Én kamp ad gangen er normalt mantraet i det meste sport, men håndboldlandstræneren har haft en lidt anden tilgang forud for dette VM i Spanien, der starter lørdag

Fredag formiddag mødte Ulrik Wilbek pressen forud for de to første kampe til VM i Spanien, som for Danmarks vedkommende begynder lørdag mod Qatar. Søndag spiller Danmark mod Rusland.

Logikken vil normalt byde landstræneren at have haft fokus rettet mod den næstkommende opgave, men  Wilbek fortalte fra lejren i Sevilla, hvor Danmark spiller sine gruppekampe, at forberedelserne indtil nu primært har været rettet mod landsholdets anden kamp ved VM:

- Vi har prioriteret Rusland i forberedelserne. Spillerne har set videoer med Rusland, og under træning er det med henblik på kampen mod Rusland. I morgen forbereder vi kampen mod Qatar, for Rusland bliver den sværeste kamp, sagde Wilbek med henvisning til den forståelig forventning om, at kampen mod Qatar bliver en walkover.

Wilbek udtrykte også, at Danmark er temmelig pressede med to kampe på to dage, men er dog meget optimistisk før de to første gruppekampe, hvor kampen mod Qatar bliver den letteste af de to første. Her skal der prøves en masse spillere af før Danmarks anden kamp, hvor Danmark forhåbentlig kan hive en sejr hjem ved at være lidt snu.

- Rusland er et rigtig godt hold, men jeg håber, vi kan slå dem på, at de er rimeligt forudsigelige.

Kampen mod Qatar spilles i morgen 20.15, men en enkelt får lov at slappe lidt af.

- Mikkel Hansen skal ikke bidrage med ret meget i morgen, lyder det fra Wilbek.