Hundefrisør: trimning af pels

Kære Christina

Jeg har en norfolk terrier-tæve på fem år, der ikke kan lide at blive trimmet.

Læs også: Brevkasse: Er kastrering nødvendig?

Når vi kommer hen til trimmerens hus, vil hun ikke ind, og hun sender en masse dæmpende signaler til hende (prøver at slikke hende i mundvigen f.eks.). Trimmeren er anerkendt, og jeg har ingen grund til at tro, at hun ikke er sød ved min hund.

Tidligere brugte vi en anden trimmer, som desværre har lukket sin salon, og der var slet ikke det samme problem. Faktisk trækker min hund hen imod de lokaler, hvor salonen lå, hvis vi passerer den gade.

Læs også: Brevkasse: min labradors pels

Jeg ved ikke, om problemet skyldes, at jeg ikke er med under selve trimningen. Den nuværende trimmer siger, at hunden er roligere, hvis ejeren ikke er der. Det kan også skyldes, at min hunds pels er meget blød af en ruhårsrace at være, og pelsen dermed ikke går så nemt af, hvilket måske gør ondt? Ellers er hendes pels fin og blank, og hun er på alle måde sund og rask.

Jeg overvejer nu at købe en elektrisk trimmer og selv ordne det. Jeg ved godt, at mange hundefrisører synes, det er en dødssynd, men min hund skal ikke udstilles, så det drejer sig bare om, at hun har det godt.

Jeg vil være meget taknemmelig for at få forslag fra dig til en elektrisk trimmer eller andre gode løsninger.

På forhånd tak fra Christine

Hej Christine

Der kan være flere årsager til, at din hund ikke bryder sig om at blive trimmet. Jeg kan forstå, at det ikke tidligere har været et problem, men er blevet det på det sidste. Jeg tror ikke, at grunden er, at du ikke er til stede under trimningen. For min erfaring er ligesom din hundefrisørs, at hundene ofte bliver mere urolige, når ejeren er med. (Andres børn er som regel også nemmere at passe, når man har dem alene.)

Ved vi, om det er trimningen, den ikke bryder sig om? Det kan måske være stedet. Er der mange hunde ad gangen? Løber hundene frit rundt? Er det meget anderledes end det gamle sted? Nogle hunde synes, det er skønt, når der er gang i den, mens andre har brug for at føle sig mere trygge.

Du skriver, at din hunds pels er blød. Har den altid været det? Du har nemlig ret i, at en strid og ru pels oftest er nemmere at trimme end en blød.

En ruhåret hunds pels kan forandre sig. Det kan have forskellige årsager, da pelsen er meget påvirket af både hormoner, medicin, pelsens behandling, hundens alder m.v.

Pelsen vil blive påvirket, hvis din hund er blevet steriliseret eller p-sprøjtet. Dette gør som regel, at pelsen bliver umulig at trimme efter nogen tid. Du vil også kunne se på pelsen, hvis din hund har været på en penicillin-kur, eller hvis din hund får medicin for hud- eller allergiproblemer.

Hvis din hunds pels har været klippet i eller skåret i stedet for trimmet korrekt, vil pelsen også blive blødere og umulig at trimme.( Jeg formoder ikke, det er problemet i dit tilfælde.) Du skal heller ikke give din hund bad, lige inden den skal trimmes. Det kan også vanskeliggøre trimningen. Endelig spiller hundens alder også ind. Der kan ske det, at når en ruhåret hund bliver ældre, begynder pelsen gradvist at sidde mere fast. Det starter ofte i bestemte områder og bliver mere udtalt fra gang til gang. Din hund er kun fem år, så jeg tror heller ikke, at det er dette, der er problemet hos jer.

Muligheden for at bruge en elektrisk klippemaskine i stedet for at få hunden trimmet skal overvejes nøje, idet beslutningen er permanent. Det betyder, at når man først er begyndt at klippe pelsen, er der ingen vej tilbage. Man kan altså ikke fortryde, og begynde at få hunden trimmet igen.

For at slå én ting helt fast så findes der ikke noget elektrisk apparat, der kan trimme, altså er en elektrisk trimmer et misvisende navn. Det bliver dog brugt i forskellige sammenhænge som f.eks. en skægtrimmer m.v., men det er altid en maskine, der klipper eller skærer hårene over. Det har intet med trimning at gøre.

Hvis en ruhåret hund af den ene eller anden grund permanent har en pels eller hud, der ikke egner sig til trimning, skal man naturligvis vælge at få den klippet i stedet for, men man skal huske, at det har nogle andre konsekvenser. Resterne af de døde hår, der ved trimning bliver fjernet, vil sidde tilbage i huden og kan give irritation eller kløe. Pelsen mister den klare farve, og den bliver mere grålig. Pelsen vil også blive mat og blød og derved have mere tendens til at blive filtret og vil ikke være smudsafvisende, som den ru, stride og blanke pels ellers er.

Hvis man vælger selv at forsøge sig med maskinen, skal man være meget opmærksom på, hvordan man kan stå med hunden, så man kan komme til, uden at hunden kommer ud i nogle akavede stillinger eller falder ned fra bordet. Man skal vide, hvordan man bruger maskinen, så man ikke kommer til at klippe ind i huden, samt man skal huske, at hunden også skal have fjernet pelsen mellem trædepuderne samt have klippet klør.

Firmaer som Oster og Andis laver udmærkede klippemaskiner til hunde.

Jeg håber, at svaret kan hjælpe dig med at finde årsagen til, hvorfor din hund ikke virker så tilfreds med pelsplejen, som den gjorde engang.

Mange venlige hilsner fra Christina Cruft

Læs også:
Brevkasse: hvalp slikker på tøj
Brevkasse: besvær med høm høm

Del

Array
Array