Onsdag eftermiddag blev det endelig offenliggjort, at de danske håndbolddamer får hjemmebanefordel, når landsholdet i 2016 skal forsøge at kvalificere sig til OL til sommer.

Sportschefen i Dansk Håndbold Forbund (DHF), Ulrik Wilbek, er enormt tilfreds med, at Rumænien, Montenegro og Uruguay nu ikke bare skal op i mod det danske landshold - men også de danske tilskuere.

»Vi har været meget spændte på, hvem fik det, og nu har vi fået det, og det er vi rigtig glade for - primært set ud fra et sportsligt synspunkt. Det gør vores chancer for at kvalificere os til OL større - for at sige det som det er. Turen til Montenegro eller Rumænien med østeuropæiske dommere havde alt andet lige været sværere. Det er stadig to meget vanskelige hold, men dét, at vi skal møde dem på hjemmebane, gør, at vi nu har en fornuftig chance for at vinde over ét af holdene,« siger han til bt.dk.

Wilbek har tidligere meldt ud, at man har ansøgt om at afholde kvalifikationsgruppen i Aarhus, hvor landsholdet i Ceres Arena har spillet mange gange tidligere. Men endnu er det ikke sikkert, hvor der skal fløjtes, når der spilles fra den 18. til den 20. marts næste år.

»Der er nogle aftaler, der skal laves endeligt færdigt, og der er nogle prioriteter fra vores side, men det er ikke 100 procent afgjort, hvilken by det skal være i. Vi har ikke villet forhandle med nogen, før vi havde fået turneringen,« siger Ulrik Wilbek og fortsætter:

»Men det er rigtigt, at Aarhus er en af prioriteterne. Og så må vi se, om vi kan blive enige med dem.«

Sportschefen tilføjer, at han ikke er klar over, hvor mange danske byer, der overvejes som mulige værter.