Sportschef bliver måske til borgmester.

Efter sit bratte farvel til jobbet som sportschef i Dansk Håndbold Forbund (DHF) kan Ulrik Wilbek koncentrere sig om sit borgmesterkandidatur i Venstre i Viborg Kommune.

4. april holdt partiet i den jyske kommune opstillingsmøde med det formål at finde Venstres borgmesterkandidat til kommunalvalget i 2017. Med Ulrik Wilbek som den eneste opstillede kandidat. Dermed var det nu officielt, at hans fremtid lå der.

»Det er dejligt, at det nu er officielt på plads at medlemmerne af venstre i Viborg Kommune har valgt mig til spidskandidat. Nu kan jeg for alvor begynde arbejdet frem mod kommunalvalget i november 2017. Der er stadig et stykke tid til valget, men forberedelserne og udarbejdelsen af handlingsprogrammet er i fuld gang,« er Wilbek citeret for at have sagt til MinByViborg.dk i foråret.

Wilbek kommer til at kunne begynde sine forberedelser til jagten på borgmesterkæden lidt før tid, for han besluttede sig i løbet af de seneste dage for at opsige sin stilling i Dansk Håndbold Forbund med øjeblikkelig virkning. Han kunne ikke se sig selv have et fortsat godt samarbejde med herrelandstræner Gudmundur Gudmundsson og spillertruppen, har centrale kilder, der talte med Ulrik Wilbek, fortalt til Bt.dk.

Årsagen er det ærgerlige efterspil, som det danske OL-guld til herrelandsholdet har fået.

TV2 Sportens hjemmeside skrev fredag, at Wilbek under slutrunden havde afholdt et møde med spillertruppen - uden Gudmundssons viden - for at drøfte, om landstræneren skulle afskediges. Det var efter Kroatien-kampen, som Danmark tabte. På det tidspunkt var der ikke meget, der tydede på, at Danmark siden skulle slå Frankrig med 28-26 i finalen.

Spillerne ønskede ikke at afskedige landstræneren - oplysninger, som bt.dk også har fået bekræftet. Det var nu ikke sidste gang, de skulle tage stilling til de i forbindelse med legene i Rio de Janiero.

For Ulrik Wilbek nævnte muligheden igen dagen efter OL-guldet. Det vakte undren, og da historierne først begyndte at florere i pressen, lignede Wilbek en 'dead man walking'.

Tirsdag annoncerede håndboldforbundet så, at Wilbek har opsagt sin stilling, og dermed kan han nu koncentrere sig om sin politiske karriere. I hvert fald når stormen har lagt sig.

I princippet kan Wilbek godt få et andet job inden borgmestervalget, men hvad hans planer er det kommende år, har det ikke været muligt at få afklaret.

Bt.dk har flere gange henvendt sig til Ulrik Wilbek i løbet af tirsdagen, men opkaldene er ikke blevet besvaret.