Der er ingen over og ingen ved siden af den danske landstræner. Uanset om det bliver guld eller sølv i aften
Da Ulrik Wilbek i 1993 begyndte at slæbe medaljer med hjem til Danmark med sine håndboldkvinder, blev der skabt en euforisk stemning omkring hans hold i den danske befolkning.
Men der var også kritiske røster i korridorerne. For alle de flotte medaljer blev jo vundet i damehåndbold, hvor der kun var fire-fem gode hold, lød det blandt andet.
Det var også i de samme succes-rige 1990ere med kvindelandsholdet, at Wilbek efter en kontrovers med Anja Andersen måtte se sig omtalt som en ’puddermås’ af den tidligere herrelandstræner Leif Mikkelsen for sin håndtering af konflikten.
I dag er der ingen, der antaster den danske landstræners succes. Selvfølgelig er der folk derude, der er uenige med Wilbek. Men kritikerne holder lav profil. For man kan ikke diskutere en vinder. Og man er en vinder, når man som Ulrik Wilbek i aften i Barcelona skal have sin 12. medalje på 20 år som landstræner for et dansk håndboldlandshold.
Forhåbentlig af guld for første gang i VM-sammenhæng for herrer. Men det ændrer ikke på respekten.
- Han er den største allerede nu, og det vil sige, at han bliver den største træner nogensinde både i Danmark og på verdensplan. Det er fuldstændig unikt, hvad Ulrik har lavet. Det eneste, han mangler i at have ryddet hele paletten, det er jo en OL-medalje med herrerne. Det er en uvirkelig karriere. Ulrik er i særklasse verdens bedste, for du kan ikke havde det generalieblad uden at være verdens bedste, siger TV2s håndboldekspert Bent Nyegaard.
- Hans person og hans resultater kan man ikke pille ved. Og skulle Danmark tabe finalen, ændrer det ikke noget. Wilbek har bevist med endnu en finale, at han hører til den absolutte top. Og hvis han vinder guld, får han en toptitel til rækken af medaljer. Men for mig at se, har han allerede gjort, hvad han skulle og mere til. Respekten vil være der stadigvæk, siger Jan Paulsen, der er træner i ligaklubben Mors/Thy, og som er i Spanien som ekspert for DR P3.
Respekten kommer også indefra. Spillerne på landsholdet leverer gerne ord til en hyldest af deres landstræner.
- Han er jo blevet hædret med et ridderkors, er han ikke? Det næste er vel elefant-ordenen, griner Kasper Søndergaard drillende, men tilføjer så.
- Man må bare tage hatten af for det arbejde, han har lavet med det her hold siden 2006. Det kunne ikke ret mange gøre efter, siger Søndergaard og giver et bud på, hvorfor Ulrik Wilbek har kunnet skabe resultater med de danske landshold over 20 år.
- Det handler om at få dem, der er med, til at fungere. Og få dem til at tro på det, han siger. For tror man ikke på det, han siger, fungerer det ikke. Vi tror på ham, og gensidig tillid og respekt er utroligt vigtigt, siger Kasper Søndergaard.
Også Henrik Møllgaard bidrager gerne til snakken om verdens bedste Wilbek.
- Han har allerede legendestatus. Og det har han også fortjent. De resultater, han leverede med damerne, var fantastiske. Og så går han over og gør det med herrerne, hvilket har været på sværere præmisser, fordi verdenstoppen er så tæt. Jeg ved godt, han overtog et herrehold, som lige manglede det sidste, men som egentlig var klar til at tage det guld. Men det er stadig en kunst at kunne gøre det, og det er han en sand mester i, siger den store midterforsvarer.
Endnu en TV2-ekspert, Nikolaj Jacobsen, har lidt ondt af landstræneren, der skal tage over, når Ulrik Wilbek stopper efter EM i Danmark om et år og fortsætter som sportschef for de danske landshold under DHF.
- Ulrik Wilbeks CV bliver svært at pille ved. Det bliver heller ikke sjovt for ham, der skal efterfølge. Fordi du skal følge i fodsporene på en træner, der har vundet alt. Selvfølgelig får man et fantastisk materiale. Men Wilbek vil altid stå som den bedste træner, der har været i Danmark, siger Jacobsen.
Ulrik Wilbek erkender, at det betyder noget personligt for ham, hvis han bliver den første danske herrelandstræner, der vinder et VM.
- Men det nytter bare ikke noget at tænke på det, for gør man det, vinder man ikke. Det er holdet, der skal vinde den her medalje. Det er spillerne, der skal udføre det. Det er ikke mig. Det er spillerne, der er de vigtigste, trods alt, smiler han.
