Uroen ulmer på det danske kvindelandshold før de søndag aften spiller den første kamp ved håndbold-EM mod Ukraine.
Ved ankomsten til hotellet i den ungarske by Debrecen fredag aften revsede fløjen Maria Fisker, der i fjor blev udtaget til VM's "All Star Team", landstræner Jan Pytlick i voldsomme vendinger.
»Det er dårlig stil af ham, at han ringer Rikke Skov op og siger, at hun skal med til EM, hvorefter han alligevel beslutter sig for at erstatte Marianne Bonde (knæskadet, red.) med Louise Svalastog. Jeg har ikke haft anledning til at fortælle Pytlick min mening. Men spørger han mig, vil jeg ikke lægge fingre imellem. Jeg kan ikke forestille mig, at Pytlick kan regne med Rikke Skov en eventuel anden gang«, sagde Maria Fisker.
Jan Pytlick lagde ikke skjul på, at han ærgrede sig over, at sagen har skabt polemik.
»Fisker har lov til at mene, hvad hun vil. Men det er mig, der har ansvaret for holdudtagelsen. Hvorfor den omkring min udvælgelse af Marianne Bondes reserve kom til at forme sig, som tilfældet var, vælger jeg at holde for mig selv. Nu gælder det EM. Den opgave kræver fuld fokus«, sagde Jan Pytlick.
Louise Svalastog kunne ikke bidrage til opklaringen af årsagen til balladen.
»Da Pytlick ringede mig op onsdag og spurgte, om jeg havde lyst til at tage med landsholdet til EM, vidste jeg ikke, at han også havde kontaktet Rikke Skov. Men nu faldt valget på mig, og det er jeg glad for. Selvom jeg ikke har spillet på landsholdet i et par år, er jeg sikker på, at jeg hurtigt kan glide ind i spillet. Jeg glæder mig enormt til opgaven«, sagde Louise Svalastog.
Dansk Håndbold Forbunds næstformand, Carsten Grønmann Larsen, der er med landsholdet til EM, ønsker ikke at kommentere sagen.