Ulrik Wilbek vil ikke tillade, at spillerne forhandler med klubber under EM, og derfor har landstrænerens udvalgte blot en uge til at få styr på klubfremtiden – med mindre de vil gå rundt i uvished, indtil europamesterskaberne er afsluttet.

Når EM begynder i næste weekend, kræver Ulrik Wilbek fuldt fokus, og derfor lægger han pres på spillere som Jesper Nøddesbo, Jannick Green og Mads Mensah Larsen, der alle – ifølge BTs oplysninger – fortsat mangler at få de sidste detaljer på plads omkring deres fremtid.

- Jeg har snakket med de spillere, det handler om, og jeg ved jo stort set godt, hvad der skal ske. Men jeg har lavet en aftale med folk om, at hvis der skal meldes noget ud, så skal det ske før EM. Der skal ikke meldes noget ud under EM, lyder det fra Wilbek.

Så der må heller ikke forhandles under EM?

- Nej, det må der ikke. Men jeg tror nu også, at de fleste har styr på det, siger Wilbek.

Denne periode er ellers en af de travleste i håndboldens transfermølle, men når EM går i gang i næste weekend, er det altså slut med at spekulere i hvilken arbejdsgiver, der skal betale lønnen i næste sæson.

Barcelonas Jesper Nøddesbo er en af de spillere, der kan blive ramt af Wilbeks krav. Stregspilleren har tidligere fortalt til BT, at hans førsteprioritet er en forlængelse med Barcelona, men der er endnu ikke kommet en aftale i stand med den spanske storklub.

Og i kulisserne står flere danske klubber klar med en kontrakt, hvis ikke Nøddesbo forlænger med Barca.

- Jeg kan kun sige, at der bliver arbejdet på højtryk for at finde en løsning. Jeg ville gerne have haft noget på plads nu, men vi arbejder hårdt på at finde en løsning inden EM, siger Nøddesbo.

Stregspilleren forstår godt Ulrik Wilbeks krav om, at spillerne skal have fremtiden på plads inden EM – eller alternativt sætte forhandlingerne på standby.

- For mit vedkommende handler det om, at jeg kan få ro i sjælen. Jeg magter ikke selv, at det skal fylde noget under en slutrunde. Men der bliver arbejdet meget på en aftale nu, og jeg håber og tror, at der kommer styr på noget inden EM, siger Nøddesbo.

I denne weekend er der heller ikke plads til forhandlinger, når Danmark påbegynder den allersidste finpudsning af EM-formen ved Golden League i Frankrig. Lørdag og søndag står den på kampe i Paris mod henholdsvis Norge og Frankrig, mens upåagtede Qatar venter i den sidste generalprøve tirsdag aften i Le Mans.