Håndboldfesten skal skydes i gang med et særligt 'EM-tog', der transporterer tilhængere mellem de to EM-byer Herning og Aarhus.

Der er lagt op til den helt store folkefest, når Danmarks herrelandshold skal forsvare EM-titlen på hjemmebane. Og rammerne omkring begivenheden er da også særdeles festlige.

Det er transportselskabet Arriva, der i ledtog med Totalkredit, Outrup Vinduer og Døre, Danske Spil og Herning Kommune står bag det såkaldte EM-tog. Og det bliver landstræner Ulrik Wilbek, der skal indvie toget.

- Jeg er sikker på, at toget bliver et skægt og festligt indslag i forhold til de danske fans under EM. Vi håber på, at EM på hjemmebane bliver en samlende begivenhed for hele Danmark, og i den forbindelse er tiltag som dette i høj grad med til at synliggøre begivenheden, siger Wilbek i en pressemeddelelse fra DHF.

Danmarks herrelandshold vandt på fornemste vis europæisk guld i Serbien i 2012 med en sejr på 21-19 over værtsnationen.