Dansk Håndbold Forbunds sportschef, Ulrik Wilbek, oplever, at kvindelandstræner Klavs Bruun Jørgensen er jaget vildt i medierne. Det siger Wilbek til TV 2.

Manden, der om nogen har udviklet dansk tophåndbold de sidste mange år, retter en klar kritik mod TV-stationen og andre unavngivne medier.

»Jeg kan ikke lide den måde, Klavs Bruun bliver behandlet på af mange af jer. ed.). Jeg synes, den er urimelig. Så må vi se på sigt, om han er dygtig nok til sin opgave. Det vurderer jeg stadigvæk, at han er, siger Wilbek til TV2.

Det sker efter  mandagens offentliggørelse af kvindelandsholdsspillernes skriftlige evaluering af Klavs Bruun Jørgensen og hans assistent Søren Herskind. Evalueringen mundede ud i brev, som blev sendt for to måneder siden, men den først blevet offentliggjort i sin fulde ordlyd nu.

Wilbek fastslår, at det ikke kun handler om brevet, og den måde det er blevet behandlet på:

»Jeg mener for det første, at medierne har jagtet Klavs inden det her brev – som den ene ting. Og som den anden ting ved jeg jo også, at man har gjort meget ud at få ramt på ham. Og det synes jeg er ubehageligt. Det synes jeg er en skidt tendens,« siger Wilbek, der tidligere både har været kvinde- og herrelandstræner, inden han blev sportschef i håndboldforbundet.

Han fastslår, at hans kritik blandt andet retter sig mod TV 2:

»Ja, det har I blandt andet,« uden at han vil uddybe:

»Det vil jeg ikke komme ind på her. Det ved I udmærket godt selv.«

TV2s håndboldredaktør Dan Philipsen afviser kritikken:

»Jeg kan på ingen måde genkende, at vi på TV 2 SPORT skulle gå efter Klavs Bruun Jørgensen eller prøve at få ram på ham. Hvad skulle vores interesse være i det? Jeg betragter Ulrik Wilbeks udfald som et forsøg på at spinne en dårlig historie rundt. Men det bider altså ikke rigtigt på mig, for vi har fra dag ét med Klavs Bruun Jørgensen som landstræner behandlet ham fair, objektivt og helt efter bogen.«

Kvindelandsholdet spillere i denne uge to EM-kvalifikationskampe. Onsdag ude mod Tyrkiet og søndag hjemme mod Portugal.