Det har taget hårdt på Trine Østergaard og Lotte Grigel, at to af holdkammeraterne er sendt hjem til Danmark.

Hjemsendelsen af Kristina Kristiansen og Rikke Iversen har rystet de danske håndboldkvinder forud for søndagens ottendedelsfinale mod Tysklands værter.

For at gøre plads til stregspilleren Stine Bodholt i VM-truppen besluttede landstræner Klavs Bruun Jørgensen efter fredagens nederlag til Rusland at sende de to spillere hjem til Danmark.

Stemningen var derfor på nulpunktet, da de danske landsholdsspillere fik overbragt nyheden i de tidlige nattetimer.

»Vi har en kort samling efter hver kamp, hvor vi taler om tingene. Sådan var det også efter kampen mod Rusland.«

»Men vi fik også den lidt barske nyhed med de to, der er sendt hjem,« siger højrefløjen Trine Østergaard.

»Stemningen var ikke sindssyg god. Det er trist, at nogen skal hjem. De var en stor del af truppen.«

»Desværre er det sådan, at det er. Vi er alle sammen godt klar over, at Klavs skal tage sådan en beslutning en gang imellem. Men det er ikke sjovt at være i,« siger hun.

Playmaker Lotte Grigel blev også ramt, da hun hørte at to spillere skulle forlade holdet.

»Det er en helt vildt hård situation. Vi holder så meget af hinanden, når vi er afsted. Vi vil hinanden det bedste.«

»Vi er et hold, og man ville ønske, at vi kunne være flere. Også alle dem, der har været med op til VM, er en del af holdet, selv om de ikke er her i Tyskland lige nu.«

»Selv om det er hårdt, så skal vi bruge det til at rykke endnu tættere sammen,« siger Grigel med henblik på søndagens ottendedelsfinale mod tyskerne.

Landstræner Klavs Bruun Jørgensen udtog før VM stregspilleren Rikke Iversen i stedet for Stine Bodholt, der på det tidspunkt ikke var aktuel på grund af knæproblemer.

Bodholt nåede dog at komme sig så meget, at hun rejste med til Tyskland, hvor hun har trænet sammen med holdet uden at være indskrevet i den officielle VM-trup, der blot må tætte 16 spillere.

Med Bodholt kampklar og to stregspillere i VM-truppen blev Rikke Iversen overflødig. Og playmaker Kristina Kristiansen måtte pilles ud af VM-truppen for at gøre plads til Bodholt.

»Det er aldrig særlig sjovt at tage drømmene fra spillere,« siger Klavs Bruun Jørgensen.

»Det bliver aldrig en del af jobbet, som jeg kommer til at holde af. Så det var ikke en særlig sjov aften.«

»Men jeg synes, at truppen har opført sig professionelt og rationelt, fordi folk godt kan se, at det måske var det rigtige at gøre, når vi kunne få Stine Bodholt ind i truppen.«

»Hun har en masse rutine og har prøvet slutrunder før.«

»Vi kan se, at vi slider hårdt på vores spillere inde i midten af forsvaret. Det er hårdt at dække derinde. Så det var det eneste rigtige at gøre,« siger landstræneren.

Danmark møder Tysklands værter søndag klokken 20.30 i Magdeburg.

/ritzau/