Ungarn har travlt med at smide favoritværdigheden over i den danske lejr inden onsdagens VM-kvartfinale.

Ifølge playmaker Gabor Csaszar er der ikke nogen tvivl om, at Danmark er klare favoritter i kampen, som Ungarn sikrede sig avancement til ved at slå Polen 27-19 mandag aften.

- Man ved aldrig, hvordan det går. Men lige nu må jeg sige, Danmark er meget bedre. Vinderchancerne er 65 procent i deres favør, siger Csaszar.

Også højre back Tamas Mocsai mener, at Danmark må påtage sig favoritværdigheden.

- Danmark er et af de bedste hold i verden, så vi har stor respekt for dem. Men vi er også et godt hold, og vi vil kæmpe alt, hvad vi kan, siger Mocasi, der også kunne høre sin træner - og far - Lajos Mocsai dele rosende ord ud til danskerne.

- Danmark har et fantastisk hold med fremragende spillere på alle positioner. De har en stærk karakter, og de er psysisk stærke. Selv under pres kan de spille god håndbold. Danmark har de største chancer for at vinde kampen, men vi vil gøre, hvad vi kan, siger han.