Ny film fortæller om de kvindelige sorte matematikere, som sikrede, at Nasas astronauter kom til månen. Og hjem igen. 98-årige Katherine Johnson var en af hovedkræfterne.
Neil Armstrong, John Glenn, Alan Shephard. Tre navne, der forlængst er indskrevet i historien for deres heroiske bedrifter i det store rumkapløb i slutningen af 1950erne og 60erne.
Men historiebøgerne har glemt dem, der gjorde det muligt. Har glemt gruppen af sorte kvinder, der sørgede for, at Nasas astronauter ramte månen. Og kom hjem igen.
Nu råder Hollywood bod på et halvt århundredes glemsel og giver i filmen ’Hidden Figures’ de unge afro-amerikanske kvinder, som i Nasa blev kaldt ’menneske-computere’, en velfortjent plads i rampelyset. Kvinder som Katherine Johnson.
LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele tilbageblikket om de kvindelige sorte matematikere, som sikrede, at Nasas astronauter kom til månen - og sikkert hjem igen. Mød blandt andet Katherine Johnson, som gjorde det muligt ...
Ny film fortæller om de kvindelige sorte matematikere, som sikrede, at Nasas astronauter kom til månen. Og hjem igen. 98-årige Katherine Johnson var en af hovedkræfterne.
Neil Armstrong, John Glenn, Alan Shephard. Tre navne, der forlængst er indskrevet i historien for deres heroiske bedrifter i det store rumkapløb i slutningen af 1950erne og 60erne.
Men historiebøgerne har glemt dem, der gjorde det muligt. Har glemt gruppen af sorte kvinder, der sørgede for, at Nasas astronauter ramte månen. Og kom hjem igen.
Nu råder Hollywood bod på et halvt århundredes glemsel og giver i filmen ’Hidden Figures’ de unge afro-amerikanske kvinder, som i Nasa blev kaldt ’menneske-computere’, en velfortjent plads i rampelyset. Kvinder som Katherine Johnson.
Med nutidens teknologi tager det et splitsekund at klare de mest komplicerede regnestykker. Men spoler vi den indre film tilbage til déngang, hvor både billeder og verden var sort og hvid, var den menneskelige hjerne eneste hjælpemiddel.
Katherine Johnson voksede op i et raceadskilt USA, tilmed i sydstaterne, hvor raceadskillelsen blev fastholdt langt op i historien. Hun voksede op i en tid, hvor mange sorte hverken havde lov til at læse eller skrive og var forment adgang til videre studier efter 8. klasse. Men hendes forældre var ukuelige og insisterede på, at deres fire børn skulle have en uddannelse. Ikke mindst datteren, som var besat af tal.
Talte alting
»Jeg talte alting,« har den i dag 98-årige Katherine Johnson fortalt. »Skridtene fra huset til vejen, skridtene til kirken, antallet af tallerkener og sølvtøj, jeg vaskede op. Alt, der kunne tælles, talte jeg.«
For at give datteren mulighed for overhovedet at gå i highschool, måtte familien flytte til en anden by, knap 200 km væk. Men offeret var ikke forgæves. Normalt er man 18, når man slutter highschool. Katherine Johnson var 13. Normalt er man 22, når man færdiggører college. Katherine Johnson var 18.
Hun blev lærer, men som 33-årig hørte hun i 1951 om et job, der var for godt til at være sandt. Et job som ’menneske-computer’ i dét agentur, der senere skulle blev kendt som Nasa.
Ikke alene søgte de kvinder. De søgte primært sorte kvinder.
Som menneske-computer var det kvindernes opgave at udføre beregningerne for ingeniørerne, når de eksempelvis arbejdede på at udvikle en ny vinge-type. Hvad skete der eksempelvis med den, når den blev udsat for forskellige typer pres og vindstyrker?
’Farvede computere’
Katherine Johnson søgte og fik jobbet. ’Farvede computere’ blev hun og kollegerne kaldt. Selv kaldte hun dem med et glimt i øjet ’computere med nederdel’. Men farvede computere der sad, spiste, gik på toilettet i en afdeling, der var hermetisk adskilt fra de hvides.
Allerede efter en uge skilte hun sig ud med sit ukuelige gåpåmod, sin nysgerrighed og spørgelyst. Da hun hørte om, at ingeniørerne skulle holde designmøde, spurgte hun, om hun måtte gå med.
’Den slags møder går kvinder ikke til’, lød svaret.
’Er der en lov, der forbyder det’ spurgte hun.
Nej, det var der ikke. Og så gik hun med. Til mødet med de hvide ingeniører.
Dét blev begyndelsen på en karriere i Nasa, der nedbrød både race- og rumbarrierer.
Rumkapløbet satte for alvor skub i tingene for Katherine Johnson.
I interview har hun fortalt, hvordan amerikanerne panikkede, da Rusland i 1961 iførte sig førertrøjen og sendte den første mand, Jurij Gagarin, ud i rummet. Nu skulle det gå stærkt, hvis USA skulle være med i stjernekrigen.
Alt flytter sig
Men som man kan sige sig selv, var det ikke blot et spørgsmål om at bygge en rumraket, fylde en astronaut i den og så sende den af sted. For alt flytter sig. Rumkapslen, jorden, jordens bane rundt om solen. Derfor skal hver en detalje i rumrejsen kendes på forhånd.
»Den tidlige bane var en parabel (en geometrisk kurve i et plan, red.), så det var nemt at forudsige, hvor kapslen ville befinde sig på et givent tidspunkt. Så da de skulle beregne, hvornår kapslen skulle sendes af sted, sagde jeg ’lad mig gøre det. Bare sig, hvor og hvornår I vil have den til at lande igen, så regner jeg baglæns og siger, hvornår I skal sende den af sted,« har Katherine Johnson forklaret om sin rolle i rumfartens spæde start, hvor astronaut Alan Shephards - den første amerikaner i rummet - liv lå i hendes hænder.
Stolede kun på Katherine
Men at det lå trygt og godt dér, vidner en anekdote om astronauten John Glenn om. For selv om rigtige elektroniske computere havde gjort deres indtog i Nasa, da han skulle sendes ud i kredsløb i rummet, nægtede han at tage af sted, før Katherine Johnson havde dobbelttjekket computerens beregninger.
Selv kalder hun Apollo missionerne for sine største succeser. Ikke mindst Apollo 11, den første bemandede månelanding i 1969, hvor hun ligeledes stod for beregninger og godkendelsen af den bane, som computeren havde beregnet.
Denne gang var der i enhver henseende langt mere på spil. For jorden flyttede sig, månen kredsede rundt om jorden, og rumkapslen skulle ligeledes ind i månens bane. Ikke nok med det, mens rumkapslen var i kredsløb om månen, skulle månelandingsfartøjet skilles fra kommandosektionen, og 22 timer senere skulle de to dele mødes og sammenføjes igen.
»Alle var bekymrede for rejsen til månen. Vi var mere bekymrede for at få dem tilbage igen,« har Katherine Johnson fortalt om de døgn, hvor hun - og det meste af verden - holdt vejret.
»Jeg må tilstå, at jeg virkelig havde ondt i maven. For de skulle jo også tilbage igen. Og fulgte de ikke helt slavisk de beregninger, vi havde lavet, ramte de forkert med blot en enkelt grad, ramte de hastigheden blot få km/t ved siden af, kom de ikke hjem igen.«
Stod bag nødplan
Den ’farvede computer’ Katherine Johnson arbejdede hos Nasa helt frem til 1986. Hun var en af hovedkræfterne i at udvikle en backup plan til astronauterne, så de kunne finde hjem igen ved at navigere efter stjernerne, hvis rumskibets computer satte ud. Og hun har arbejdet på Nasas tidligste planer om at flyve til Mars.
Men som alle de øvrige ’menneske-computere’ har hun været glemt og overset i historien om de store landvindinger i rumfarten.
Sidste år blev historien om hende og hendes matematiske begavelse hentet frem fra de støvede hylder, da præsident Obama overrakte hende frihedsmedaljen.
Og med filmen ’Hidden Figures’ får millioner af mennesker verden over endelig kendskab til den fantastiske historie om de ’farvede computere’.
Selv ryster den 98-årige Katherine Johnson bare på hovedet ad al virakken.
»Jeg passede jo bare mit arbejde!«
Filmen får premiere i USA 2. juledag og ventes at nå de danske biografer i begyndelsen af næste år.
