidt for god til at please og gå op i, hvad andre tænker om mig. Man kan ikke gøre alle glade, og jeg bliver ikke bedre af at gætte mig til, hvad andre ønsker af mig,« siger han.

Mads Langers nye plade "Reckless twin" blev torsdag aften offentliggjort i Planetariet i Købehavn. Mange af Mads' fans får røde kinder, når han nærmer sig - det gælder også for denne fan.
Mads Langers nye plade "Reckless twin" blev torsdag aften offentliggjort i Planetariet i Købehavn. Mange af Mads' fans får røde kinder, når han nærmer sig - det gælder også for denne fan.
Vis mere

‘Reckless Twin’ er Langers femte album. Denne gang har han i det kreative arbejde frem mod det færdige album været meget bevidst om at lytte til sin ‘mavefornemmelse’. Han har selv styret processen fra valg af samarbejdspartnere til produktion og foto på coveret. Og så har han selv indspillet de fleste af instrumenterne.

Han har skrevet over 80 sange og udvalgt 11 af dem til pladen. En del af numrene er produceret i Los Angeles, resten i København med producer Sune Wagner som samarbejdspartner. Netop parløbet med forsangeren i The Raveonettes, hjalp ham til ‘at stole på min egen intuition.’

Første single fra pladen, 3AM, udkom i december måned og har siden da fået en guldplade for høje salgstal, og de fleste af koncerterne i foråret er allerede udsolgt.

Fra Skive til popstjerne

»Jeg tror, at jeg om mange år vil se tilbage på den her plade som den, hvor jeg fik indstillet kompasnålen rigtigt. Der er sket meget de seneste ti år, og jeg har været lidt rundt på gulvet i min karriere. Men jeg har fundet mig til rette i at være mig på godt og ondt. Jeg er efterhånden blevet voksen,« siger han.

Artiklen fortsætter under billedet

Mads Langer var en af gæsterne, da dronning Margrethe inviterede danske kulturpersonligheder til middag og dans på Christiansborg Slot tirsdag den 15. marts.
Mads Langer var en af gæsterne, da dronning Margrethe inviterede danske kulturpersonligheder til middag og dans på Christiansborg Slot tirsdag den 15. marts.
Vis mere

Apropos kompas så peger det mod vest, når den første del af historien om Mads Langer skal fortælles. Han voksede op på halvøen Salling i den sydlige bund af Limfjorden, hvor bløde, grønne bakker rammer bølgerne ind. Nærmere bestemt landsbyen Resen Vest, der efterhånden er vokset sammen med den midtjyske industriby Skive.

Hjemmet bestod af en lille gård, hvor han voksede op med to søstre og forældre, der begge er folkeskolelærere.

I kernefamilien Langer fyldte musikken meget. Faderen spillede i et 60er cover band, og Mads Langer har sunget næsten lige så længe, han kan huske.

Han optrådte til familiefester, skolefester og skrev selv musikken til skolens musical i 7. klasse. En stor del af fritiden blev brugt på Skive Musikskole, hvor også musikere fra Duné og Carpark North er udklækket fra.

På Resen Skole var det dog noget sejere at spille fodbold. Så Mads Langer investerede i knoppede støvler og holdt klaverlektionerne hemmelige, indtil han blev 12 år. Indenfor kridtstregerne følte han sig bedre tilpas end udenfor, har han fortalt.

Mads Langer har udgivet fem album i løbet af de sidste ti år. Hans nyeste, ’Reckless twin’, udkom fredag den 18. marts. Her sætter han håret, inden han skal møde fans til en offentliggørelse af pladen på Planetariet i København.
Mads Langer har udgivet fem album i løbet af de sidste ti år. Hans nyeste, ’Reckless twin’, udkom fredag den 18. marts. Her sætter han håret, inden han skal møde fans til en offentliggørelse af pladen på Planetariet i København. Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

Han gik også til filosofisk studiekreds hos den lokale præst, hvor Søren Kierkegaard og eksistentialismen blev diskuteret, og i gymnasietiden sang han i kirkekor.

Som barn havde Mads Langer svært ved at styre sit temperament. Hans forældre har fortalt ham, at han kunne blive helt blå i hovedet, når han blev vred. Brændte han f.eks. et straffespark på fodboldbanen, blev han rasende. Efter en misser brugte han gerne tre timer på at øve skuddet, indtil bolden sad perfekt i nettet.

Det er den samme viljestyrke, der driver ham til at blive ved med at skrive sange:

»I dag er det svært at se, at jeg har temperament. Jeg har lært at kanalisere energien ind i musikken,« siger han.

Der er langt fra Skive til destination popstjerne, men det har altid været dét, han ville. I hver eneste sommerferie på Skive Gymnasium meddelte han sine forældre, at NU tog han til New York, at NU var det musikken, det gjaldt. Men i lærer-familien Langer skal man selvsagt passe sin skole, så han måtte vente til efter 3.g.

Artiklen fortsætter under billedet

Mads Langer, Musiker.
Mads Langer, Musiker.
Vis mere

Snart han fik studenterhuen på hovedet, pakkede han sine ting og flyttede til København for at blive popstjerne. Han producerede demoer og spillede rundt omkring på små barer, gennem den daværende manager for bandet Kashmir, som han mødte, kom han i kontakt med pladeselskaberne og udgav sit debutalbum i 2006.

Pladen floppede. ’Attention Please’ solgte hverken guld eller platin, anmelderne var fedtede med stjernerne og musikmagasinet Gaffa kaldte de fleste af numrene for ‘kedelig radio- eller metervarepop, der ikke bliver særlig interessant’.

Drømmen om Amerika

Senere blev han imidlertid spottet af en engelsk talentspejder, som anbefalede ham at gå efter det amerikanske marked. Igen pakkede Mads Langer kufferten og flyttede til New York. Men også her udeblev gennembruddet, og han ’havde svært ved at finde sig selv’ i musikken, så i 2007 rejste han tilbage til forældrene i Skive.

I den bredere offentlighed blev Mads Langer især kendt i 2012 efter at have deltaget i TV2-programmet ’Toppen af poppen’. Her sang han Sanne Salomonsen nummer ’Overgi’r mig langsomt’, som han selv havde skrevet.
I den bredere offentlighed blev Mads Langer især kendt i 2012 efter at have deltaget i TV2-programmet ’Toppen af poppen’. Her sang han Sanne Salomonsen nummer ’Overgi’r mig langsomt’, som han selv havde skrevet. Foto: Camilla Rønde
Vis mere

Næste forsøg blev en tour-Europa, hvor han i en gammel Polo og kørte rundt mellem Europas hovedstæder og spillede på cafeer og gader. I 2009 udsendte han sin anden plade, og populariteten begyndte at indfinde sig, for i 2011 for alvor at rykke.

Et covernummer af Olives ‘You’re not alone’ blev et radiohit, han scorede en kontrakt med pladeselskabet Sony, solgte til platin og gav masser af koncerter.

Pleasergenet

Han misser med sine klare blå øjne. Forårssol og natteroderi har aldrig passet særlig godt sammen. Han er godt nok blevet syv år ældre, siden dengang på Spot Festivalen i Aarhus, men kinderne er stadig glatte.

Det er ‘pleaser-genet’ i ham, som har brug for hans ukontrollable ’reckless twin’. Til at trække på skulderen over andres meninger og til at sige fra, når man prøver at trække hans musik i en bestemt retning.

»Jeg er blevet mere voksen, mere selvsikker og bedre til at sige nej. Det handler om at mærke efter. Har jeg mest lyst til en aften med gutterne, eller vil jeg egentlig gerne blive i sofaen?,« siger han og læner sig tilbage i kontorstolen.

Artiklen fortsætter under billedet

Mads Langer er aktuel med sit femte album "Reckless Twin". Her er han fotograferet i studiet i Valby, hvor han og bandet øver.
Mads Langer er aktuel med sit femte album "Reckless Twin". Her er han fotograferet i studiet i Valby, hvor han og bandet øver.
Vis mere

Han sætter albuerne på armlænene og folder hænderne:

»Man skal slutte fred med intuitionen, følelseslivet og kærligheden. Man hverken kan eller skal kontrollere den slags.«

Bal hos dronningen

Det er blot et halvt døgns tid siden, at han sad og kneb sig selv i armen. Mads Langer var en af de 340 danske kulturpersonligheder, der tirsdag aften var til bal hos dronning Margrethe på Christiansborg Slot.

Han dansede ’les lancier’, spiste tre retters menu og minglede med toppen af, hvad Danmark har at byde på indenfor musik, kunst, skuespil, opera, ballet, design og sport.

»Til middagsselskabet sad jeg og tænkte på mit almindelige hjem i provinsen med mine almindelige bedsteforældre og almindelige forældre – og jeg blev både rørt og taknemmelig,« siger han.

Og så var der jo det med de mange gin og tonics. Dem kan han ikke give dronning Margrethe skylden for. Da kulturfesten på Christiansborg lukkede og slukkede, tog Mads Langer på det gamle københavner-værtshus Andys på Gothersgade.

Deraf dagens tømmermænd.

Mellem slidte barstole og tunge gardiner sad han – med sin ‘reckless twin – i sit stiveste puds med butterfly og kridhvid skjorte og rockstar-støvler.

De pæne laksko havde han glemt i sommerhuset, så han gik til dronningens bal iført højskaftede, sorte læderstøvler.

»Man kan ikke kun være klassens pæne dreng. Vi har alle sammen skygger og har alle begge sider i os.«

Mads Langer er aktuel med sit femte album "Reckless Twin". Her er han fotograferet i studiet i Valby, hvor han og bandet øver.
Mads Langer er aktuel med sit femte album "Reckless Twin". Her er han fotograferet i studiet i Valby, hvor han og bandet øver.
Vis mere