Ulrik Wilbek bekymrer sig ikke om, hvem Danmark skal møde i søndagens ottendedelsfinale.

Brasilien, Argentina eller Tunesien? Det er hip som hap, som Ulrik Wilbek selv slog det fast ved torsdagens pressemøde. For ham er det ikke af den store betydning, hvilken af de tre mulige modstandere, som Danmark ender med at skulle møde i søndagens ottendedelsfinale.

- Tunesien er stærkt svækket efter, at deres stærke højre back er blevet skadet. Det er hip som hap, hvem vi møder i ottendedelsfinalen, om det bliver Brasilien, Tunesien eller Argentina. Det bliver en ottendedelsfinale, hvor vi skal spille godt og hvor vi skal vinde. Det er selvfølgelig altid farligt, fordi man kun har en chance. Men jeg vil ikke gå mere ind i det, før vi ved, hvem modstanderen er, siger ladnstræneren.

Trods den gode start på turneringen, hvor Danmark har set stærke ud, ikke mindst i onsdagens sejr over Island, ændrer Wilbek ikke på målsætningen for VM.

- Målet er stadig at nå frem til semifinalen. Det har været et VM, hvor favoritterne har set ud til at være blevet endnu stærkere, og de svage hold endnu svagere. Men nu bliver det spændende i kvartfinalerne at se om mellemholdene, dem der er mellem nummer 5 og 10, kan sørge for at lave nogle overraskelser.

Wilbek fastslår, at der ikke bliver sparet nogle spillere i fredagens kamp mod Makedonien. Den skal stadig vindes, selvom Danmark er videre til ottendedelsfinalen som gruppevinder.

- Vi kører igennem, som vi altid gør. Alle spillere kommer i kamp, og vi spiller for fuld damp. Vi spiller for at vinde, for at være fair og for ikke at bryde vores rytme. Men vi vil måske prøve at rette på noget af det, der ikke har fungeret indtil nu og måske prøve noget andet end 6-0 forsvaret, siger Wilbek og fastslår, at Mikkel Hansen spiller den sidste kamp i den indledende pulje, selvom den danske stjerne næppe får fuld spilletid.