Viborgs håndbolddamer fik en perfekt start på den nye sæson i Dame Håndbold Ligaen, hvor holdet vandt med 26-22 over HC Odense.

Sidste sæson sluttede på den bedst mulige måde for Viborg HK, da de snuppede det danske mesterskab.

Tirsdag aften blev den nye sæson så skudt i gang, og Viborg HK sendte et sikkert signal om, at de igen i denne sæson vil være at finde i toppen af dansk håndbold.

Viborg var nemlig hele tiden et skridt foran modstanderen fra HC Odense på trods af, at midtjyderne har slanket truppen en del i løbet af sommerpausen. Viborg HK var i løbet af anden halvleg foran med hele 24-15, inden fynboerne altså fik pyntet lidt på resultatet til slut.

De forsvarende mestre har op til sæsonen forstærket sig med landsholdsstregen Mette Gravholt, der fik en fin ligadebut for holdet. Fem mål nåede hun op på, hvilket var nok til at blive topscorer sammen med Louise Burgaard.

I aftenens anden kamp blev storsatsende København Håndbold sat på plads af SK Aarhus, der snuppede en 28-23 sejr. Københavnerne har blandt andet hentet stortalentet på venstreback Anne Mette Hansen og stregspilleren Louise Svalastog til.

Mens det ikke blev til spilletid for Louise Svalastog imponerede Anne Mette Hansen, men hendes syv mål var altså ikke nok i fem-måls nederlaget. Hos aarhusianerne blev Anna Okkels topscorer med otte mål i kamp, hvor København Håndbold stillingsmæssigt kun var med de første 20 minutter.