Kære far og mor. Sådan lyder indledningen til tusindvis af breve fra Første Verdenskrig. Breve skrevet for over 100 år siden af purunge soldater, som aldrig i deres vildeste fantasi havde forestillet sig, at det, de lod sig hverve til, skulle blive det største blodbad, som verden havde set. Skulle blive en krig, der skrev sig ind i historien med over ti mio. døde soldater.
»Jeg så,« skriver en af disse unge mænd videre til sine forældre, »hundredevis af vores mænd sprængt i småstykker af en stor granat blot få hundrede meter fra, hvor jeg selv lå. Jeg prøver stadig at skrive et brev til mr. Gaffikin om hans søn George, som fik dødsskuddet, mens han desperat kæmpede ved min side i den vildeste håndgranat og maskingeværkamp. Nu er det midnat. Jeg tror, at jeg vil sove nu.«
Verden troede også, at den kunne sove roligt efter krigens afslutning. For man sagde, at det skulle blive krigen, der endte alle krige. I stedet fik den fire kejserriger til at synke sammen, forvandlede det europæiske kort, mejslede sin gru ind på generationers nethinder og blev blot startskuddet til en endeløs række af krige verden over.
Trods de blodige spor, som Første Verdenskrig har trukket efter sig op gennem historien, forbliver den fjern for os, en sort plet på vore indre historiske tavler.
Men takket være en serie nyrestaurerede fotos bringes krigen nu til live igen. I farver.
I dag skænker de færreste af os det en tanke, hvordan et foto overhovedet bliver til. Det er et klik på smartphonen, og så er det arkiveret.
Men for 100 år siden skulle der en noget mere omstændelig proces til.
LOG IND PÅ BT PLUS og se alle de fascinerende billeder fra 1. verdenskrig, som nu er blevet vagt til live igen i farver. Læs også meget mere om baggrunden for billederne og fotografiets historie.
Med 100 år på bagen er Første Verdenskrig uendelig fjern. Men en serie nyrestaurerede fotos bringer krigen til live igen – I farver
Kære far og mor. Sådan lyder indledningen til tusindvis af breve fra Første Verdenskrig. Breve skrevet for over 100 år siden af purunge soldater, som aldrig i deres vildeste fantasi havde forestillet sig, at det, de lod sig hverve til, skulle blive det største blodbad, som verden havde set. Skulle blive en krig, der skrev sig ind i historien med over ti mio. døde soldater.
»Jeg så,« skriver en af disse unge mænd videre til sine forældre, »hundredevis af vores mænd sprængt i småstykker af en stor granat blot få hundrede meter fra, hvor jeg selv lå. Jeg prøver stadig at skrive et brev til mr. Gaffikin om hans søn George, som fik dødsskuddet, mens han desperat kæmpede ved min side i den vildeste håndgranat og maskingeværkamp. Nu er det midnat. Jeg tror, at jeg vil sove nu.«
Verden troede også, at den kunne sove roligt efter krigens afslutning. For man sagde, at det skulle blive krigen, der endte alle krige. I stedet fik den fire kejserriger til at synke sammen, forvandlede det europæiske kort, mejslede sin gru ind på generationers nethinder og blev blot startskuddet til en endeløs række af krige verden over.
Trods de blodige spor, som Første Verdenskrig har trukket efter sig op gennem historien, forbliver den fjern for os, en sort plet på vore indre historiske tavler.
Men takket være en serie nyrestaurerede fotos bringes krigen nu til live igen. I farver.
I dag skænker de færreste af os det en tanke, hvordan et foto overhovedet bliver til. Det er et klik på smartphonen, og så er det arkiveret.
Men for 100 år siden skulle der en noget mere omstændelig proces til.
Kunsten overhovedet at fastholde et billede på papir lykkedes for første gang i 1816, og hen over de kommende årtier blev teknikken udviklet og forfinet. Men hvor revolutionerende teknikken end var, afspejlede den ikke verden, som den så ud. Farverne manglede.
Det var de franske brødre og fotograf-pionerer Auguste og Louis Lumière, der i begyndelsen af det 20. århundrede formåede at genskabe virkeligheden.
Mirakel med kartoffelmel
De havde i 1894 opfundet et apparat, der kunne vise levende billeder, men havde ingen tro på, at deres opfindelse havde en nævneværdig fremtid, og kastede sig derfor over udfordringen at fremstille et decideret farvefotografi. Og i 1904 kunne de to brødre indgive patentansøgning på deres autokrom-metode, som var dén, der blev benyttet under Første Verdenskrig.
Autokrom-pladen var en glasplade, som var blevet farvelagt. Det skete ved hjælp af kartoffelmel, som blev blandet med henholdsvis grøn, orangerød og violet farve, rørt sammen, tørret og derpå drysset i et meget fint lag ud på pladen, som derpå blev lukket med endnu en glasplade.
Ovenpå de indfarvede korn af kartoffelmelet blev der efterfølgende drysset fint kulstøv, som skulle forhindre, at falsk lys trængte ind på pladen.
I en beskrivelse af metoden fra et nummer af bladet ’Fotohandleren’ tilbage i 1981, forklarer tidligere fotohandler og stifter af Danmarks Fotomuseum Sigfred Løvstad den omstændelige teknik således:
»Kort fortalt havde disse korn til opgave under eksponeringen at lede motivets farver til den rette sværtning af den følsomme emulsion bag de respektive farvede korn. Efter fremkaldelsen udgjorde de samme korn selve farven i det færdige billede, idet en del af farvekornene, der ikke skulle bruges til billeddannelse i fremkaldelsesprocessen, var endt med at være dækket af sort sølv, mens de billeddannende dele af pladens farvekorn frigøres for bromsølv i fiksérbladet og således fremtræder klart gennemskinnelige.«
Meget besværllgt
Ifølge Bjarne Meldgaard, daglig leder af Danmarks Fotomuseum, var autokrompladen klart en revolution i fotografiets historie.
»Men den har også været dybt kompliceret at arbejde med, set med nutidens øjne. Besværlig og dyr. Den har krævet et pladekamera, et kamerastativ og i modsætning til sort/hvid fotografiet masser af lys, hvorfor pulverblitz-afbrænding uden tvivl også har været nødvendigt.«
Skal vi vende tilbage til Første Verdenskrigs slagmarker, siger det næsten sig selv, at det var umuligt at indfange krigens gru med førnævnte udstyr og metodens omstændelighed.
Det er da også krigens mere smukke og næsten poetiske øjeblikke, som er blevet fanget i farver af de to franske krigsfotografer, Fernand Cuville og Paul Castelnau.
Der er billedet af en lille fransk pige, som i sin blåternede kjole sidder på en soldats oppakning og omgivet af hans geværer uforstyrret leger med sin dukke. Der er soldaten, som på en grøn mark i en stille stund lader sig barbere, mens to kolleger venter på, at det bliver deres tur. Der er billedet af de fire senegalesiske infanterister med den røde hue og de blå hjelme, som med mistroisk undren i deres blik måske funderer over, hvordan de i lighed med tusindevis af deres landsmænd er blevet rykket op ved deres rødder og indrulleret i den franske hær på grund af Senegals status som fransk koloni. Billeder, der gør indtryk. Fordi de er i farver.
I små 100 år har de enestående autokromplader ligget gemt i mørke europæiske kældre fyldt med krighistorie, indtil en belgisk historiker og dokumentarfotograf tilfældigt fandt dem, nænsomt restaurerede dem og udgav dem i bogform.
Og her er de så. Billederne, der gør en gammel og glemt krig ny igen.
Første Verdenskrig - blodbladet i store træk
