Landstræner Ulrik Wilbek taler her på sporten.dk for første gang ud om VM-finalekollapset, balladen om hans fravær ved det efterfølgende pressemøde, hans mavesår og de drøje hug i medierne, der gjorde ondt på både ham og spillerne
Han har været tavs, siden landsholdet vendte hjem fra VM i Spanien. Men nu fortæller Ulrik Wilbek i et interview med sporten.dk sin version af den ballade, der fulgte i kølvandet på landsholdets store kollaps i VM-finalen for godt to uger siden.
Her blev landstrænerens sygdom pludselig hovedtemaet i stedet for den danske ydmygelse på halgulvet i Palau Sant Jordi i Barcelona, hvor de spanske værter gennembankede Danmarks gulddrømme til ugenkendelighed med en historisk stor finalesejr på 35-19.
Kort efter hjemkomsten fra Spanien fik landstræneren konstateret mavesår, og siden har Ulrik Wilbek holdt lav profil.
Men nu er landsholdsbossen så småt ved at være oven på igen og er klar til at give sin version af de hektiske dage i slutningen af januar.
Hvad er det for et forløb, du har været igennem, siden du kom hjem?
- Jeg blev syg dernede, specielt den sidste dag (finaledagen, red.) var en hård dag. Men jeg valgte at være professionel og ikke sige det til spillerne. Men så kom vi jo hjem til en voldsom furore og stor interesse for det, må man sige. Det er tit det, der sker, når man kommer hjem til en masse journalister, der ikke ved så meget om tingene og så kaster sig glubske over det, de ikke har været en del af i tre uger. Så er der altid en masse kloge hoveder, der udtaler sig om tilstanden hos mennesker, de ikke kender. Jeg har hørt fra andre, hvad der er blevet skrevet og sagt, men jeg har ikke selv gidet læse det.
Og hvordan er helbredet så nu?
- Lige nu går det fremad. Det er lidt to skridt frem og et tilbage. Hvis jeg ikke passer på mig selv, går det tilbage, for det er jo stressrelateret. Men det går fint, og jeg passer mit job. I vore dage er et mavesår jo ikke farligt. Det handler bare om at lytte til kroppen og drikke og spise rigeligt.
Det kom hurtigt til at handle om dig og dit helbred i stedet for jeres nederlag. Hvordan havde du det med det?
- Det havde jeg det sgu dårligt med. Også fordi folk ikke kendte baggrunden. Jeg har været landstræner i 20 år, og jeg er den eneste, der altid er mødt op til samtlige pressemøder til tiden og ikke har svinet dommerne til bagefter. Efter semifinalen kom kroaterne for eksempel ikke til tiden, fordi de var skuffede, men det havde jeg da ikke noget behov for at gå ud og snakke om. Men vi sendte en anden, og det blev noget rod. Det kunne være gjort bedre. Finn Tage (Jensen, DHFs pressechef, som var til pressemødet i Wilbeks fravær, red.) rendte rundt et andet sted i hallen, og jeg fik ikke talt med ham. Jeg gav vores holdleder nogle udtalelser, som han gav videre til Finn Tage. Derfor kendte han ikke baggrunden med min sygdom og fik det ikke meldt ud på pressemødet. Vi havde ventet i 45 minutter efter præmieoverrækkelsen, selv om det skal begynde 10 minutter efter kampen. Derfor kunne jeg ikke mere.
Den spanske træner var meget utilfreds med dit fravær. Det handler vel også om, at du møder frem og viser ham respekt?
- Ja. Men sjovt nok lever vi i et land, hvor hans ord står til troende. Den var nok ikke gået i Spanien, hvis det var mig, der havde sagt det om ham. Men jeg kan godt se det. Det undrer mig bare, at han havde behov for at sige det på pressemødet. Han kunne da bare have sagt det efterfølgende til mig.
Er der et problem mellem jer to?
- Nej, slet ikke. Jeg har også sendt ham et brev, hvor jeg forklarer ham, hvad der skete. Men igen, så bliver det blæst op, fordi døden altid skal have en årsag. Jeg har også fået fortalt, at nogle har snakket om, at det er elendig ledelse, at jeg ikke mødte op. Det handler det overhovedet ikke om. Jeg havde givet interview til de danske medier og sagt, hvad der skulle siges.
Skulle I ikke have sendt assistenttræner Henrik Kronborg til det pressemøde?
- Det vil jeg ikke blande mig i, for det havde jeg ikke noget med at gøre, efter jeg forlod hallen. Men jeg tror ikke, det havde ændret noget for den spanske landstræner.
Er der noget, du fortryder eller gerne ville have ændret?
- Ja, vores interne kommunikation skulle have været bedre. Og så skulle jeg nok være taget hjem efter medaljeoverrækkelsen. Jeg skulle have meldt ud, at jeg var syg.
Du fortryder ikke dit udbrud i lufthavnen, hvor du overfusede en journalist fra Ekstra Bladet?
- Jeg må helt ærligt sige, at det fortryder jeg ikke. Det var under lavmålet. Der kommer en journalist, som aldrig har mødt mig før, og som overhovedet ikke kender mig. Hun kommer drønende hen, lige efter vi er kommet af flyveren, mens jeg taler i telefon. Da jeg er færdig med det, siger hun tillykke og begynder så ellers at spørge mig om det pressemøde. Da jeg siger, jeg er syg, mere end antyder hun, at jeg lyver. Jeg synes, det er langt over grænsen for, hvad man kan tillade sig. Hun var en journalist, som tydeligvis ikke kendte mig eller kendte noget til sporten, og jeg havde overhovedet ikke noget problem med at sige, at hun var flabet.
