En million danskere lever med for højt blodtryk - 300.000 ved det ikke og risikerer at betale dyrt

To triste hjerte-dødsfald har domineret avisernes forsider i de seneste dage, og lægerne forsøger lige nu at finde svaret på, hvorfor lige præcis de skulle dø så tidligt. En ny beregning viser, at ca. 12.500 danskere i år vil blive ramt af en blodprop i hjertet, mens ca. 12.000 rammes af en hjerneblodprop eller en hjerneblødning. En meget stor del af dem, fordi de ikke gjort noget ved et farligt forhøjet blodtryk.

Mindst en million danskere har lige nu for højt blodtryk - og mindst 300.000 uden at vide det. Mage har slet ingen symptomer. For højt blodtryk er et meget lumsk, stille og skjult dræber. - Det er rigtig trist, at så mange ikke har tjek på trykket og risikerer at betale med livet for det. Af de godt 12.000, der hvert år får et slagtilfælde, skyldes op mod halvdelen forhøjet blodtryk. 6.000 af dem kunne undgå blodproppen ved at få blodtrykket behandlet. Tænk, hvis de ikke var så handlingslammede og
'pilleforskrækkede', siger Peter Norsk, professor og førende dansk blodtryksforsker, Københavns Universitet.

I en ny bog, »For højt blodtryk - hvad gør du?«, der udkommer nu (forlaget Frydenlund), bruger professoren sig selv som skræmmeeksempel på, hvor galt det kunne være gået.

Peter Norsk fik for 30 år siden målt et alt for højt blodtryk, tog piller i en kort periode, men stopppede hurtigt igen, fordi han bildte sig ind, at nu var han rask. I næsten 20 år forsømte professoren at få trykket målt. Og da han endelig tog sig sammen efter næsten 20 år, var det steget til et faretruende højt niveau. Han var nu tvunget til at tage hele tre slags medicin for at få trykket bragt ned.

- Selv om jeg som professionel burde have vidst bedre, ville jeg ikke umiddelbart indrømme over for mig selv, at jeg havde et behandlingskrævende blodtryk. Begyndte i stedet at motionere med løb og svømning mindst tre-fire gange om ugen. Men et halvt års intensiv motion fik ikke trykket til at falde - faktisk steg det en smule. Jeg tabte mig også 10 kg, uden at det havde nogen effekt på blodtrykket. Der var simpelthen ingen genvej. Jeg var nødt til at tage medicin.

I mellemtiden var jeg blevet læge og blodtryksforsker med speciale i, hvordan tyngdekraften påvirker hjerte og blodkredsløb, og derfor vidste jeg ud fra den foreliggende viden udmærket godt, at jeg ikke kunne blive ved med at ignorere mit alt høje blodtryk. Blev jeg ved med det, ville jeg i løbet af få år risikere at få en livstruende blodprop i hjernen eller hjertet.

Man skal som læge ikke se mange patienter med et slagtilfælde, før man bliver overbevist om at gøre alt for selv at undgå det. Jeg kom så i behandling og fik trykket sat kraftigt ned. Faktisk blev det sænket til langt under den normale øvre grænse, og der har jeg holdt det nede lige siden, siger Peter Norsk, der for tiden har orlov fra Københavns Universitet for at forske ved NASA-rumfartscentret i USA. Peter Norsk advarer alle os andre imod at tro, at et markant forhøjet blodtryk kan klares alene ved at justere livsstilen i sundere retning.

- Man kommer langt ved at ændre livsstil med mindre stress, sundere kost og mere motion. Og det kan ofte være nok, hvis trykket bare er en smule forhøjet. Men for de fleste vil medicin være den mest effektive behandling, fastslår han.

- Det store problem er, at mange ikke forstår vigtigheden af at tage medicin, fordi de måske slet intet mærker til det forhøjede blodtryk.

Peter Norsk har selv i ti år taget tre slags piller om dagen - en ACE-hæmmer, en beta-blokker og en calcium-blokker, alle i maksimale doser. Medicinen har fået hans tryk til at falde med 60/20 mmHg, hvilket regnes for fint.

Professorens blodtryk er nu nede på mellem 107/74 og 115/77 mmHg.

- Nogle læger vil mene, at jeg burde reducere min medicinske behandling, så blodtrykket ikke er helt så lavt. Det ønsker jeg ikke, for statistikken viser, at jo lavere mit blodtryk er uden symptomer, jo mindre risiko er der for sygdom og død.

I over 95 procent af tilfældene med forhøjet blodtryk på over 140/90 mm Hg er årsagen ukendt. Hvis et blodtryk er forhøjet i mild grad, anbefales et vand- og saltdrivende middel, såkaldte thiazider. Disse præparater er billige og effektive.

Bivirkninger ses i form af svimmelhed, hjertebanken og i sjældne tilfælde hukommelsestab.

Med BT Plus får du gode råd til, hvordan du kan sænke dit blodtryk uden medicin.