Navnlig om navne

Så godt klarede Maggie det, at man skulle tro, at hun var en garvet, erfaren tæve med hvalpeerfaringer bag sig, hvilket jo altså ingenlunde var tilfældet. De første tre uger af et hvalpekulds liv er altid ret nemme for opdrætteren, da tæven tager sig af hvalpene, og min deltagelse begrænsede sig til at nusse hvalpe og rose Maggie for de smukke små. Lige inden hvalpene var blevet tre uger gamle, skulle de selvfølgelig have navne, og her var det, at året kom i brug. I hver hvalps navn indgik navnet på en måned, og da der er 12 måneder og ditto antal hvalpe, passede det så ganske sammen.

Selv syntes jeg faktisk, at indfaldet med at lade månederne indgå i hvalpenes navne var et ganske smart træk. Det varede dog kun til, hvalpekøberne begyndte at ankomme, og der dermed opstod problemer, som jeg vitterlig ikke havde forestillet mig. Normalt er hvalpekøberne ret uinteresserede i, hvad hvalpenes officielle navne er på stamtavlerne. Uanset hvor meget man har gjort sig umage med flotte og velklingende hvalpenavne, så kalder folk alligevel bare hunden for Tutte eller Dudi, eller hvad de nu synes er det rigtige til deres lille, nye familiemedlem. Med en del opdrætterår på bagen lærer man at resignere over for, hvilket navn hvalpens nye familie giver den.

Det vigtigste er da også, at det er gode mennesker, som kan tilbyde hvalpen et godt liv. Det var i hvert fald, hvad jeg troede – men jeg skulle blive klogere.

Navneforvirring

Allerede da første hold hvalpekøbere ankom, begyndte det så småt at gå op for mig, at min navneide var knap så genial, som jeg selv havde syntes. Da alle de sædvanlige ”iiih” og ”åååh” og ”hvor er de bare søde” var overstået, blev der naturligvis spurgt om, hvad hvalpene hed. Jeg redegjorde (ikke uden en vis selvtilfreds stolthed) for navnene, og hvorfor hvalpene var kommet til at hedde, hvad de nu hed. Det var dumt! ”Ej, far,” lød det fra et af de to medbragte børn, en dreng: ”Så skal vi have den, der hedder noget med oktober, for der har jeg fødselsdag.” ”Det skal vi i hvert fald ikke. Vi skal have den, der hedder Juni, for der er det min fødselsdag,” afbrød datteren i familien og tilføjede, at ”Juni er også meget pænere end oktober, ligesom mere romantisk.” ”Vel er det ej, det skal være oktober. Oktober er mere sej end juni,” fastslog drengen.

Forældrene så på deres børn og rystede så på hovederne. ”Nej, nej, sådan vælger man ikke hund. Vi skal se på, hvilken hvalp der passer til os og ikke, hvad den hedder,” bekendtgjorde de fornuftige forældre til min lettelse. For straks derefter at spørge til, hvilke hvalpe der hed noget med henholdsvis december og marts, som viste sig at være forældrenes fødselsmåneder. Jamen, altså. Familien fik ikke nogen hvalp fra mig – for dels kunne de ikke blive enige om, hvorvidt det skulle være juni, oktober, december eller marts. Og dels syntes jeg ikke, at jeg havde lyst til at sælge en hund til mennesker, som valgte ud fra den slags overfladiske kriterier. Det kunne der jo umuligt være andre, som gjorde…

Læs resten af Anne Egedes hyggelige klumme i Vi med Hund nr. 05/2011, der kan købes i webshoppen.