Afstemning

Hundefrisør: min labradors pels

Hej Christina

Jeg er den heldige ejer af en brun labrador, Joey. Han fælder, som de fleste andre labradors gør, hvilket kan beskrives som generelt hele tiden og et par gange om året ekstra meget.

Læs også: Dyrlæge: Hvalpen slikker på tøj

Jeg bruger en gummibørste en gang imellem, når jeg synes, der er mange løse hår, hvilket er meget effektivt, men efter en børstning er der stadig mange hår, der er løse. Jeg har læst i flere bøger, at man kan fjerne de sidste løse hår med et hårdt opvredet vaskeskind, men de vaskeskind, man kan købe nu til dags, er oftest lavet i et syntetisk materiale, der ikke har den samme effekt, som et ægte skind kunne have. Så er der en anden metode eller et andet produkt, man kan bruge?

Jeg har i dag forsøgt at børste efter med en almindelig gummihandske. Det var effektivt, men Joeys pels blev meget statisk ladet/elektrisk, så der hele tiden kom små stød (så det dropper vi igen). Håber du har en god ide til en løsning?

Læs også: Hundefrisør: fra sort til brun?

Hilsen Ann og Joey

Hej Ann

Når man taler om, hvordan man kan børste og rede en hund, der fælder, er det vigtigt at skelne mellem de forskellige typer pels. Hvis det er nogle lige, blanke hår, den fælder, er det overpelsen, der bliver afstødt af huden. Er det bløde og matte hår, som danner små totter, som hvirvler rundt på gulvet, er det hundens underuld, den fælder.

Til overpelsen er det supergodt at bruge en gummibørste, som du også gør. Den virker godt på de korthårede racer, hvorimod de ikke er særlig effektive på en rigtig langhåret hund. Rådet med vaskeskindet er godt, men i mangel af sådan et kan man bruge et hårdt opvredet håndklæde, som dog ikke er helt så effektivt.

Den bløde og matte underuld kan fjernes med en god kam, hvor der ikke er alt for stor afstand mellem tænderne, dog skal den heller ikke være så tæt som en lusekam. En god ide kan være at flette en almindelig elastik ud og ind imellem tænderne på kammen og trykke den helt ned. Derefter bruger man kammen ved at lægge den næsten parallelt med hundens hud, sætte tommelfingeren på og så trække den i lange strøg. På denne måde kan man trække en del uld af. Man kan også bruge en grov underuldskniv, som bruges ligesom kammen med elastikken. Grunden til, at man ikke må holde den vinkelret på hundens pels, er, at man kan komme til at ridse og irritere huden.

Jeg håber, at du synes, det hjælper, men man skal huske, at når man har en hund med en pels som en labradors, så undgår man ikke helt at skulle være flittig med støvsugeren!

Mange hilsner fra Christina Cruft

Læs også:
Dyrlæge: Besvær med høm høm
Adfærdsbehandler: Ændret adfærd

Del