Hvorfor fælder hunden?
Kære Christina
Jeg har en langhåret chihuahua på snart fire år. Hun fælder to gange om året, omkring februar og september. Resten af året fælder hun stort set ikke. Jeg går ud fra, det er for at komme af med den gamle pels, så hun er klar til henholdsvis sommer- og vinterpels. Men hvad er det, der udløser disse fældeperioder? Er det indre forhold som f.eks. gener eller hormoner, eller er det ydre forhold som fx temperatur eller mængden af sollys?
Undrende hilsen fra Jeanett
Kære Jeanett
Når en hund fælder er det fordi, nogle af dens hår dør og dermed bliver afstødt fra huden. Du har ret i at det hos en hunderace som chihuahua er ca. to gange om året, hvor der ligesom sker en større udskiftning af pelsen. Hos racer der pelsmæssigt ligger tæt på hundens stamfader ulven, sker fældningen som forberedelse til hhv. sommer og vinter. Faktisk vokser overpelsen mere om sommeren og underulden mere om vinteren, hvilket er ret hensigtsmæssigt for hunde på vore breddegrader.
Det er ikke alle hunderacer, der fælder to gange om året ligesom din chihuahua. Hunden er jo nok den dyreart, der er mest forskelligartet af alle. Der er racer som slet ikke fælder som f.eks. pudlerne. De har hår, ligesom vi mennesker har hår, dvs. at det er de samme hår der bliver ved med at vokse og vokse. Derfor fælder de ikke, men bliver klippet ligesom os andre.
De ruhårede hundes pels dør ca. hver tredje eller fjerde måned. Det er der, man normalt trimmer dem, dvs. at man fjerner alle de døde hår og faktisk hjælper hunden med at fælde. Når det er hele pelsen, der dør på én gang, kan hunden ikke klare at fælde det af selv. Her fjerner man alle de døde hår, og så ligger der et helt nyt, kort og flot lag pels nedenunder.
Som du kan forstå ud fra ovenstående eksempler er fældningen meget afhængig af hundens gener.
Men ikke kun det!
Hvis vi ser på hunde, der er kastreret/ steriliseret eller p-sprøjtet, oplever vi også en stor forandring i pelsen samt pelsskiftet/fældningen. Det man observerer, er, at hunden får meget pels, meget underuld i særdeleshed, og hunden fælder slet ikke som normalt. Resultatet er hunde med rigtig meget pels, pelsen er mat og blød og filtrer derfor nemt. Igen er der store variationer fra race til race, men det er tydeligt, at pelsen/fældningen er meget afhængig af hormonerne også.
Da vi ved, at hundenes (og alle andres) hormoner bl.a. er styret af lysmængde og -intensitet, må vi nok konstatere, at fældningen hos hunde ikke kun styres af én enkelt ting, men påvirkes af flere forskellige faktorer. Det er dette samspil, der er afgørende for, hvordan den enkelte hund fælder.
Jeg håber, at du synes svaret er fyldestgørende.
Med venlig hilsen Christina Cruft
Læs også:
Min labrador har skæl
Lille Nino søger et roligt og trygt hjem




