Hvad kan Danmark, når modstanderne mandsopdækker Mikkel Hansen? Det er måske det største spørgsmålstegn omkring det danske landshold, før jagten på EM-guldet begynder søndag

Netop en mandsopdækning af Danmarks superstjerne smadrede det danske spil under OL i 2012 og betød, at Danmark skuffede voldsomt med exit i kvartfinalen. Til VM for et år siden var en skadesplaget Mikkel Hansen langt fra sin topform, og derfor var der kun enkelte tilfælde, hvor modstanderne tog Hansen ud af spillet.

Men før EM er Mikkel Hansen igen snublende tæt på sit topniveau, og det stiller det naturlige spørgsmål: Hvad kan håndboldherrerne, hvis modstanderne skygger eller decideret mandsopdækker Danmarks største offensive es?

Det er dog ikke et spørgsmål, som holder landstræner Ulrik Wilbek vågen om natten.

- Jeg mener lige nu, at vores hold er så stærkt besat på alle positioner, at det vil være meget svært for modstanderne at mandsopdække Mikkel. Forstået på den måde, at vi på højre back er bedre end nogensinde med to stærke spillere. Vi er stærkt kørende med en Mads Mensah, som er stærkt skydende, og vi har en Bo Spellerberg i sit livs form, siger Wilbek og fastslår.

- Det er fandeme svært at mandsopdække Mikkel, og så lade fem spillere få lov at spille på den ekstra plads, der bliver.

Men landstræneren erkender alligevel, at netop mandsopdækningen af Paris-stjernen er et element, som holdet har forberedt sig på i EM-træningslejren. Og Wilbek mener, at landsholdet er fint klædt på, hvis modstanderne prøver at sætte Mikkel Hansen ud af spillet.

- Vi har arbejdet med det, så folk er opmærksomme på det og ved, hvad vi skal gøre, hvis vi møder det. Men det er ikke noget, jeg frygter. Det er ofte sådan, at når man møder sådan noget første gang, så skal der lige bankes noget rust af, og man skal vænne sig til at spille på den måde. Men jo oftere man møder det, jo dygtigere bliver man så også til det, siger han.

Landstræneren løfter samtidigt lidt af sløret for, hvordan Danmark rent taktisk vil gribe en mandsopdækning an.

- Det handler om, at Mikkel stadig skal være spilbar for de andre og kunne få bolden og samtidig være i fart. Det er egentlig meget simpelt. Det handler om, at han ikke skal stå stille og hele tiden aktivere modstandernes forsvar. Så kan han trække en eller måske halvanden person til sig og spille en returbold, og så er vores andre spillere så dygtige, at de godt kan udnytte den plads, som det giver, mener Ulrik Wilbek.