Hundefrisør: Underlig pels

Hej Christina

Min ruhårede foxterrier tæve, Vega på 10 måneder, har nogle pelsproblemer.

Hendes pels "knuldrer" sig sammen som en fårepels. Jeg ved ikke, om det er på grund af vitaminmangel, eller om hun bare skal have et bad med sæbe, eller måske er hun ved at skifte sin hvalpepels?

Jeg reder hendes pels ca. tre gange ugentlig. Vi har også en otteårig foxterrier, som ikke har disse problemer. Har du nogen ideer til, hvad jeg kan gøre?

Mange kærlige hundehilsner Pernille, 14 år

HUNDEFRISØREN

Hej Pernille

Jeg er sikker på, at din hunds pels ikke filtrer pga. hverken mangel på vitaminer eller mangel på bad. Du skriver ikke, om hun er blevet trimmet eller ej. Hvis hun ikke er blevet trimmet endnu, så er det på høje tid!

En ruhåret foxterrier skal trimmes første gang, når den er ca. fire måneder gammel. Dér løsner det første lag hvalpepels sig nemlig. Derefter skulle hun så trimmes igen senest fire måneder efter. Hvis ikke hun er blevet trimmet, sidder alle de døde hår, som hun skulle have fået fjernet ved trimningen, tilbage i huden. Det vil naturligvis gøre, at hun filtrer meget mere, end hun burde.

En ruhåret hund er normalt meget let at holde, hvis bare den bliver trimmet regelmæssigt. Det skyldes, at de ru, blanke og stride hår ikke filtrer så let som bløde, matte og krøllede hår. Hvis man børster/reder en ruhåret hund i bund én gang om ugen, burde det være nok.

Hvis ikke det er mangel på trimning, der gør, at hun filtrer, kan det måske skyldes, at du ikke kommer i bund, når du børster hende. Det kan også skyldes, at hendes pels ikke er helt racetypisk. Den er måske blød i stedet for ru og strid. Hvis hun har en racetypisk pels, er blevet trimmet på de rigtige tidspunkter og trimmet korrekt, burde hendes hvalpepels være væk, og hun burde have den stride pels nu, hvor hun er 10 måneder gammel.

Det, du som hundeejer kan gøre, er at få hende trimmet regelmæssigt (i en god salon) og børste og rede hende grundigt en til to gange om ugen.

Hvor er det for øvrigt herligt at høre, at du har ruhåret foxterriere og så oven i købet to! Det har jo været "min" race i mange år. De er nogle skønne og sjove hunde.

Mange venlige hilsner fra Christina Cruft

Læs også: