For første gang melder Dansk Håndbold Forbunds sportschef, Ulrik Wilbek, sig nu på banen i sagen om BSV og Sønderjyskes overtrædelse af matchfixing-reglerne.

BT kunne onsdag afsløre, at Sønderjyske-træner Morten Henriksen ifølge centrale kilder var bekendt med, at hans spillere forbrød sig på reglementet, da de havde indgået en aftale om at modtage 15.000 kr. fra BSVs spillere som en ekstra motivationsbonus før sidste kamp i herrernes grundspil.

Morten Henriksen er ud over jobbet i Sønderjyske også ansat som U-landstræner i DHF, men Henriksens involvering i sagen bekymrer ikke Wilbek, der som sportschef i DHF er Henriksens chef.

- Jeg tror ikke, han har vidst noget om det. Der bliver jeg nødt til at sige, at det er ikke de informationer, jeg har fået. Jeg har fået decideret modstridende informationer. Så jeg synes, at du skal tjekke igen, hvor sikre dine kilder er, siger Wilbek, der altså afviser BTs oplysninger.

Ud over det vil Wilbek ikke bidrage med sit syn på sagen, der er den første af sin slags i dansk håndbold, da DHF har givet sig selv kollektiv mundkurv på:

- Jeg må ikke udtale mig om sagen, da den er bragt videre til DIFs Matchfixing Sekretariat. Vi har fået besked på, at vi afventer, at sagen har været behandlet.