Hvalpene gi'r de ældre et bedre liv

Flere gange om måneden får Plejehjemmet Dronning Ingrids Hjem i Valby besøg af hvalpe, der kommer for at blive socialiseret. Det er godt for de helt unge hunde at møde ældre mennesker, prøve at gå på glatte institutionstrapper, køre i elevator og vænne sig til kørestole og rollatorer.
"Det er til stor fornøjelse for beboerne, når vi kommer. Man kan kalde det en win-win situation. En af beboerne taler kun, når han er i kontakt med hvalpene. En anden vil kun spise kage, når det er den kage, vi har med fra dyrlægen," fortæller veterinærsygeplejerske Tina Mikkelsen, der er den ene instruktør på hvalpeholdet. Tanken med hvalpesocialiseringskurset er at vænne helt små hvalpe af alle racer i alderen 8-16 uger til alle de ting, der omgiver dem i det daglige.
Psykisk mere stærke
I fællesstuen er beboerne samlet rundt om to store spiseborde. Nogle sidder i deres kørestol, mens andre har rollatoren stående ved siden af stolen. Fjernsynet kører med svag lyd i baggrunden. De fleste af beboeres opmærksomhed er rettet mod de fire små spilopmagere, der hopper rundt og snuser lystigt i et forsøg på at orienterer sig i de nye omgivelser. "Det er ikke alle beboere, der har lyst til at have kontakt til hvalpene. Og det er de samme hver gang, som glæder sig til vi kommer," siger Pernille Blok-Riisom, dyrlæge og instruktør på Fasanvejens Dyreklinik.
Da boxeren Argon i sin ivrighed hopper op ad en ældre dames kørestol, bliver hun i første omgang lettere forbavset. Men det bliver hurtigt til venskab mellem de to, da instruktøren giver damen en håndfuld godbidder, som hun lystigt fodrer Argon med. På skift tager en instruktør en hvalp og ejer med ud til trapper og elevator. Her kommer hvalpen på en elevator-tur til 1. sal og går så selv ned af de temmelig glatte trapper. Klokken nærmer sig 18, og det er spisetid for beboerne på plejehjemmet. Både hvalpe, ejere, instruktører og ikke mindst de ældre er trætte. Det er en effektiv og energikrævende time, som hvalpene har stort udbytte af. "Vi ser jo ikke effekten af disse kurser før hunden er omkring et til halvandet år gamle. Men vi får tilbagemeldinger om, at det har gjort hundene mere afbalancerede, lettere at vænne til nye omgivelser, og så bliver de psykisk stærkere," slutter Pernille Blok-Riisom.
Vi med Hund nr. 11, 2007




