Aalborg Håndbold var foran i det meste af kampen og vandt hjemme over GOG Håndbold i herrernes bedste række.

Aalborg. Aalborg Håndbold hentede den sjette sejr i træk, da GOG Håndbold hjemme blev besejret 25-22 i 888 Ligaen.

Dermed er Aalborg-holdet eneste ubesejrede hold i ligaen, og klubben topper med 12 point for de seks første kampe.

For GOG ser det anderledes anstrengt ud med fire point efter seks kampe.

Aalborg skulle hjemme forsøge at holde fast i et forspring på to point ned til Skjern Håndbold, efter at Aalborg senest besejrede Bjerringbro-Silkeborg (BSV) smalt i det tidlige topopgør i ligaen.

Aalborg var da også foran i det meste af opgøret, men hjemmeholdet lukkede flere gange gæsterne ind i kampen.

Tobias Ellebæk bragte hjemmeholdet på 8-6 efter et kvarter, men GOG kom tilbage og udlignede til 8-8.

Det blev også 9-9, før Aalborg tog fra i slutfasen i første halvleg.

Aalborg gik til pause ved at øge føringen med få sekunder tilbage efter en flot scoring.

Et flot vip blev opsnappet i luften af Buster Juul, som fornemt bragte hjemmeholdet foran 14-10.

Scoringen gav tilsyneladende selvtillid, for hjemmeholdet øgede til 16-10 efter et par minutter af anden halvleg.

Sander Sagosen øgede til 18-11 efter 36 minutter, og det så mere end vanskeligt ud for gæsterne.

GOG vandt dog den efterfølgende periode med 3-1, og gæsterne kom tættere på bagud 15-19, da Lasse Kronborg reducerede på et straffekast.

Opgøret var åbnet lidt igen, da GOG også reducerede til 16-19, men Aalborg slog igen og kom foran med et par mål, før det ni minutter før tid stod 21-19.

Med et minut tilbage var hjemmeholdet foran med to mål, men Buster Juul sørgede 20 sekunder før slutfløjt for 25-22.

/ritzau/