Mikkel Hansen skal bedre end ved OL vise, at han også er verdens bedste, når han mandsopdækkes, mener landstræneren

Mandsopdækningen af Mikkel Hansen er af mange blevet set som forklaringen på det dårlige danske OL i sommer. Og som den største udfordring i forbindelse med det kommende verdensmesterskab i Spanien.

Håndboldlandstræner Ulrik Wilbek vil dog ikke kun høre på, at det var de andre spillere rundt om Mikkel Hansen, der i OL-turneringen ikke formåde at gøre det nødvendige og rigtige, når superstjernen blev markeret ud af spillet. Der er også et stort ansvar på Mikkel Hansens egne skuldre for at vise, at han er en af verdens bedste spillere ved at løse mandsopdækningen bedre, end det skete under OL.

Wilbek anerkender således ikke en præmis om, at det næsten kan være en forhindring at have så god og dominerende en spiller på sit hold.

- Hvis han er verdens bedste spiller, så kan man også bruge ham. Altså han skal jo også være verdens bedste til at håndtere den situation, slår Wilbek fast.

Og det var så det, han ikke var til OL?

- Ja. Men det tror jeg faktisk, at han vil være til VM. Vi har sagt til Mikkel: ’Det er ikke dig, der skal tage hele ansvaret, når du bliver mandsopdækket, du skal bare bevæge dig for de andre og så slippe bolden’, siger Wilbek.

Arbejdet, med at spillet ikke må blive for forkrampet med en Mikkel Hansen-mandsopdækning, har fyldt meget i Wilbeks forberedelser til VM, der for Danmark begynder i morgen mod Qatar.

- Der er to ting i det med mandsopdækningen. Hvis Mikkel bliver taget helt væk, og vi spiller fem mod fem, så har vi kigget på, hvem der kan gå ind og tage over og blive farlige dér, siger Wilbek og fortsætter:

- Den anden del er, hvis de skygger Mikkel, og han stadig kan være med i spillet, så er det jo meget vigtigt, at Mikkel er i stand til selv at løbe uden bold og lave de hurtige afleveringer. Får Mikkel for eksempel bolden, og han begynder at drible, mens han har en mand på sig, så går spillet i stå. Får Mikkel i stedet bolden ved at bevæge sig for de andre, kommer på kant og lægger en returaflevering tilbage, jamen så bliver der ofte en meget stor chance ud af det. Og jeg synes, den del har set fornuftig ud til træning, siger Wilbek.

Er det så simpelt, at man bare skal bevæge sig uden bold, komme på kant og lægge en returaflevering?

- Det er en del af det. Hvis man ikke gør det, så er det meget besværligt.

Det ligger i kortene, at Mikkel Hansen sidder over i den første danske kamp mod Qatar i morgen, da Wilbek ønsker at spare hans skadesplagede knæ så meget som muligt.