Danmarks håndboldkvinder er i VM-kvartfinalen efter en dramatisk sejr over Montenegro i 1/8-finalerne.

De var ellers ikke blevet spået større vinderchancer mod Montenegros regerende Europamestre.

Men efter en formidabel indsats vandt de 22-21.

Og nu venter der en kamp mod Tyskland på onsdag. Vinderen her spiller den kommende weekend om guld, sølv og bronze.

Før kampen forklarede assisterende landstræner, Ulrik Kirkely, dansk presse, at man i det taktiske oplæg havde fokuseret på, at det flade 6/0-forsvar skulle møde montenegrinerne med aggressivitet.

Desuden skulle kontrafasen fungere, ligesom man ønskede at der var højt tempo i de planlagte lange angreb.

- Det er derfor, at vi indleder kampen med Jane Schumacher som playmaker. Vi tror på, at hun kan give vores spil et bedre flow, sagde Ulrik Kirkely.

Jane Schumacher kvitterede for tilliden med at spille en fin første halvleg.

Med stort overblik drev slutrunde-debutanten bolden rundt i det danske angreb, hvor hun selv fik scoret tre mål, og sørgede for flere målgivende oplæg til medspillerne.

Men også det danske forsvar gjorde det fint. Cecilie Greve præsterede flere gode redninger, mens Marianne Bonde og Pernille Larsen havde godt fat i de montenegrinske stjerner Katarina Bulatovic og Milena Knezevic.

Montenegro indledte bedst, og kom foran 3-1.

Men da der var spillet fem minutter havde Danmark udlignet til 3-3.

Ved stillingen 4-4 fik Danmark muligheden for at komme foran første gang, da Montenegro fik Jelena Despotovic udvist.

Det lykkedes imidlertid ikke. I undertal lykkedes det i stedet for montenegrinerne at score på et straffekast.

Men danskerne lod sig ikke slå ud.

De fortsatte med at fighte forbilledligt, og da der manglede ni minutter af første halvleg kom de første gang foran, da Pernille Holst Holmsgaard hamrede bolden ind i netmaskerne bag Sonja Barjaktarovic.

Danmark havde herefter chancen for at øge føringen, da Montenegro fik udvist Katarina Bulatovic. Men et par afslutningsforsøg blev kikset, og så var man ved pausen bagud 11-12.

Montenegro indledte anden halvleg bedst, da de på første angreb øgede føringen til 13-11.

De kunne være kommet yderligere foran, da Danmark efterfølgende fik såvel Mette Gravholt som Louise Burgaard udvist.

Men Danmark red stormen af.

De fik udlignet til 14-14, og førte efter 13 minutters spil første gang med to mål.

Herefter opstod der en lang stillingskrig, hvor både Louise Burgaard og Kristina Kristiansen havde chancen for at score. De blev kikset, og i stedet fik Montenegro udlignet til 18-18.

Det lignede dansk sejr, da de 10 minutter før tid på scoringer af Ann Grete Nørgaard og Louise Burgaard bragte sig foran 20-18.

Men så fik danskerne 'gummiarm'. De efterfølgende fem minutter blev der præsteret et hav af fejlafleveringer.

Det udnyttede Montenegro, der kom på 20-20. På bænken lignede landstræner Jan Pytlick et nervevrag. Det gjorde Louise Burgaard imidlertid ikke. Hun var kold som is. Og med to scoringer i kampens sidste minutter sørgede hun for, at sensationen var en realitet.