Wilbek jagter sin egen afløser

Der er skyhøje krav til den person, der i 2014 skal efterfølge Ulrik Wilbek som landstræner for herrelandsholdet.

Som sportschef i Dansk Håndbold Forbund (DHF) er Ulrik Wilbek heftigt involveret i arbejdet med at finde sin egen afløser til rollen som Danmarks nye herrelandstræner.

Der søges både i indland og udland. Og kravene til den nye Wilbek er tårnhøje

- Vi kigger også ud over landets grænser, for vi skulle da gerne have verdens bedste træner til et af verdens bedste landshold, siger Wilbek.

Først skal han sammen med DHFs eliteudvalg lave en job-profil på den kommende landstræner, hvorefter Wilbek selv sammen med DHFs næstformand og eliteansvarlig, Carsten Grønmann Larsen og generalsekretær Morten Stig Christensen, skal stå for udvælgelsen af landstræneremner, inden Ulrik Wilbeks efterfølger findes via jobsamtaler og i sidste ende godkendes formelt af DHFs bestyrelse.

Her og nu vil Wilbek ikke afsløre ret meget om kravene til den nye landstræner.

- Jeg vil meget nødig sige noget om profilen på den kommende landstræner uden at have talt med eliteudvalget. De skal være en del af det. Og vi laver ikke denne jobprofil før hen imod sommerferien. Det betyder dog ikke, at der ikke er folk i spil, og at der ikke bliver tænkt over det. Og det betyder ikke, at vi ikke har haft følere ude, erkender Ulrik Wilbek.

Selv om alt er i spil, kan han godt forestille sig, at der kan blive nogle kulturelle begrænsninger i forhold til landstrænerjobbet.

- Det vil være en kæmpe fordel, hvis træneren kan sproget. Og kan vedkommende gå ind i den kultur, som det danske er. Men det kan også være, at vi vælger, at vi netop skal have en landstræner fra en helt anden kultur , fordi der skal rodes lidt op i det. Derfor vil jeg nødig sætte alt for meget på, siger Ulrik Wilbek, der end ikke vil lægge sig fast på, om DHF søger en klon af Wilbek eller hans modsætning.

- Vi kunne godt finde på at vælge en, der var helt anderledes end mig. Men vi kunne også finde på at vælge en, der var ligesådan. Det er bare for at vise, at alt er i spil. Det kan være, at tiden er til at gå i en helt anden retning, hvis vi ikke kvalificerer os til kvartfinalen ved VM. Men får vi medaljer til VM, er det jo egentlig gået meget godt. Og så kan den gamle stil fortsætte, siger Wilbek.

Meninger om en dansk landstrænerløsning:

Leif Mikkelsen, direktør for Team Copenhagen og tidligere herrelandstræner:

- Principielt synes jeg, det er rigtigt ærgerligt, hvis danske trænere ikke kan stræbe efter at blive landstræner. Derfor synes jeg, man skal gå meget langt for at ansætte en dansker. - En, som jeg ville finde super, super spændende, hvis man kan lave et setup, hvor det bliver interessant nok for ham, er Erik Veje Rasmussen. Han er i mine øjne en unik træner. - Et meget spændende trænertalent, man skal holde øje med, selv om han ind imellem kammer fuldstændig over, er Klavs Bruun Jørgensen. Det, han har leveret med Team Tvis, er dødflot. - En mand som Carsten Albrektsen i BSV har absolut nogle kvaliteter. Men han skal også have den rigtige støtte for at blive rigtigt god. Og langt fra det her kan Peter Bredsdorff-Larsen heller ikke ligge, ligesom der vel er en mening med, at Henrik Kronborg er blevet assistent.

Søren Herskind, DRs håndboldekspert og tidligere AG København-træner

- Det er da bedst med en landstræner af egen nationalitet, hvis det kan lade sig gøre. Men det er ikke et must. Den rigtige skal være der. - Jeg må ærligt sige, at jeg synes, det er svært at finde nogen danskere, som passer rigtigt godt til det, vi står over for. De spændende danske emner som Klavs Bruun Jørgensen, Nicolaj Jakobsen, Henrik Kronborg og Peter Bredsdorff-Larsen er meget unge trænere og mangler erfaring. Men om seks-syv år tror jeg, nogle af de folk er klar. - Skal jeg være helt ærlig, synes jeg ikke, Carsten Albrektsen og hans trænerkarriere viser, at han har erfaringen til det. BSV har ikke leveret over evne i Champions League i forhold til spillermaterialet.

Meninger om en udenlandsk landstrænerløsning:

Leif Mikkelsen, direktør for Team Copenhagen og tidligere herrelandstræner:

- Ingen tvivl om, at islændingene har bevist, at de har tag på at være fantastiske spillere og senere rigtigt dygtige trænere. - Jeg underkender hverken Gudmundur Gudmundsson i Rhein-Neckar Löwen, Dagur Sigurdsson i Füchse Berlin eller Alfred Gislason i Kiel. Det er MEGET dygtige trænere. Men jeg vil helst forholde mig til, at vi skal se en spændende dansk landstræner.

Søren Herskind, DRs håndboldekspert og tidligere AG København-træner:

- Der er en bølge af islandske trænere især i den tyske bundesliga. Især i de bedste klubber. Så det er naturligt at kigge den vej. Jeg kan sagtens se en islænding som landstræner - Dagur Sigurdsson i Berlin er en spændende fyr, der får meget ud af de hold, han har. Han er en autoritær type, men det er islændingene generelt. Han er måske det største trænertalent i Europa. - Gudmundur Gudmundsson i Rhein-Neckar Löwen kan dansk allerede. Han arbejder 24 timer i døgnet og er SÅ grundig. Man får en dedikeret mand, som har vist, at han på landsholdsniveau er i stand til at skabe rigtigt gode resultater. Det har han gjort med det islandske landshold. - Man kan kigge til Sverige, men jeg er ikke imponeret af det gamle guldhold fra 90erne. Synes ikke nogen af deres trænerkarrierer er imponerende.

Læs også: