Ulrik Wilbek havde en enkelt lille overraskelse i ærmet, da landstræneren mandag udtog sin 18-mandstrup til EM på hjemmebane i januar.

Wilbek har droppet den rutinerede forsvarsspecialist Kasper Nielsen, og han satser i stedet på den 11 år yngre Klaus Thomsen, som ikke har nævneværdig erfaring fra højeste niveau. Forklaringen er ganske simpel: Thomsen har ifølge Wilbek overhalet Nielsen i dette efterår.

- Jeg synes, Klaus har spillet et fremragende efterår. Derimod synes jeg ikke, at Kasper har ramt formen, og det kan jo så til dels også skyldes, at det ikke er gået så godt i BSV generelt. Men jeg har også kigget på de landskampe, der har været spillet, og hvor Klaus har gjort det rigtig godt. Klaus har også modsat Kasper den fordel, at han kan føre bolden fremad banen, forklarer Ulrik Wilbek.

Tvis-spilleren Klaus Thomsen har kun prøvet kræfter med den danske liga og EHF Cup'en - modsat 38-årige Kasper Nielsen, der har utallige slutrunder og Champions League-kampe på cv'et. Men Thomsens manglende erfaring bekymrer ikke Wilbek.

- Han spillede fint mod Kroatien til Golden League i Oslo (i november, red.) blandt andet. Så det er jeg ikke nervøs for. Han har gjort rigtig store fremskridt. Og så er han ikke sådan en, der bliver præget af alt det, der er udenom i forbindelse med en slutrunde. En gang skal jo være den første, hvor man prøver en slutrunde. Man kan jo ikke blive ved med at sige, at andre skal med, fordi de har prøvet det før, hvis de ikke er de bedste, siger Ulrik Wilbek.

Du droppede også Kasper Nielsen før VM i år, men du måtte udtage ham efter gruppespillet, fordi forsvaret ikke fungerede. Er du ikke bekymret for, at du kan blive nødt til det?

- Jeg vil da ikke håbe, at det sker igen, men jeg vil ikke udelukke noget. Kasper har jo erfaringen og kan træde til, hvis det bliver nødvendigt. Det har jeg også snakket med Kasper om. Men jeg regner da ikke med, at det sker. Jeg har jo udtaget de 18 spillere, fordi jeg synes, det er dem, der er bedst, siger Wilbek.

Den eneste anden position, der for alvor var tvivl om på forhånd i Wilbeks trup, var pladsen som reserve for Niklas Landin. Her har et formhop hos Jannick Green sikret BSV-keeperen en plads i truppen foran Søren Rasmussen og Marcus Cleverly.

- Jannick har ramt topformen nu her. Og så har han selvfølgelig også den fordel, at det er ham, der spiller mest på sit klubhold. Søren har haft den ulempe at stå bag ved Mathias Andersson, som har stået fremragende. Derfor har Søren ikke stået så meget. Marcus har stået pænt og stået pænt med tid, men jeg synes bare, at Jannick har de flere redninger, siger Ulrik Wilbek.

Landstræneren har udtaget 18 spillere, selvom der blot er plads til 16 spillere i den endelige EM-trup. Wilbeks tanke er dog, at alle 18 spillere skal i kamp, hvilket lægger op til, at han vil skifte ud undervejs.

Samtidig er 18-mandstruppen også en gardering i forhold til skader og en tvivlsom Rasmus Lauge, som lige nu kæmper en kamp mod uret om blive sin knæskade kvit, så han kan være med, når Danmark fra d. 12. januar skal forsøge at forsvare EM-guldet.