Landstræner Ulrik Wilbek håber, at hans 'nye fund' i Tyskland, playmaker Morten Olsen, får sit internationale gennembrud nu

17 mål i én kamp. Det er ikke hverdagskost for nogen håndboldspiller. Og så endda i den stærkeste herreliga i verden, den tyske Bundesliga.

Men Morten Olsen har tur i den i øjeblikket som playmaker på Hannover-Burgdorfs hold, hvilket har udløst en plads i Ulrik Wilbeks trup til de kommende testkampe i weekenden mod Argentina i Farum og Odense.

- Det er interessant, at vi har en Morten Olsen, der måske er Bundesligaens mest formstærke spiller. Han lavede 17 mål i går. Det bliver ret interessant at se ham nu, for jeg tror, han er der, hvor han kan få sit internationale gennembrud, siger Ulrik Wilbek op til den træningssamling, landsholdet indledte mandag i Benløse ved Ringsted.

Morten Olsen håber da også, at succesen i Tyskland kan føre til medvind på landsholdet. Og 17 mål mod Lemgo og titlen som liga-topscorer er i hvert fald en god anbefaling at give sig selv.

- Ja, det er ikke dumt. Det er også blevet noteret fra mange sider, at man har lavet 17. Det kører godt for mig i Tyskland. Det gjorde det også sidste år, men der blev det måske ikke bemærket så meget, fordi jeg ikke havde straffekast oven i. Det har jeg nu, og så bliver det bemærket, siger playmakeren, der har fået chancen på landsholdet, efter Thomas Mogensen har sagt fra, og Bo Spellerberg ikke er udtaget.

Den chance håber Morten Olsen, han kan gribe ved ugens træning i Ringsted og i de to landskampe mod Argentina.

- Jeg skal spille min chance og se, om det hele passer ind på holdet. Jeg håber, at det, jeg kan bidrage med, er noget godt for holdet. Og at det er nok til at komme videre på holdet, siger Morten Olsen, der dog holder guleroden - en billet til VM i Spanien - i udstrakt arm.

- Hvis man er med her, er det vel fordi, man er et emne til VM i Spanien, men om man er inde eller ude, ved jeg ikke. Det tænker jeg ikke så meget over. Det må komme, hvis det kommer. Spiller jeg, som jeg gør til hverdag i Bundesligaen, ser det vel ok ud.

Morten Olsen blev i sin ungdomstid spået en stor landsholdskarriere som playmaker, men det er først som 28-årig, han står på tærsklen til det store gennembrud.

- Jeg fik en skulderskade, der holdt mig ude i to sæsoner. To sæsoner er meget, og man bliver hurtigt glemt, og der kommer nye spillere til, giver Morten Olsen som forklaring på, at gennembruddet har ladet vente på sig.

- Jeg valgte at starte forfra nede i Tyskland, og der har jeg nok levet lidt i ensomhed og er blevet lidt glemt. Der er jo ikke fokus på et bundhold i Bundesligaen, og det er jo fair nok. Jeg skulle også lige i gang igen efter to sæsoner, hvor jeg ikke spillede. Sidste sæson gik godt, og det er fortsat i år, siger Olsen, der endelig er helt skadesfri.

- Jeg er fit nu og har spillet alle kampe, siden jeg flyttede til Tyskland. Så jeg håber, at jeg griber chancen nu, hvor jeg har fået den. Så må vi se, hvor langt det rækker.