Det var en rolig Ulrik Wilbek, der på et pressemøde mandag formiddag kunne fortælle om forventningerne til kampene mod Chile og Island.

De danske håndboldherrer nød mandag en tiltrængt hviledag efter de to sejre over Qatar og Rusland. Til gengæld havde Ulrik Wilbek inviteret sportspressen indenfor til et pressemøde om Danmarks kommende kampe, hvor han blandt andet sagde følgende:

- Så er det, at vi i morgen (tirsdag, red) skal spille mod Chile. Det er jo altid en af de slags kampe, hvor det for os ledere omkring holdet handler om at få det til at passe i forhold til en dosering i forhold til, at vi også skal have friske folk, når vi skal spille mod Island dagen efter, siger Ulrik Wilbek.

Efterfølgende brugte han ikke meget tid på at snakke om Chile, som han kortfattet mente, at Danmark skal slå. Til gengæld rettede han fokus på kampen mod Island.

- Island er altid farlige. Island, de er der altid. I kampen mod Rusland dækkede de godt op - jeg synes, at de har forbedret deres forsvarsspil. De er altid hurtige af sted i angrebet, de har en af verdens bedste venstre fløje. Robert Gunnarsson på stregen ved vi ikke om er blevet klar. Men jeg synes alt andet lige, at vi bør have en lille fordel, da de har en hård kamp mod Makedonien, hvor vi skal spille mod Chile, siger Ulrik Wilbek, der tilføjede, at Danmarks bredde burde være et stort plus mod islændinges smalle trup.

Du kan følge begge kampe live her på Sporten.dk.