Der er et hav af knalddygtige håndboldspillere med ved et VM, men der er alligevel nogle, der skiller sig ud. Sporten.dk giver dig her et udpluk af de største profiler ved VM i Spanien - både på spillersiden og på trænersiden.

Spillerprofiler
Mikkel Hansen, Danmark
Hansen var ligesom de øvrige danskere under niveau til OL, og han tørster efter igen at vise formatet på den største scene efter et forår, hvor det blot er blevet til kampe i den relativt anonyme franske liga. Han virker ikke umiddelbart generet af den nok så omtalte knæskade, der på et tidspunkt gjorde ham VM-tvivlsom. Hansens hammer er altafgørende for dansk succes.

Nikola Karabatic, Frankrig
Er blevet trukket igennem en grim matchfixingsag i efteråret, men efter en karantæne fra klubholdet Montpellier spiller Frankrigs superstjerne nu igen både i ligaen og for Les Bleus. Ærgerrig og stolt som få, så han vil møde topmotiveret op til VM for at få folk til at glemme alt om matchfixing og i stedet få fokus tilbage på verdens mest komplette spillers evner på banen.

Domagoj Duvnjak, Kroatien
Playmakeren hos kroaterne har overtaget pladsen i toppen af hierarkiet efter Ivano Balic. Hamburg-stjernen er modbydelig farlig i angrebet, hvor hans skudkraft og -teknik konstant skaber problemer for modstanderholdet, der aldrig for alvor ved, hvor de har den uforudsigelige bagspiller. Læg dertil at han er fantastisk til at sætte sine medspillere i scene, og man har kroaternes vigtigste brik.

Kiril Lazarov, Makedonien
Målmaskinen over dem alle er med igen ved VM i Spanien. Han har alletiders VM-rekord med flest scoringer i en slutrunde - 92 blev det til i ni kampe i Kroatien i 2009. Makedoneren sidder på den tilsvarende rekord i EM-regi, hvor han for et år siden i Serbien nettede 61 gange i syv kampe. Han er kongen på et middelmådigt makedonsk hold, der med en Lazarov i topform dog kan drille de fleste hold.

Niklas Landin, Danmark
Målmanden er i absolut topform efter en fantastisk halvsæson i Bundesligaen, hvor han har skabt endnu mere respekt om sit unge navn. Kan blive VM's bedste keeper.

Uros Zorman, Slovenien
Den slovenske playmaker har i en længere årrække tilhørt verdenseliten på sin position og blandt andet vundet Champions League flere gange. Slovenien kan blive VMs overraskelse, og Zorman er generalen på holdet.

Arpad Sterbik, Spanien
Skal Spanien have succes på hjemmebane, så skal Barcelona-keeperen ramme sin absolutte topform - gør han det, så er han tæt på umulig at passere og en af verdens allerbedste.

Daniel Narcisse, Frankrig
Forbandet farlig franskmand. Fysisk stærk, lynhurtig, god på gennembrud og farlige skud fra distancen. Kort sagt en offensiv magtfaktor hos de franske favoritter.

Trænerprofiler
Claude Onesta, Frankrig
Har væltet sig i succes, siden han overtog holdet i 2001. To VM-titler, to OL-guldmedaljer og to EM-trofæer har han vundet. Er kølig og til tider arrogant i sin udstråling, men har godt styr på de franske egoer.

Ulrik Wilbek, Danmark
Hans meritter er fantastiske og uden behov for nærmere præsentation. Skal under VM bevise, at han har formået at finde de taktiske modtræk over for blandt andet mandsopdækning af Mikkel Hansen.

Slavko Goluza, Kroatien
Kynisk og kontant som spiller - og det samme som træner. Det resulterede i et magtopgør mod superstjernen Balic, men Goluza sejrede, og han har formået at få de til tider krukkede kroatere til at spille bedre sammen i løbet af det sidste år.

Lajoc Mocsai, Ungarn
Mocsai er et af de helt tunge trænernavne i international håndbold, og han er i øjeblikket i gang med sin anden periode som landstræner for Ungarns herrer. Sidst han bestred jobbet - det er små 20 år siden - blev det blandt andet til VM-sølv i 1986. Med det ungarske herrelandshold er hans bedste resultat, siden han begyndte sin anden periode med holdet i 2010, at han hentede en 7.-plads ved VM i Sverige for to år siden.