Ulrik Wilbek er ikke i tvivl om, at når IHF-præsident Dr. Hassan Moustafa siger, at der kan komme ændringer med det samme, så mener han det. Det giver Wilbek forhåbninger i kampen mod den nye VM-struktur.  

IHFs præsident Dr. Hassan Moustafa sagde i går til HBOLD.dk, at den nye VM-struktur uden mellemrunde, men med knock-out-kampe helt fra ottendedelsfinalen kan ændres igen allerede efter turneringen i Spanien, hvis trænernes evalueringer efter slutrunden går imod den nye struktur.

 

Ulrik Wilbek siger, at han er løbende i kontakt med præsidenten, og hvis præsidenten siger således, så er det, fordi der er noget om snakken.  

 

- Hvis det er sådan, at der er flere, der mener det her, så tror jeg på, at det bliver ændret. Jeg tror på, når Hassan Moustafa siger, at vi kan gøre det her med det samme, så bliver det med det samme, siger Ulrik Wilbek til HBOLD.dk.

 

Det hedder vist demokrati
Efter turneringen skal alle hold - store som små - give deres mening til kende, hvorefter IHF vil træffe en beslutning ud fra flertallets mening. Og det er her, Ulrik Wilbek måske kan misse at få hans opfordring trumfet igennem.

 

- Hvis der er rigtig mange, der synes, at den her struktur er den rigtige, så bliver det ved med at være sådan her.

 

- Det kommer an på, om andre har den holdning, som jeg har. Hvis de andre hold synes, at det her er den rigtige måde at gøre det på, så skal det jo fortsætte på den her måde.

 

- Men jeg ved, at han (præsidenten, red.) mener det, han siger. Vi har før har samarbejdet om, at ting kunne ændres, og der synes jeg, at han er meget åben omkring tingene. Og synes jeg, at det er meget godt, at han lægger op til den her diskussion, siger Wilbek.  

 

Ulrik Wilbeks udtalelse kommer med hentydning til presseseancen i Palau Sant Jordi i Barcelona, hvor Hassan Moustafa mindede landstrænerne om, at de efter slutrunden skulle huske at give deres mening til kende, så ’håndboldfamilien’ sammen kan træffe den beslutning, der er bedst for sporten.  

 

 

- Det er også vigtigt at sige, at det her er vores mening. Det der er vigtigst for os er, at der er den her åbenhed om, hvad vi mener, og så må det jo være dem, der er flest af, der får ret. Det er en rigtig god måde at gøre det på. Det hedder vist demokrati, siger Wilbek og griner.

 

Én af grundene til, at man er gået over til dette system uden mellenrunde er, at så klipper man én kamp ud af det tætpakkede program. Ved VM i Sverige havde man ti kampe, mens man som finalist ved VM i Spanien kun når op på ni kampe.