Hundefrisør: fra sort til brun?

Kære Christina
Jeg har en sort mellempudel på seks måneder, der er begyndt at blive brun på snuden og bagbenene. Ved ikke, om der er brune gener i hende, men kan hun ende med at skifte farve, eller får hun bare lidt brunt rundt omkring?
Hun er blevet klippet to gange, og det begyndte efter sidste klipning. Vi skal hverken avle eller udstille med hende, så det betyder ikke noget - jeg synes bare, at det er interessant at få en forklaring.
Hundehilsen Winnie
Hej Winnie
Man ønsker, at pudlerne skal være ensartede og rene i farverne samt godt pigmenterede. Det er tilladt og nødvendigt at parre de forskellige farver med hinanden, og derfor kan det være svært at få farven på alle individer helt optimal.
De sværeste farver er som regel de brune, abrikos-farvede, røde og de sølvgrå, men også de sorte, der som din ændrer farve. Din bliver brunlig i farven, men det ses også, at de sorte kan blive grålige. Det er desværre noget, man må leve med, men det gør jo ikke hunden mindre pragtfuld.
Pudlerne er nogle dejlige hunde, der jo findes i fire størrelser og i seks farver, så der er pudler til enhver smag. Det er nogle lærenemme og intelligente hunde, der ikke fælder. Nogle tror fejlagtigt stadig, at pudler kun er "sådan nogle hunde i løveklip med pomponer", men der findes flere pæne hverdagsfrisurer, som gør pudlerne både smarte og sporty.
Lad os endelig igen se nogle flere pudler i gadebilledet.
Mange venlige hilsner fra Christina Cruft
Læs også:
Brevkasse: besvær med høm høm
Verdens grimmeste hund 2010




