Viborg HK er efter nederlag på et mål til Zvezda Zvenigorod så godt som færdige i Champions League.

Viborg HK måtte på eget gulv se sig besejret af russiske Zvezda Zvenigorod med 27-28, og dermed ser det sort ud for viborgensernes muligheder for at kvalificere sig til ottendedelsfinale.

Viborg har nu tabt alle de tre første kampe i gruppespillet, og alle de tre andre hold står med to sejre hver. Oven i købet har Viborg spillet to af kampene på hjemmebane.

- Det er i hvert fald den helt store lommeregner, der skal frem. Men vi har stadig noget ære at spille for, sagde Maria Fisker efter kampen til Viborg Stifts Folkeblads hjemmeside.

Fløjspilleren scorede selv syv mål og spillede en god kamp mod Zvezda Zvenigorod, men det kunne hun ikke glæde sig over.

- Vi har det forfærdeligt. Det er simpelthen så bittert, at vi manglede et lille bitte mål for at få et point med, så vi er superærgelige lige nu, sagde Maria Fisker efter kampen, der var tæt, men hvor de grønblusede hang bagefter næsten hele tiden.

Viborg HK møder i næste runde Zvezda Zvenigorod igen - denne gang på udebane.