Saudi-Arabien hentede sin første sejr ved VM i håndbold, men kan ikke gå videre til ottendedelsfinalen.

Det er stadig uvist, hvilket land det mandlige danske håndboldlandshold kommer til at møde i ottendedelsfinalen ved VM i Frankrig.

Fredag blev det dog afklaret, at det ikke bliver Saudi-Arabien, som ellers vandt sin sidste kamp over Chile i gruppe C.

Saudi-Arabien vandt efter en spændende kamp med 26-25 og har to point i gruppen, det samme som Chile og Hviderusland.

Saudi-Arabien skulle have vundet med fire mål over Chile for at have en chance for at gå videre fra fjerdepladsen, der bliver parret med Danmarks gruppevindere fra gruppe D.

Fredag aften mødes Ungarn og Hviderusland i den sidste kamp i gruppen.

Ungarn har fire point på tredjepladsen, så både Chile, Ungarn og Hviderusland er alle potentielle modstandere for Danmark i ottendedelsfinalen.

Hvis Hviderusland taber, skal Danmark møde Chile, som er bedst i det indbyrdes regnskab med Hviderusland og Saudi-Arabien.

Danmark skal op mod Hviderusland, hvis kampen mellem hviderusserne og Ungarn slutter uafgjort.

Hvis Hviderusland formår at besejre Ungarn, bliver hviderusserne nummer tre i gruppen, mens Ungarn så bliver Danmarks modstander i ottendedelsfinalen.

/ritzau/