Bundholdet Ringkøbing Håndbold magtede ikke at hente point på udebane mod Viborg HK i lørdagens ligakamp.

Viborg. Der er ikke plads til mange smuttere, hvis Viborg HK skal ende i top-2 i den bedste danske håndboldrække.

Viborg-kvinderne snublede da heller ikke lørdag eftermiddag, men vandt derimod en knusende sikker sejr på 30-21 hjemme over Ringkøbing Håndbold.

Viborg var allerede foran med 13-8 ved pausen, og der kom aldrig spænding om resultatet.

Føringen blev kun udbygget af hjemmeholdet i anden halvleg, så sejren endte med at blive på ni mål.

Første- og andenpladsen giver direkte adgang til DM-semifinalerne, og Viborg indtager nu andenpladsen med 27 point efter 18 kampe i grundspillet.

FCM Håndbold topper ligaen suverænt med 34 point efter 18 kampe.

Senere lørdag eftermiddag mødtes ligaens nummer tre og fire, da København Håndbold tog imod Nykøbing Falster Håndbold. Kampen endte 30-30.

København Håndbold har nu 24 point efter 18 kampe på tredjepladsen, mens Nykøbing Falster Håndbold har 22 point efter 18 kampe på fjerdepladsen.

/ritzau/