KØB PLUS!

VM-skåneplan for Mikkel Hansen

Håndbold. Ulrik Wilbek klar med skånekost til Danmarks superstjerne til VM.

Mikkel Hansen har været væk fra det danske landshold siden sommerens store OL-skuffelse. Skader har holdt verdens bedste håndboldspiller ude af efterårets samlinger, og i sidste uge meddelte Ulrik Wilbek så, at han tvivlede på Hansens VM-deltagelse.

Men nu har optimismen igen bredt sig hos den danske landstræner.

Mikkel Hansen har selv fortalt til Politiken, at han ikke føler sig VM-tvivlsom, og Wilbek sporer nu så meget fremgang hos Hansen, at han for alvor tør tro på, at venstrebacken fra Paris Handball er en del af landsholdet, når VM begynder i Spanien i januar.

- Det er godt, at Mikkel er positiv og selv synes, det går fremad. Jeg er stadig bekymret, men jeg er også mere optimistisk, og jeg satser på, at han er med til VM. Jeg håber, og jeg tror på det, siger Ulrik Wilbek, som understreger, at der dog bliver tale om skånekost for Mikkel Hansen under både optakten og selve VM-slutrunden.

Det betyder, at Mikkel Hansen, som normalt brænder for at spille hvert eneste sekund af hver eneste kamp, som minimum skal spares i to kampe i gruppespillet. Her bliver der tale om kamppause, når Danmark to gange spiller to kampe i træk uden hviledag.

- Når vi har de kampe uden hviledage, er Qatar og Chile heldigvis en af modstanderne i hver sin omgang, og i de kampe skal han ikke spille. Mikkel spiller og træner godt nu, og det er positivt. Men spørgsmålet er jo stadig, hvor meget belastning kan han tåle? Han kan for eksempel heller ikke spille tre kampe på tre dage til Totalkredit Cup (dansk opvarmningsturnering til VM, red.). Der må han nok nøjes med to, siger Wilbek.

Onsdag aften spiller Mikkel Hansen sidste kamp for Paris Handball, før den franske turnering holder pause på grund af VM. Det er ingen hemmelighed, at Ulrik Wilbek og DHF ikke har været enige med Paris om håndteringen af Mikkel Hansens knæskade hele vejen igennem, og at landstræneren gerne havde set Hansen få mere pause, end tilfældet har været.

Men nu glæder Wilbek sig blot over, at Mikkel Hansen kun har en kamp tilbage i aften i ligaen for Paris, før han kan komme til Danmark og tilrettelægge et optimalt forløb frem mod, at landsholdet samles til VM-forberedelser 28. januar.

- Det er rigtig godt, at deres turnering stopper nu her, så han kan få lidt hvile. Og Mikkel er super dygtig til at træne selv og gøre de ting, han skal der. Det er ikke alle, der er det, men der er Mikkel virkelig god, siger den danske landstræner.

Læs også: