I en intens og tæt topkamp var BSV et mulehår bedre end Aalborg og holder dermed fast i andenpladsen

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Det kan betale sig at være et dumt svin i sport. Det understregede BSVs Rasmus Lauge, da han i de sidste sekunder af topkampen mod Aalborg tog en udvisning på et professionelt frikast og fratog Aalborg muligheden for udligning.

I en intens og dramatisk topkamp i Jysk Arena i Silkeborg forhindrede den unge landsholdsspiller med et 'overfald' på Aalborg Mads Mensah Larsen gæsterne i at komme til en sidste afslutning ved 22-21 til hjemmeholdet.

Rasmus Lauge fik sin yderst fortjente to minutters udvisning, men Aalborg fik kun et frikast efter tid til gengæld, der ikke gav udbytte. Og dermed sikrede ’svinestregen’ hjemmeholdet sejren, mens Aalborg måtte se sit første nederlag i 12 kampe i øjnene.

Det var dog ikke Rasmus Lauge, der var i fokus efter kampen hos hverken vindere eller tabere. For han gjorde kun, hvad enhver på banen ville have gjort i samme situation.

Derimod var der hos taberen Aalborg fokus på, at gæsternes forsvar fik samlet alt for få returbolde op fra en ellers velspillende Johan Sjöstrand i nordjydernes mål.

- Det var en god kamp, der kunne være gået begge veje. To hold der kender hinanden godt og to fantastiske målmandspræstationer, så selvfølgelig er vi skuffede. For jeg føler, at vi kunne have stået med sejren lige så vel som BSV, sagde Aalborg-træner Nikolaj Jacobsen til TV2 Sport.

- I anden halvleg må jeg dog kritisere vores eget forsvar i, at BSV laver mange mål på opsamlinger. Vi dækker godt op, men alle opsamlinger får de. Ellers havde de kun lavet 15 mål i dag, så det er jeg sådan lidt ambivalent over for. For vi skal bare have nogle røde folk ind og kaste sig efter de bolde, tilføjede han.

Også BSV leverede stærkt forsvar. Og bag hjemmeholdets forsvarsmur i samtlige tætte 60 minutter stod en fantastisk Jannick Green, der med en redningsprocent på 51 havde en stor andel i sejren og samtidig styrkede sin mulighed for at blive målmand nummer to sammen med Niklas Landin ved VM i Spanien i januar.

- Det har kriblet i mig for at komme til en slutrunde i snart 24 år. Jeg går bare som alle andre og glæder mig til, at Wilbek udtager truppen, og så håber jeg bare, jeg er en del af det, sagde målmanden til TV2 Sport.