Det er ikke et omfattende job, Ulrik Wilbek har fået i det comeback til håndbold, der torsdag blev annonceret.

Det fortæller den tidligere landstræner og senest sportschef i Dansk Håndbold Forbund til TV 2.

Om tilknytningen til TM Tønder lyder det:

»Jeg skal hjælpe Tønder lidt. Jeg kender nogle folk dernede og har lovet at hjælpe lidt i form af at dele ud af erfaringer både i det kommercielle setup og omkring det sportslige. Men det er ikke nogen stor opgave; det er kun en rådgiveropgave, fordi jeg jo er i gang med noget andet,« siger Ulrik Wilbek til TV 2.

For der er en anden og større opgave, der ligger forude for Ulrik Wilbek. Til kommunalvalget 21. november er han borgmesterkandidat for Venstre i Viborg Kommune.

I det travle program er der heller ikke tid til en bibeskæftigelse, der kræver en større indsats.

»Det er ikke noget, der kommer til at tage ret meget tid. Det er ikke sådan, at jeg skal være i Tønder hver eller hver anden dag. Jeg skal til Tønder én gang om måneden, og så kan jeg ellers få tilsendt deres kampe, som jeg så kan se. Så det er ikke noget, der kommer til at tage særlig meget tid,« siger Ulrik Wilbek.

Han stoppede i DHF som en udløber af den sag, der også endte med et farvel til landstræner Gudmundur Gudmundsson efter herrelandsholdets OL-guld i Rio.

Efter hjemkomsten kunne blandt andre BT fortælle, at Ulrik Wilbek i sin rolle som sportschef havde spurgt spillerne, om de ønskede en fyring af Gudmundur Gudmundsson. En spørgsmål han gentog efter finaletriumfen. Begge gange sagde spillerne nej - men vejen mod et brud var så småt blevet brolagt. Ikke mindst da forløbet kom ud i offentligheden. Du kan læse om forløbet her

I dag er Nikolaj Jacobsen dansk landstræner, mens Morten Henriksen er sportschef.