Wilbek forundret over Flensburgs tvang

Landstræneren har svært ved at forstå, hvorfor den tyske klub tvinger stregspilleren til at melde afbud til VM

Michael V. Knudsen må ikke komme med til VM i Spanien til januar.

Det har han meddelt landstræner Ulrik Wilbek onsdag morgen, og det skyldes simpelthen, at hans klub Flensburg har forbudt ham at deltage. Den mulighed har klubben fået indføjet i den kontraktforlængelse, de lavede med Knudsen til sommeren 2014, fordi de mener, at et VM slider for meget på stregspilleren.

Det ærgrer i første omgang Wilbek på et personligt plan:

- Det er naturligvis voldsomt ærgerligt i og med, at Michael er en central spiller, siger Ulrik Wilbek om situationen.

Derudover er han også på et mere overordnet plan bekymret for, at klubber på den måde sørger for, at spillere ikke deltager for deres landshold ved slutrunder:

- Jeg sporer en meget uheldig tendens – især hos topklubberne i den tyske Bundesliga – hvor man forsøger at blokere for spillernes deltagelse på landshold for at tilgodese snævre klubinteresser. I mine øjne er det at save den gren over, man selv sidder på. For hvis ikke de bedste spillere optræder på landsholdene vil det skade den generelle interesse for håndbold og det vil til enhver tid falde tilbage på klubberne, lyder Ulrik Wilbeks vurdering af Flensburgs rolle i sagen.

228 landskampe har Michael Knudsen for Danmark, og kun tre spillere, Lars Christiansen, Erik Veje Rasmussen, Michael Fenger, har optrådt flest gange for det danske herrelandshold.

Læs også: